Jeg er jo ualmindeligt glad for fastelavnsboller. Der hvert år får mig glad og fro gennem januar og februar. Tak fastelavnsbolle!
Og jeg diskriminerer ikke. Jeg kan lide alle slags fastelavnsboller. Men hvis jeg nu skal vælge et par favoritter, så er den gode gammeldags (gærdej med cremefyld), den med flødeskum/bær og så den svenske semla (gærdej, remoncemasse og flødeskum) højest på min liste. Ja, ja det var stort set allesammen. I know.
Nå men i stedet for at skulle vælge, så gav jeg mig forleden i kast med at skabe en superfastelavnsbolle (one bolle to rule them all). Med det bedste fra dem alle. Smørbagt gærdejsbolle med remonce og skovbærskum. Og en Toffifee på toppen selvfølgelig. Og bær. Fordi Toffifee og bær er det jeg bedst kan lide lige efter fastelavnsboller.
Med andre ord alt godt i én. Og også lidt noget gris. Men altså, det er jo kun fastelavn en gang om året. Og resultatet var helt genialt. Dansk fastelavnsbolle møder svensk, får utraditionel pynt på, bær indeni og virkelig sød musik opstår.
Skulle man gå planken fuldstændig ud (og det skal man ikke være for fin til), så fylder man bollerne med både creme OG remonce. Men min (på det punkt underlige) kæreste kan ikke lide creme, så jeg var sød og nøjedes med remonce. Men gå endelig dobbelt på den. Og hvis man nu havde en rest nougat fra jul, så kunne den nok også gøre god figur derinde i bollen. Siger det bare.
FUSIONSFASTELAVNSBOLLER
– 12 stk
DEJ
100 gram smør, smeltet (ikke for varmt, lillefingertemperatur)
2 dl lun mælk (sådan ca. lillefingertemperatur)
25 gram gær
50 gram rørsukker
1 tsk salt
500 g hvedemel
REMONCE
75 g sukker
75 g marcipan
75 g smør, stuetemperatur
SKOVBÆRSKUM
150 g blandede skovbær eller solbær
evt. lidt sukker
2 dl piskefløde
PYNT
100 g chokolade (jeg brugte hvid)
Et skvæt fløde
Toffifee
Hakkede, usaltede pistaciekerner eller andre nødder
Frysetrørrede hindbær
Friske bær/ribs
- Gæren røres ud i mælken, sukker, salt og smør tilsættes. Melet æltes i, og dejen hæver til ca. dobbelt størrelse, min. 1 time. Gerne lidt længere.
- Remonce: Rør smør, sukker og marcipan sammen til en ensartet masse. Tag evt. fingrene i brug og ælt det sammen.
- Rul dejen ud, skær den i firkantede stykker, på ca. 10 x 10 cm. Rul stykkerne lidt større og ekstra pæne efterfølgende.
- Læg en klat remonce (ca. 1 spsk) på hvert stykke, pensl sidderne med æg og fold sammen, hjørne mod hjørne.
- Vær omhyggelig med at klemme alle sider og hjørner sammen = mere remonce i bollen og mindre udenfor.
- Varm ovnen op. 200 grader varmluft.
- Lad de små pakker hæve ca. 20 minutter på en bageplade med bagepapir.
- Pensles med æg pisket med lidt mælk.
- Bages i ca. 10 min. eller til de er let gyldne.
- Glasur: Chokolade og et skvæt fløde. Smelt chokoladen over vandbad, kom lidt fløde i. Den må godt være ret tyk.
- Når bollerne er kølet lidt af, pensles de med glasuren og pyntes.
- Skovbærskum: Pisk fløden til skum, mos bærrene med en gaffel (smag evt til med lidt sukker) og rør forsigtigt bærrene i flødeskummet. Kom skummet i en sprøjtepose.
- Lad glasur og pynt sat sig på bollerne og flæk dem så halvvejs og fyld dem med skovbærskum.
Jeg nøjedes med at flække og fylde halvdelen af bollerne. Så var det næsten som at have to forskellige slags. Men gør lige som du lyster.
Vil man også have creme i bollerne, så er det blot at følge min gamle fastelavnsbolleopskrift, der egentlig er Sarahs fastelavnsbolleopsskrift. Hvis I laver dem både med creme og remonce, må I lige melde tilbage hvordan det bliver :)