Den smukkeste brudebuket til efterårsbruden. Lige til at binde selv. Altså måske bruden ikke skal gøre det selv – med mindre hun er af den overmenneskeligt overskudsagtige slags – men det kan være ret fint at få en blomsterferm veninde, mor eller søster til det.
Min søde veninde, smykkedesigneren Julie Wettergren, viser her (med mig bag kameraet) hvordan man kan binde den flotteste brudebuket. Og ja, fremgangsmåden er selvfølgelig helt den samme, hvis man ‘bare’ vil binde en buket at forære som værtindegave til middag i weekenden eller til at pynte hjemme hos en selv.
Det er nemlig slet ikke så svært og så kan jeg godt lide, at man helt selv bestemmer hvad der skal i buketten, hvor høj og tæt den skal være osv. For slet ikke at tale om hvor hyggeligt det er at bikse med. Ren krea-terapi ♥
Ps. Vi lavede også den smukkeste vinter(brude)buket i samme ombæring. Den blev ‘bundet’ i en vase, så en anden metode. Den kommer senere i et indlæg for sig.
Den færdige buket ovenfra. Og hold nu fast, for nu kommer der en milliard (næsten) trin-for-trin billeder af hvordan buketten blev til. Men hey, ingen bliver vel trætte af fine blomsterbilleder vel?
Der går en del blomster til sådan en buket. Brug dem du kan lide og i farver du synes er flotte sammen. Brug også gerne blade og grene fra naturen eller haven. Et godt miks af mindre og større blomster og så noget der kan ‘stritte’ lidt ud giver et flot resultat.
Til en brudebuket er det smart at vælge blomster, der holder godt (uden vand) og at lade dem stå og drikke rigeligt inden buketten bindes.
Start med at nippe blade af stænglerne, så ‘håndtaget’ på brudebuketten kan blive slankt og nemt at gribe om.
Det gælder også for en sædvanlig buket, der skal i vase. Buketter holder længere, hvis det kun er ‘clean’ stængler der er under vandet og ikke en masse grønt, der begynder at forgå.
Snit alle stænglerne, så de er i samme længde. Gerne med en skarp kniv og et skråt snit.
Klar – Parat!
Start med en blomst. Gerne en med lidt fylde, hvis der skal sådanne med i din buket. Her er det hortensia.
Byg så på med en blomst ad gangen.
Fortsæt med de forskellige typer af blomster og grene. Læg de forskellige slags til, så buketten begynder at tage form.
Hold hele tiden buketten i den ene hånd og læg til med den anden.
Når buketten har en størrelse som på billedet kommer det skægge…
… nu kan man begynde at bygge videre på buketten oppefra. Stik blomsterne ned, hvor du synes de mangler…
… og træk så stænglen på plads nedefra.
Julie fortalte mig, at hun ikke var sikker på, at det var den autoriserede måde hvorpå en florist ville gøre det, men at det altså fungerer for hende. Og jeg kender ingen, der laver så smukke buketter, som hun, så tricket er hermed givet videre.
Fortsæt med at stikke blomster i…
… og kig så oppefra og vurdér om/hvor der skal mere i.
Det ser så fint ud også at lade noget stikke op og være lidt ‘vildt’, for at skabe dimension og holde det spændende.
Små grene med bær er så pænt sammen med blomsterne. Brombærgrene er det slut med, men der findes masser af andre fine grene med røde, gule eller hvide ‘bær’ netop nu.
Fortsæt med at bygge på, til du synes buketten har den størrelse du kan lide.
Næsten færdig…
Tjek for ‘huller’ og om der mangler noget og om den er nogenlunde symmetrisk (hvis det er det, du vil have selvfølgelig).
Det kan se flot ud, hvis brudebuketter har et lille ‘slæb’ i sig selv, der hænger ned foran. Her bliver det lagt til buketten i form af flotte efterårsblade.
Når buketten er færdig bindes den med sejlgarn.
Vikl det et par gange rundt og afslut med en god knude.
Er der god tid til buketten skal bruges, så lad den stå og drikke sådan.
Umiddelbart inden den skal bruges (hvis det er som brudebuket), kan man samle stænglerne yderligere ved at binde sejlgarn eller silkebånd hele vejen ned langs med dem, således at bruden får et slankt ‘håndtag’, at holde om i stedet for en masse viltre stængler. Lad evt. stænglerne titte ud for neden, så den evt. kan sætte i en vase ind imellem. Også selvom det i følge bryllupsovertro er no go. Det giver efter sigende et kort ægteskab. Men lad den under alle omstændigheder gerne stå i vand, helt frem til bruden skal bruge den.
Skal buketten bruges hjemme eller som værtindegave, er der selvfølgelig ikke nogen grund til at binde stænglerne ind.
Smukkeste efterårsbuket.
Utrolig flot buket, køber hun på grønttorvet eller?? Der er jo rigtig mange forskellige blomster i.
Jeg hører hende lige ad :) Klem E
Sindsyg flot buket, kendte ikke tricket med at stikke ned i “ hullerne” men giver faktisk mening. Det må prøves .
Tak for ide og tips
Nej heller ikke jeg, men ret smart :) God fornøjelse og selv tak, Mange kram Emily
Wauw, hvor er den smuk. Og tak for guide. Jeg må på blomsterjagt en dag og prøve selv. :)