{Gensyn med en gammel favorit – Atelier September}
Små ting. Eller min uge i måltider kunne indlægget næsten lige så godt hedde denne gang. Jeg fik bevæget mig lidt ud af mit trygge vinterhi og har været ude at spise og ses med gode mennesker til den store guldmedalje. Dem der er foreviget her og så også spontanmiddag med Cathrine og Adam tirsdag. Og tre gode venindedates, i herunder fastelavnsboller og burgeraften med pigekollektivet, lørdag. Så i går løb jeg en lang tur med hundedyret, spiste brunch med min mor og så lå jeg ellers brak og læste bog (læser I med? Avra hvor er den god) og så Amélie og nussede om planter og ladede op i mit eget selskab. Og altsammen var rart. Bedste weekend længe.
Og alle hverdagene inden superweekenden var heller slet ikke så ringe. Det synes jeg nu aldrig de er. Kan virkelig, virkelig godt lide alle de almindelige dage.
Denne uge tegner lidt ligesom den nyligt overståede. Sådan rimeligt rolig og overskuelig og med lidt ekstra godt hist og her. På arbejdsfronten er det bl.a. bogskrivning og et lille fotoshoot med Penny og ovre i privaten er det tid til kageklub.
Det langsommere tempo er helt intentionelt og noget jeg er begyndt at efterstræbe. Gider ikke være hende der, der altid ser helt vild ud i øjnene og altid “har SÅ travlt”. Og meget af det handler om ens egen indstilling. Det er i alle tilfælde min oplevelse. Jeg synes ikke det er sejt eller sexet eller rart for den sags skyld altid at fortælle den historie og den eneste der kan ændre på det er mig. Ved at ændre på hvordan jeg prioriterer og ikke mindst hvordan jeg ser på det hele. Hvad for en hverdag (og fritid) jeg gerne vil have. Men det kan vi altid tale mere om en anden gang, hvis det er noget I overhovedet gider høre om :)
Jeg håber, at I også får en dejlig uge ♥
{Klædt ud/på som isdessert}
{Smukkeste, vilde buket. En dejlig gave fra Bloomon. Elsker at der ikke er to blomster der er ens}
{Selvom det er gråt, gråt, gråt for tiden glædes jeg altid over ture med loppen. Her i vores gamle kvarter i Brønshøj}
{Livretten. Moules frites. Og en ud af flere middage med gode venner sidste uge. Denne på Les Trois Cochons}
{Livretten når det kommer til shots. Galliano shots. De hævnede sig lørdag, men var det hele værd fredag}
{Se lige alle de smukke lag. Hjalp gevaldigt på tømmermændene}
{Mit tip #1 til at komme igennem januar: På med sommerkjolen/-nederdelen}
{The end of the f****** world. Så sød, så dyster og så underlig}
{Brunch med min mor på Spisebar No. 20}