Jeg har fået en udfordring af Sodastream, som jeg prøvede kræfter med i forrige uge, inden jeg tog til Florida. Den lød på så vidt muligt at undgå at bruge plastik i en uge.
Og især med fokus på ikke at købe flaskevand. Det har vi snakket om før. Lidt som at smide penge ud ad vinduet, når vi har så godt og rent vand i hanerne i Danmark. Og tumpet i forhold til miljøet. Både på grund af engangsplastikflasken og transporten.
Men hvad gør man så, når man elsker danskvand?
Man laver det selv, af vandet fra hanen. Og tager det med, når man er på farten.
Og så slipper man samtidig for at slæbe tunge flasker hjem.
Så det med flaskevandet blev egentlig ikke den svære del af udfordringen. Den del var skæg og jeg blev endda så glad for den, at jeg også tilsatte mit vand naturlig smag, for at gøre det endnu mere spændende.
Se opskriften på mine to nye yndlingsvarianter af ‘hjemmelavet’ danskvand med smag nedenfor :)
Til gengæld var det virkelig svært, at undgå plastik fuldstændig. Men en udfordring er en udfordring og jeg er konkurrencemenneske til benet, så det lykkedes, men det var bestemt ikke nemt. Jeg kommer ikke til at undgå plastik fuldstændig fremover. Det er slet og ret for svært og der var lidt for mange varer i supermarkedet, som ikke kunne komme med hjem, pga. plastikemballage. Men jeg fik virkelig øjnene op for, hvor jeg kan (og bør) undgå plastik.
Det skal I ikke snydes for, så her kommer mine tips til hvordan man kan leve mere plastfrit. Måske I også har lyst til at tage udfordringen op?
10 tips til at bruge mindre plastik
- Undgå så vidt muligt syntetiske stoffer som eksempelvis polyester.
- Madbeholdere af glas eller metal (rustfrit stål) i stedet for dem i plast. Gamle syltetøjsglas (eller de større fra eksempelvis acier eller rødbeder) er faktisk glimrende hertil.
- Altid mulepose, shopper eller net med, når man handler. I stedet for dumme (og dyre) plastikposer. Og sig også nej tak til plastikposen, når du køber tøj, skønhedspleje, ting til boligen osv. osv.
- Ungdå at købe flaskevand i engangsplastikflasker og tag i stedet vand med i en drikkedunk eller glasflaske. Hvis du holder af vand med brus, så lav det selv med vand fra hanen på en SodaStream.
- Brug en karklud af (økologisk) bomuld. Undgå engangskarklude med mikroplastik.
- Brug ligeledes en bionedbrydelig skuresvamp eller en loofah som skuresvamp. Undgå de klassiske ‘tofarvede’ skuresvampe, der også kan afgive mikroplast.
- Styre udenom skønhedspleje med polyethylen (PE), nylon og polymethyl methacrylate (PMMA).
- Lade være med at bruge engangsglas, -kopper og -bestik. Tag rigtigt service og bestik med på picnic’en i stedet :)
- Brug madkasse eller førnævnte madbeholdere, når du skal have mad med. Poser i ubleget papir er også et godt alternativ til fryseposer i plastic, men det bedste er selvfølgelig noget, der kan genanvendes.
- Støder man på plastik, når man er ude at gå tur, på stranden eller på ovennævnte picnic, så saml det op og smid det i skraldespanden.
Flaskerne fra SodaStream er genanvendelige og fri for BPA, polykarbonat-materiale, phtalater og PCB.
Hindbærbrus med superfoods
2 tsk chiafrø
1 tsk aroniapulver*
5 hindbær
- Lav dit postevand til danskvand på en SodaStream.
- Kom chiafrø, aroniapulver og hindbær i flasken. Vend den forsigtigt et par gange.
- Sæt den på køl et par timer eller natten over.
- Nyd.
* Lidt aroniasaft er også godt.
Vand med brus, lakrids, citron og ingefær
2-3 skiver øko-citron
3 skiver ingefær
1 laksridsrod
- Lav dit postevand til danskvand på en SodaStream.
- Kom citron- og ingefærskiver og lakridsrod i flasken.
- Sæt den på køl et par timer eller natten over.
- Nyd.
Tip: Lakridsrod og hindbær er også et fremragende makkerpar.





