1. Franske Sezane
Jeg har længe haft et meget godt øje til Sezane på Instagram og nu hvor det franske tøjmærke tilmed har vores egen Nadja Bender som model for deres efterårskampagne, så må det være. En fin blondebluse og et par røde pumps med snører s’il vous plaît.
2. Nyt morgenmadsspot
Og for nu at blive (en anelse) i det franske, så serverer Les trois cochons på Værnedamsvej nu også morgenmad. Jeg havde hørt så pænt om stedet, så der måtte jeg forbi i fredags. Kæmpe hit. Var der nogen der sagde Croissant?
3. Ny/gammel roman
Jeg læser som en gal for tiden og er sulten på spritnye romaner såvel som ældre modeller. Så hvad er bedre end noget nær en klassiker fra 1949, i en frisk oversættelse og pænt nyt betræk. Jeg har aldrig tidligere læst Genet, hvilket jeg betragter som lidt af en fejl. Især fordi mange af de forfattere, jeg er allermest betaget af, er betagede af Jean Genet. Tyvens dagbog skildrer Genets unge år på Europas landeveje og New York Post har kaldt den: ”En af de stærkeste og mest vitale livsfortællinger, der nogensinde er skrevet”.


