Hmm… det gik altså ret let med sidste uges udfordring, der handlede om at lade være med at sladre og i stedet sige noget pænt om andre. Lidt for let nærmest. For udfordringen gav positivt bagslag.

Jeg er nemlig åbenbart så heldig, at mange af dem jeg omgås med, rent faktisk læser mine skriblerier herinde. Det blev jeg både meget glad og stolt over at erfare, da indtil flere i sidste uge kom hen og sagde, at de havde taget mit sladreindlæg som en kærlig opsang. Nå, ja, jeg blev også lidt rød om ørerne. Men det var dejligt, at det havde givet stof til eftertanke og jeg syntes det var så mega sejt, at selv nogle af de hardcore sladdertanter havde kigget indad og taget udfordringen til sig, i stedet for at tage den ilde op.

Det betød så, at jeg aldrig fik prøvet den ‘hardcore version’, hvor jeg skulle sige fra og afbryde sladderen såfremt den opstod. Men om ikke andet fik jeg gjort det indirekte. Og der er formentlig ikke nogen, der sladrer til mig i den nærmeste fremtid, haha ;)

Så selvom det for at være ærlig, slet ikke blev til en egentlig prøvelse for mig selv, så blev jeg mægtig glad over at se, at den lille udfordring bredte sig som ringe i vandet. Hos dem jeg kender, hos jer og der blev tilmed også en lille artikel på Format ud af det.

Noget jeg dog fik tænkt meget over takket være udfordringen, er hvor grænsen går mellem at man taler eksempelvis bekymret eller omsorgsfuldt om en person, der ikke er til stede og hvornår man sladrer eller bagtaler. Jeg er endt på, at hvis man deler en andens hemmeligheder og private sager (der ikke er ens at dele) eller hvis man slet og ret taler dårligt om dem eller udstiller dem, så er man i gang med sidstnævnte og ude på et sidespor.

Hvordan gik det hos de af jer, der legede med? Var det svært at lade være med at sladre eller var det måske ret lækkert eller ligefrem en befrielse?