Nej, nej, nej, hvor var jeg altså bare begejstret for januar måneds bog i læseklubben. Så glad, at jeg begyndte at spare på den og slet ikke havde lyst til at læse den færdig, da der var omkring hundrede sider tilbage. Og samtidig havde jeg ikke lyst til andet end at læse den færdig, fordi den var så spændende. Kender I det? Det var alletiders dilemma, men færdig blev jeg, og det var både forløsende, men også lidt trist.
For det er en af de bedste bøger, jeg længe har læst og jeg ville ønske, der var mere. Og samtidig alligevel ikke, det havde nok været for langtrukkent. Trods alt. Men lad os komme til makronerne. For jeg er så spændt på at høre, om I var lige så vilde med den, som jeg. Og jeg glæder mig til at fortælle, hvad jeg syntes om den (altså udover at jeg var vild med den!) og fremhæve et par af mine yndlingspassager.
Jeg syntes virkelig, at den havde det hele. Velskrevet, finurlig, interessant, lærerig, underfundig og så spændende, som det kan blive. Og ja, tilmed morsom af og til.
Fra den gådefulde start, over i Rosas detaljerede, farverige barndom og ungdom i Aarhus til voksne Rosa til sidst, slugte jeg bogen og blev både glad over sproget der flød, alle de gode betragtninger, den store, favnende menneskeforståelse, der strålede mellem linjerne og ikke mindst at komme på rejse til både Aarhus og Berlin. To byer jeg kender lidt og så alligevel ikke. Og det var henrivende at opleve dem gennem Rosas øjne.
Udover at jeg både er blevet underholdt og beriget, så kommer jeg også fremover til at se på street art med helt nye (og mere interesserede) øjne.
“Hvorfor kan du ikke bare være en sød, borgerlig pige med perleørering og skjortebluse, hva’?”… “Hvorfor skal du være opkaldt efter en myrdet kommunist, være datter af en urtekusse, have syv-otte mulige fædre, fordi din mor ikke kan huske, hvem hun har bollet med, have en bøsse som far-stand-in, gå håbløst klædt og samtidig være så skideperfekt, at det er umuligt ikke at elske dig?” Sådan spørger den, bogstaveligt talt, konservative kæreste, Jacob på side 222.
For noget andet der var dejligt at opleve, var Rosa. Herlige, sammensatte, favnende Rosa, der er vokset op på en (beskyttende) løgn og kan være venner med både Tom, Guf, Jacob og Sevim. Og ved et tilfælde blive kæreste med sin egen bror. Som tror på at folk har de bedste intentioner (i alle tilfælde indtil det modsatte er bevist eller hvis de er hendes nazist-far) og ser alt i dem og ikke kun deres combat støvler, fortid eller hijab. Jeg tror ikke ‘urtekussen’, Mor Helle havde gjort så dårligt et stykke arbejde endda. På trods af at holde Rosas far hemmelig. For som Krudt siger:
“Hemmeligheder er de dæmninger i livet, der forhindrer sandhedens brutale flodbølge i at smadre alt.” (s. 477). Og af og til er det måske sandt nok? Medmindre man altså ender i seng med sin egen bror…
Jeg kan ikke helt beslutte mig for, om det måske alligevel var en krimi. Altså en lillebitte smule? Det var selvklart ikke en kriminalroman i klassisk forstand, men den ret geniale start, lå hele tiden og murrede i mit baghovede bogen igennem og gjorde unægteligt det hele lidt mere spændende. For selvom meget, meget lidt af romanen ellers handlede om det mystiske dødsfald, så er man jo som læser udmærket klar over, at der må være en eller anden sammenhæng. Hvorfor ellers indlede sådan. Og det var der. Blot en lille sidehistorie, men ikke desto mindre blev det, det, der bandt en sløjfe om det hele afslutningsvis.
Hvad tænker I? Krimi eller ej? Og kunne I lide den måde at starte på?
Og når vi er ved det, hvad syntes I så om, at Rosa og vennerne var Blækhat? Jeg måtte læse lidt frem og tilbage for rigtigt at kunne få det til at passe, for først virkede det lidt pludseligt og ‘let’, men da jeg havde fået overbevist mig selv, var jeg ret glad for den løsning. Og syntes det var virkeligt, virkeligt sejt. Ja, faktisk endnu sejere, at det var hele den brogede flok, der gjorde det sammen.
Men måske er det ligemeget hvem Blækhat er? Det er det – på sin vis – for Rosa:
“Jeg er ligeglad med, hvem han er gift med, og om han kan lide burger eller bulgur, eller hvor han har gået i skole. Hvorfor er det vigtigt, hvem der er inde i kunstneren, inde i politikeren, inde i forfatteren, inde i skuespilleren, vigtigt at vide, hvordan de i virkeligheden er hjemme i privaten, og når de sidder og skider? Mig rager det en høstblomst, og i mine øjne er Blækhats projekt en protest imod netop det. Jeg er kun optaget af folks aftryk. Den politik, politikeren fører, den præstation, skuespilleren leverer. Faktisk vil jeg helst vide så lidt som muligt og det gælder også Blækhat. Det kommer ikke andre ved, hvordan han er som privatperson. Men det kommer andre ved, hvilket aftryk hans værker sætter.” (s. 448).
Av. Den sad. Lige midt i synet i en tid, hvor vi mere end nogensinde går op i, hvem folk er som privatpersoner og mindre og mindre op i, hvilket aftryk de sætter. Vinket med en vognstang er taget til efterretning hos undertegnede i alle tilfælde. Men selvfølgelig er det vigtigt for romanen Blækhat hvem Blækhat er. Det er jo netop den røde tråd, der får alting til at give mening, men netop også gør forestillingen om Blækhat til skamme. For han var ikke en og ikke en han, men et fælleskab. Et netværk af mennesker med forskellige afsæt, men med samme lyst til at sætte et meningsfuldt aftryk.
Hele romanen igennem kunne jeg ikke lade være med at være lidt (hyggeligt) misundelig på Rosa, der stort set gennem hele livet havde haft samme hobby og passion, der senere blev hendes virke. Tænk sig at være så målrettet og ikke mindst forelsket i det man laver. Og lad det også være en lektie til forældre, der prøver at mase deres børn lige vel meget i en retning. Der kan komme noget ret vidunderligt ud af at samle på ting eller andre barndomsaktiviteter, der måske ikke umiddelbart har værdi set med det blotte øje.
Allerede i begyndelsen af hendes historie siger hun det så fint: “... men i virkeligheden var jeg ligeglad med, hvor mange spande jeg havde. Det, der drev mig, var følelsen af at erobre en by og fylde min bog med dens hemmelige markører.” (s. 40). Synes det er så poetisk og kan godt lide den tanke.
Sidst men ikke mindst, må jeg lige vende Mormor. For det var ikke blot en fortælling om og af Rosa. Det var en fortælling om tre generationer af kvinder, der hver især repræsenterede deres generation og jeg knuselskede den handlekraftige Mormor, der blev forrådt af sin nazi-apoteker, men fortsat savnede ham og genfandt kærligheden i Nerudas digte. Og som både var en tryg havn og god at spille kort med, men også herligt fandenivoldsk og gladeligt finansierede gadekunst. Hun mindede mig lidt om min egen mormor og jeg kunne næsten fornemme hendes glimt i øjet gennem teksten.
Syntes I i øvrigt, at det var en lidt for Happy ending? Altså jeg åd den råt og syntes kun det var dejligt ovenpå alle strabadserne af nærmest odyseenske dimensioner, men kan måske godt se at alt var lige vel dejligt med graviditet og Tom der ventede derhjemme?
Jeg glæder mig sådan til at læse jeres oplevelser og ikke mindst ‘tale’ videre om bogen med jer i kommentarerne! :)
Februar måneds bog i læseklubben er Jodi Picoults Det store i det små og hvis I vil nå at være med. Diskussionen af den bliver d. 4. marts, så der er lidt tid at løbe på endnu.
Den bedste bog, jeg længe har læst!
Enig med dig i, at afsløringen om, hvem Blækhat var, kom lidt overrumplende, og først forstod jeg det vist ikke. Det kom i hvertfald lidt for pludseligt, synes jeg, eller de manglede lidt forklaring. Men det var sikkert bevidst sådan fra Gazans side.
Slutningen synes jeg egentlig var god nok. Gennem hele sin opvækst har Rosa fået at vide, at der er tre mulige fædre til hende, og nu står hun selv i samme situation med sit barn. Så jeg synes det var en fin krølle til sidst, at hun så vælger Tom :)
Yay hvor fedt at du også kunne lide den. Og rigtigt godt endda.
Ja, det kom lige lovligt ind fra sidelinjen syntes jeg, men vi har åbenbart ikke været lige så vakse som Ulla (se kommentar længere nede), der åbenbart allerede havde set et lille hint.
Haha… ja, men vi må så håbe at det er Tom, der rent faktisk er faren. Bare det ikke er hendes bror ? Men forstod det nu også som at det var Tom. Håber jeg ;)
Åh jeg er meget enig.
Jeg havde med vilje ikke læst anmeldelser fordi jeg vidste at den her bog var anderledes end hendes (ellers fremragende) tidligere krimier og jeg havde lyst til at starte med et blankt lærred. En krimi er det ikke, men spændingsroman, måske?
Rosa er skøn…. og selvom jeg var stensikker på at hendes bror (som han åbenbart var!) ville vise sig at være Blækhat, blev jeg glad da jeg blev snydt. Det er sgu altid fedt og ja, måske er der et par løse ender i den forbindelse, men det tilgiver man hurtigt.
Bogen tager sig god tid og normalt er jeg fan af et lidt højere tempo. Men på grund af at bogen er vildt godt skrevet, med tilpas spændende personkarakteristikker og en ret grundig research, så føles det slet ikke langsommeligt. Meget imponerende at man kan føle sig hensat til gaderne i Århus, med en spray can i lommen, på jagt efter et ´tag´, når man egentlig overhovedet ikke havde nogen interesse i street art!
Skulle jeg komme med et enkelt kritikpunkt så er det måske historien om den hjemvendte, fortabte Krudt. Efter min mening behøvede den sidehistorie ikke tage så meget plads og jeg synes ikke den er nødvendig for at forstå Rosa og hendes kamp med sin egen selvforståelse.
Tak for dit valg til læseklubben. Efter min mening en bog der, på trods af at størstedelen af den foregår i 80’erne, bærer på super aktuelle emner og frem for alt opfordrer til rummelighed!
Ja spændingsroman synes jeg er godt. Og så er den alligevel også så meget mere og andet. Men god i alle tilfælde og er glad for at du var enig.
Ja, jeg troede også det var broren, der var Blækhat først og følte mig helt smart og troede jeg havde regnet den ud, snydt… Men ja har det lige som dig, det var en god fornemmelse.
Tænkte på det samme mht tempo, men først efter at have slugt hen ved 300 sider om Rosas barndom i Aarhus, det kom faktisk lidt bag på mig hvor spændende og ‘let’ det havde været at læse.
Det er en god betragtning med Krudt, det havde jeg ikke tænkt på. Altså hans ‘svigt’ af faderrollen og at det får plads giver god mening for mig, men kan egentlig godt se hvad du mener mht det andet.
Selv tak og hvor dejligt at du både har læst med og havde lyst til at dele din oplevelse af bogen med os andre ♡
Det var en tur ned ad memory lane … venstrefløjens århusianske fløje. Legepladser. Byrum. Konflikter. Og så fint skrevet. Kun en enkelt gang afslører fortælleren sit tilhørsforhold til Blækhat, og det kræver en opmærksom læser. Sanselig, politisk. Også det handlede 70erne om.
Og du har ret i, at hun i teksten gør relationer på tværs til en pointe at lære af – man kan vinde noget ved at sænke vindebroen. Og det er en fryd at læse hendes kunstsyn, der siger, at overfladen er dybden…og at kunsten frigør sig fra kunstneren, så genidyrkelsen kan opgives.
Det var en god bog
Så dejligt at du havde en god oplevelse. Men sikke en cliff hanger, hvor bliver det afsløret? Hvor,hvor? Æv, det må jeg have misset, håber du vil løfte sløret for det. Og ellers må jeg slet og ret læse den igen. Er simpelthen for nysgerrig.
Hej Emily,
Jeg ved ikke om det er noget du kan (og vil) gøre noget ved, men når jeg læser dine indlæg på mobilen og scroller – åbner billederne altid op i stor format.. jeg har kun oplevet det på dit site. Nu ved du du det i hvert fald, så kan du bruge det hvis du vil :) min tlf er en oneplus 5t.
Ej hvor mystisk. Det har jeg aldrig hørt om før eller prøvet selv, men mange tak for info! Hvilken browser bruger du der? Chrome? Kram E
Ps. Hvis du har mod på det må du meget gerne sende mig et screendump af hvordan det ser ud til emily@emilysalomon.dk
Så kan jeg forhåbentlig få mine teknikere til at genskabe det og fikse problemet :)
Jeg er vild med bogen! Læste den for et stykke tid siden, og den står stadig som en af de bedste bøger jeg har læst.
Jeg elsker historien og samspillet imellem personerne. Jeg kan se lejligheden hvor de bor i, for mig. Og jeg kan lige forestille mig hvordan mormoderen boede. Og så er den mystisk, og man vil hele tiden have mere.
Jeg er selv Aarhus-pige som Rosa og kan se alle stederne for mig når jeg læser bogen. Jeg får lidt lyst til at kigge efter street-art når jeg går tur nu :-)
Og jeg er vild med starten, som jeg egentlig synes fangede mig, selvom handlingen ikke er centreret om den. Øv, at jeg har læst den, for nu kan har jeg én god bog mindre til gode :D
Ja, sådan havde jeg det også lidt. Øv at jeg har læst den, øv at den er slut. Det må siges at være et kvalitetsstempel ;)
Jeg må sige at jeg nyder ekstra meget at være i Aarhus nu, hvor jeg gennem bogen føler jeg har fået en stærkere tilknytning til byen. Det er altså ret sejt hvad litteratur kan på den front!
Jeg var vild med den – og åd den på 3 dage, synes hun skriver fuldstændig eminent. Så måske det gik lidt hurtigt og det er min egen skyld jeg ikke helt fangede den – men er vi enige om, at hun potentielt er gravid med sin bror til sidst? Jeg vil så gerne have det til at være en lykkelig slutning (er en sucker for lykkelige slutninger) men altså, hvis det er broren er det da ikke skide smart?
Men derudover, holy bananas hvor skriver hun fantastisk, var også vild med Svalens Graf og Dinosaurens Fjer, elsker den måde hun kan gøre svampe, knogler, vacciner osv levende og nervepirrende.
Haha… nej det er virkelig ikke smart! Altså jeg læser det som at det må være Toms barn, men det er måske bare fordi jeg ikke helt kan overskue alternativet, at jeg har taget den løsning for givet. Men kan se at Johanne har læst det mere ligesom dig, så måske det er en mulighed. Men den vil jeg lade være med at tænke til ende…
Ja, det er så mega sejt. Emner man ellers ikke synes er spændende overhovedet og så gør hun det vildt interessant. Gid man kunne mikse lidt af hende i alle undervisere på universitetet ;)
Jeg er helt enig i, at det er en fantastisk historie om Rosas liv, om 80’ernes Århus og om street art! Jeg slugte også bogen i én mundfuld. Dog synes jeg, at rammefortællingen med den forgiftede rengøringsdame var mere forstyrrende end spændende. Det var – for mig at se – ærgerligt at bogen forsøgte også at være en kriminal-/spændingsroman.
Jeg kunne også rigtig godt lide slutningen. Ja, den er lidt sukkersød, men den er alligevel god, da det bliver en form for cirkel, der sluttes med et nyt lille barn, der fødes og skal vokse op i et alternativt miljø – på mange måder som Rosa gjorde.
Ja, man lagde slet ikke mærke til at den faktisk var ret lang vel? Jeg pløjede også bare lige igennem den, hvor det med andre bøger med samme længde, kan føles som en reel indsats at kæmpe sig igennem. Fedt også at læse din oplevelse af begyndelsen/slutningen. Jeg kunne egentlig godt lide det og det var netop med til at gøre mig nysgerrig, men kan også godt forstå hvad du mener. Men for mig var det også en (sort) ironisk kommentar omkring at den omsorgsfulde Helle, der ønskede at redde hele verden med sine svampe, indirekte kom til at slå ihjel med dem…
Et hint….hun skriver et sted, længe før afsløringen, at de stadig er gode til at være kreative sammen…..desuden er der andre tegn….fx da hun er på ferie med kæresten og ikke er interesseret i at komme ud at se værket….osv…..
Ih hvor er du altså skarp! Godt set. Er meget fristet til at læse den igen…
Jeg elsker den bog! Indeholder alt det en god bog skal byde på.
Jeg håber på en filmatisering.
Bliver det ikke beskrevet som at hun er ca 4 måneder henne? Deraf udledte jeg at det måtte være Tom, der er faderen???
Ja det var også sådan jeg læste det :) Og det er i alle tilfælde sådan jeg helst vil forstå det ;)
Ej, det er ikke den bedste bog, heller ikke den bedste bog vi har læst i klubben her, efter min mening.
En bog som “ alt må vige for natten” tænker jeg tit på, en fantastisk bog.
Men denne er bestemt fin, veldrejet, det hele gå op til sidst i en sammenhæng.
Personerne fint beskrevet, jeg huskede osse barndommens venskaber og nød at læse om Århus.
Dejlig læsning, tak for det
Tak for anbefalingen. Jeg ved godt, jeg er lidt sent ude ift. læseklubben, men jeg tog et par af læseklubsbøgerne med på ferie. Jeg slugte den råt og har læst den på ingen tid (mellem is, pizza, sol, hiking, hundehygge, kys og smukke søer og solnedgange i Italien).
Jeg blev virkelig fanget af Rosas fortælling om venskab (elsker Sevim og resten af slænget.. Choci, Songül, ja selv Guf), street art og kunstnerne (som jeg virkelig har fået googlet en del), Århus i 80’erne (da det stadig var med Å) og BZ’erne, KU’erne, graffitimiljøet, forholdet til Krudt, svampe-mor Helle, Peter og Mormor (mon hun i al den tid vidste, hvem der stod bag Blækhat?). I det hele taget var fortællingen om de tre kvinder i tre generationer og de tre perioder i Rosas liv virkelig fin og velskrevet.
Afsløringen om Blækhat kom også bag på mig, men den gav rigtig god mening. Jeg blev helt revet med undervejs, at jeg faktisk troede, at “han” fandtes, og blev lidt skuffet, da jeg efterfølgende søgte på wiki og google ? Nu har jeg lidt “æv-en-virkelig-god-bog-er-slut-blues”, men vil kaste mig over en anden læseklubsbog (bedre sent end aldrig ?). God sommer!
Jeg er slet ikke enig! Nok den kedeligste bog jeg længe har læst. Alt for langtrukken og ligegyldig. Svalens graf var derimod en af de bedste bøger jeg har læst
Går i gang med Hvide blomster nu og håber den er bedre.
Og sådan kan bøger opleves så forskelligt, jeg kan eksempelvis slet ikke få hul på Kim Leines bøger, som så mange ellers begejstres over. Åh Hvide blomster er fantastisk, men så barsk! God læselyst :)