10 gode råd til dig der har fået hundehvalp

Det er længe siden Penny var hvalp, men hun opfører sig heldigvis stadig meget ungdommeligt omend på en fornuftig og artig måde. Når man investerer en masse i sin hvalp, bygger man et godt fundament for at få en glad og lydig hund, som det er en daglig glæde og fornøjelse at være sammen med.

Jeg har jo lovet (og glædet mig til), at begynde at skrive lidt mere om hunde, og ikke mindst hvordan man træner dem. Lige det sidste er den nemme del af det, har jeg fundet ud af gennem mange år som hundetræner. Det er menneskene i den anden ende af snoren, der af og til volder problemer ;) Derfor handler hundetrænergerningen allermest om at formidle til menneskene, hvordan de bedst kommunikerer med deres hund. For det er definitionen på hundetræning for mig: En metode og et værktøj til at kommunikere med en art, vi ikke deler sprog med.

Mit mål med hvalpetræning – og al hundetræning for den sags skyld – er at få en lykkelig og lydig hund. En hund der ELSKER at arbejde med mig og udviser stor glæde, engagement, kreativitet og tilmed præcision, når vi laver ting sammen. Og en hund, som det er en daglig glæde og fornøjelse at leve sammen med.

Psssst…. Rager hundetræning dig ikke en disse? De samme råd kan med lidt modifikationer overføres til opdragelse af børn og mænd ;)

  1. Opbyg en god relation. Det allervigtigste, når du får en ny hvalp er hverken at lære den at sitte eller blive renlig. Det er, at I knytter et godt og stærkt bånd. At din hvalp bliver tryg ved dig og synes du er det mest fantastiske i verden. Så bliver alt det andet nemt. Punkterne herunder er alle relationsopbyggende, så følger du dem, er du godt på vej ♥
  2. Fokusér på alt det gode. Ros din hund, giv den noget lækkert, klap den, snak med den og giv den opmærksomhed, NÅR den gør alt det du gerne vil have. Det kan være at ligge roligt i sin kurv og slappe af, være nede på gulvet, gå fint i snor med slap line, tisse udenfor på græsset, kigge opmærksomt på dig, komme hen mod dig af sig selv osv. osv. Du får mere af det, du belønner og giver opmærksomhed. Og hvalpe bliver gode til det de øver sig i. Det er dit job at lade dem vide, hvornår de øver sig i det rigtige og stoppe dem på fornuftig vis, når de gør det modsatte. Mere om sidste punkt længere nede. Men først og fremmest skal du fokusere på alt det gode. Derfor er dette punkt først.
  3. Hvalpesikr dit hjem. Der er ingen, der får et lille barn, der ikke vender op og ned på deres hjem. Børnesikringer på alting, skarpe kanter fjernes/dækkes til og ledninger, giftige planter og rengøringsmidler gemmes langt væk. Sjovt nok forventer mange, der får en hvalp, at den bare skal vide hvad den må og ikke må fra dag et i sit nye hjem. Nu skal jeg fortælle jer en hemmelighed: Hvis din hvalp aldrig får muligheden for at tygge i sko/skraldespanden/børnenes legetøj/dit undertøj (altså fordi du har fjernet alle de ting, fra der hvor hvalpen kan få fat i det), så begynder den ikke på det, når den er voksen og tingene igen står på deres vante pladser. Får din hund til gengæld smag for sko, skrald eller lignende som hvalp og får lov at ‘øve’ sig gang på gang i at tygge sig igennem dit indbo mens tænderne kløer og den er i den orale fase, så kan du meget vel få en voksen hund, der fortsætter med at ødelægge ting. Derfor skal du gøre det nemt for hvalpen og nemt for dig selv: Alt som der ikke må blive tygget i af hvalpetænder fjerner du eller gemmer væk fra de steder, hvor din hvalp er. Ja, det betyder, at du i en periode skal bo uden gulvtæpper i stuen og sko på gulvet i entreen. Til gengæld sørger du for at der er tyggelegetøj, gamle kalkben, gnavesager og andre ting du GERNE vil have din hund øver sig i at bruge sin tid på. Tip: Når den skifter tænder kan en hårdt opvredet vaskeklud, der er snoet sammen til en pølse og har været en tur i fryseren natten over, være rar at tygge i for hvalpen.
  4. Leg! Du skal lege med din hund. Jo du skal. Der er næsten intet der er så godt for jeres relation. I knytter bånd og har det sjovt og din hund synes du er skægt og godt selskab. Leg trækkeleg, kasteleg, fangeleg, gemmeleg og alle andre lege, du kan komme på. Hav gerne noget legetøj, der er forbeholdt legen jer imellem og som ikke ligger fremme til fri afbenyttelse. Hvis din hund elsker at lege med dig (og det kan man nemt lære den fra hvalp), har man verdens bedste belønning og motivation senere hen. Og en dejlig måde at være sammen på. Dog kan du ikke simulere leg, du bliver nød til at leve dig ind i det og rent faktisk have det sjovt. På den måde er det også godt for dig.
  5. Du er din hunds advokat. Lær din hvalp, at du ALTID har dens ryg. Det er gammeldags nonsense at “hunde bare selv skal finde ud af det selv”. Hvis du fornemmer din hvalp (eller voksne hund for den sags skyld) er utryg eller bange i mødet med en anden hund, et menneske eller et nyt miljø, så få den ud af situationen med det samme og lav derefter noget sjovt eller hyggeligt sammen. Du skal ikke ynke eller trøste din hund (det forstår de sig ikke på og bliver blot mere utrygge), men i stedet fjerne din hund fra det, der gør den bange eller omvendt. Også selvom det potentielt er pinligt og der står en eller anden gammel gubbe med en gigantisk slagsbroder af en rhodesian ridgeback og siger “jamen de leger jo bare”, mens hans hund tygger i din, der ligger rædselsslagen på ryggen med halen mellem benene (så vidt skal det helst ikke komme, så stop om muligt gerne allerede langt inden da). Pyt med hvad han synes, det vigtigste er, at DIN hvalp synes du er verdens sejeste, at du tager affære og har kontrol over situationen og at du er en, den kan stole på, når den føler sig overvældet. Den skal IKKE lære, at den selv skal løse sådanne situationer ved, at “sige fra” som det hedder blandt hundeejere. Dvs. hylet så meget ud i tovene, at den ender med at gø, snerre og bide fra sig.
  6. Vær konsekvent. For hunde er verden sort/hvid (ikke bogstaveligt talt, de ser faktisk i farver, bare ikke så nuanceret som os, de kan primært se i blålige og gullige nuancer). Det betyder, at hunde ikke kan forstå, at man af og til gerne må få mad ved bordet eller ligge i sofaen eller spise en sko eller gø ved døren. Især ikke når de er små. Går det nemt for din hvalp at vide hvad man må (og fokusér på det jvf. punkt to) og hvad man ikke må. Og lad være med at være for doven til at håndhæve de regler du selv har sat, så bliver det umuligt for din hvalp at lære, hvad der er ret og vrang.
  7. Leg halsbåndshaps og træn tricks. Halsbåndshaps er verdens bedste leg og nemmeste leg. Den foregår sådan her: Snup 10 lækre godbidder og sæt dig på gulvet og tag forsigtigt fat i din hvalps halsbånd nedefra (altså ved brystet/halsen), hold let fast og giv hvalpen en godbid. Slip og gentag 10 gange. Nu begynder du at gøre det i forskellige situationer i løbet af dagen, når hvalpen er tæt på dig. Tag forsigtigt og roligt fat i halsbåndet og giv din hund noget lækkert. Eller noget af dens foder, hvis den synes det er lækkert. Gør det også udenfor, når I går tur. Hvis du leger masser af halsbåndshaps, får du en hund, der nærmest læner sig ind i din hånd og som er nem at få fat på i alle situationer. Og så skal du også træne tricks med din hvalp. Ikke nok med, at det gør den dejligt træt i hovedet, så lærer det den at lære, og det lærer dig noget om, hvordan den lærer. Tricks er det bedste sted at starte, for udover at din hund kommer til at kunne en masse søde kunster, så har det den fordel, at vi er lidt mere loose omkring det, fordi det ikke er noget ‘vigtigt’ og derfor er der på magisk vis en højere succesrate.
  8. Stop situationen. Din hvalp ved ikke hvad der er rigtigt og forkert. Det skal du lære den. På en rolig og fornuftig måde. Med mindre den er ved at slikke på en skarp kniv, der netop er røget på gulvet eller løbe ud foran et tog, er der ingen grund til at råbe af den, skræmme den eller på enden måde være ubehagelig. Når din hund gør noget du ikke bryder dig om, så siger du ‘Hovsa’ eller ‘Niksen biksen’ eller hvad du nu synes (men gerne det samme hver gang) roligt og bestemt og så STOPPER du situationen. På en rolig, bestemt og udramatisk måde. Det skal ikke blive en spændende begivenhed eller noget hvalpen synes er sjovt (hvilket faktisk ofte er tilfældet, når folk skælder deres hvalp ud, alternativt gør man hvalpen decideret bange og det gør ikke noget godt for jeres relation). Det vil sige, at du i langt de fleste tilfælde enten fjerner hvalpen eller det den forulemper. Eller på anden måde sørger for, at den ikke kan fortsætte med det, du ikke vil have den gør. Og så forhindrer du, at den kan komme til at gøre det igen. Dvs. at du måske lukker døren ud til gangen eller køkkenet, fjerner den plante der lige blev tygget i eller tager hunden væk (i snor) fra det sælkadaver, den var på vej til at rulle sig i. Det er derfor, det er smart, at de er små i begyndelsen. Det er nemt bare at fjerne dem. Og så ellers belønne og give dem opmærksomhed for alt det, man GERNE vil have. Jo flere gode vaner de får, jo mindre plads er der til de dårlige.
  9. Saml på gode oplevelser. Mens det er helt rigtigt, at det er en god idé at den unge hvalp får hilst på mange forskellige mennesker og dyr, samt oplevet forskellige situationer og miljøer, så er det faktisk endnu vigtigere at disse (for hvalpen) helt nye oplevelser er positive og at den er glad og tryg. Glade og trygge hunde er nemlig ikke dem, der vokser op og ender med at bide andre hunde/dyr/mennesker. Dit job er altså at lære den, at verden er et rart. Derfor er det ikke mængden af nye møder/oplevelser/steder, der tæller men mængden af GODE oplevelser. Så gør det i din hvalps tempo og på en afstand til det nye, hvor den er så tryg og glad, at den vil spise og lege (det er en god indikator for om den er tryg). Og husk også at have nogle hviledage ind imellem, hvor der ikke sker noget nyt og hvor den kan fordøje alle de nye indtryk. I skal nok nå det hele :)
  10. Nyd hvalpetiden. Det går så hurtigt og pludselig står I med en voksen hund. Eller en umulig teenager, men det er vist stof til et andet indlæg. Nyd, nyd, nyd hvalpetiden. Leg, oplev gode ting sammen og knyt et tæt bånd. Træn masser af halsbåndshaps og indkald. Investér en masse tid nu, så I kan få en dejlig, glad og nem fremtid sammen. Langt de fleste hvalpeproblemer er faser (urenlighed, hvalpebideri osv.) også selvom de fylder meget, mens man er i det. Men forsøg at fokusér på alt det gode og glæd dig over dit lille, ny hundedyr ♥

Husk: Det er dét hunden synes, der er dejligt og lækkert, der er en belønning for den. Ikke det vi tror, er det.

Sæt din hvalp op til succes: Gør det meget nemt for din hvalp at vælge rigtigt og meget svært at vælge forkert. Så får du mange muligheder for at rose og belønne den og bygge et stærkt fundament af gode vaner.

(Visited 12.167 times, 7 visits today)

Skriv en kommentar

44 Kommentarer

  1. Sikke et dejligt indlæg! Som hvalpeejer til en 5-måneders pelsklump er det stadig fedt at suge viden til sig omkring opdragelse, selvom hvalpen ikke er helt lille længere. Hunde er simpelthen et fantastisk væsen, og jeg bliver mere og mere stolt for hver dag der går, hvor hun bliver modigere, klogere og mere glad (og tålmodig) for at putte og nusse ;-)

  2. Så fine råd! Og jeg synes det er så hyggeligt med mere hunde-indhold. Jeg håber en dag at få min egen lille pelsklump ❤️

  3. Rigtigt spændende indlæg – dejligt med gode råd at følge når man får en hvalp ? Jeg går pt. og kigger på forskellige racer, herunder især aussie og border collie, og kunne rigtig godt tænke mig at høre hvorfor du valgte en border collie. Jeg synes de lyder super dejlige og samarbejdende (jeg vil gerne bruge den til lydighedstræning), men jeg bliver også nogle gange lidt bekymret når jeg læser ting som at nogle “løber på væggene” og kan blive let stressede? Ville være rigtig spændende med et indlæg om border collies!

    1. Hej Line.
      Vi har en skøn blanding af Border Collie og Aussie herhjemme og det er fantastisk at ha en hund som er SÅ begejstret for at samarbejde. Vi tænker forskellige øvelser ind når vi går tur med hende, sådan at hun får min. 4 gange 5 min træning pr dag + ugentlig hundetræning. Derudover laver vi lidt triscks med hende inden hun får mad. Hvis du tænker lidt udfordring ind i de “ting” du skal med hunden hver dag alligevel er min erfaring ikke at de løber på væggene :)

    2. Hvis du har brug for input om aussien så sig til….. har pt 2 stk. :-)
      Kan desuden anbefale denne gruppe https://m.facebook.com/groups/187051379998
      Hvad du end ender med, så gør dit forarbejde ordentlig og vælg en DKK-hund fra en opdrætter du føler dig tryg ved og som så vidt mulig vil hjælpe dig hele hundens levetid :-) aldrig, aldrig, aldrig køb en hund af medlidenhed…..

    3. Hej Line,
      Hvis man gerne vil lave noget med sin hund og har tid i hverdagen til den og selv er aktiv, så er det VERDENS bedste race. Også aussie for den sags skyld. Elsker begge og hvis jeg nogensinde skal have hund igen (jvf min mands allergi), så bliver det en af dem.
      Dér hvor det går galt, er når en familie, der måske maks har sammenlagt en times tid om dagen til hunden, køber en border collie (eller aussie) fordi den ser sød ud og jo er så klog. Så er det man ser de kedelige eksempler med hunde, der bogstaveligt talt kravler på væggene og får uheldige vaner. Simpelthen fordi de er understimulerede og mistrives.

      Begge racer er hunde, der er lavet til hyrdearbejde mange timer hver eneste dag, så man bliver nød til at have noget at sætte i stedet, for at de trives. Men hvis man er til lange gåture, har lyst til at lære sin hund masser af tricks og lade den bruge hovedet i det hele taget og ikke mindst bruge den til en hundesport (lydighed, rally, agility, hyrdning eller noget femte), så er det en vidunderlig hund, der bare giver og giver, fordi den elsker at samarbejde og lave ting med en.

      Det vigtigste er, at man er realistisk. En tommelfingerregel er at du skal have minimum 2 timer hver dag (gerne mere) du kan og vil bruge på hunden. Altså på at gå tur og træne den. Især når den er hvalp og unghund, hvor der er ekstra meget energi og hvor de skal lære alting.

      Held og lykke med det.
      Kram E

  4. Jaaa! Helt perfekt indlæg til vores lille nye hvalp, som (endelig) kommer hjem på fredag <3

  5. Er så enig!!! Jeg følte at jeg skulle nå så meget med min hund da den var hvalp – det var ligesom om det var en tjekliste af oplevelser jeg skulle igennem.. og tror det stressede både mig om min hund. Men det er, som du skriver, slet ikke mængden af oplevelser der er vigtigt, men i stedet at det er rolige og gode oplevelser den får <3

  6. Kære Emily
    Hvor dejligt et indlæg! Jeg står selv med en hvalp på 7 mdr, så et indlæg om teenage-tiden vil være meget værdsat! Knus Camilla

  7. Hej, og tak for et dejligt indlæg med dette emne.

    Jeg har selv drømt om hund i mange år og har endnu ikke turdet comitte, men det kommer en dag! Som et skridt på vejen vil jeg gerne gå lidt på “shopping” – undskyld udtrykket!

    Skal man anskaffe materielle ting er det nemt nok at danne sig et overblik og gå pragmatisk til værks, men hvis man bare gerne vil “ud og se på/opleve nogle hunde”, hvor tager man så hen? Eller hvor starter man? Jo, på nettet – men har du ideer til andre muligheder, som man kunne opsøge for at få en mere reel oplevelse?

    Det eneste jeg ved er, at det skal være en hund i mellemstørrelse. Den skal bo med min mand og jeg i et rækkehus nord for Kbh, og den skal have et mildt temperament (som jeg jo så selv kan påvirke :-)).

    1. Hej Bibi

      Sikke gode overvejelser du gør dig. Det er nemlig en stor ting og godt at sætte sig grundigt ind i, så man vælger rigtigt :)
      Der er ikke som sådan nogle ting du behøver. Altså ikke før du skal have selve hunden.
      Et godt sted at få set en masse forskellige hunderacer og måske få en snak med et par opdrættere er på en hundeudstilling. Prøv at tjekke udstillingskalenderen på DKK. Men pas på med kun at vælge efter udseende ;)
      Hvis du møder nogle med en sød hund, kan du også spørge lidt ind til racen, folk vil som regel gerne fortælle.
      Det væsentligste er at være realistisk om, hvad man gerne vil med hunden og hvor meget tid man reelt kan (og vil) bruge på den om dagen.
      Du kan læse mere her: http://emilysalomon.dk/2015/11/25/et-helt-rigtigt-match/ og på Købhund.dk
      Pøj pøj med det <3

    1. Jeg har taget instruktøruddannelse gennem DGI med speciale i hundetræning og siden er jeg uddannet klikkerinstruktør hos Hund & Træning. Kh. Emily

  8. Dejlige råd. Synes godt om, at du markerer, at vi skal væk fra de situationer, hvor folk synes, at hundene skal klare alting selv. Og hvor folk af misforstået venlighed venter på, at bøllens hundeforældre griber ind, inden en mindre hun eller hvalp kanøfles. Det gør de nemlig sjældent.
    Så tak fra en, der snart får en ny lille hvalp

  9. Meget fint indlæg! Jeg har selv lige fået en lille coton de tulear? Men jeg oplever, at hun har virkelig svært ved at få spist den mængde mad, som hun skal have. Jeg har prøvet alt muligt forskelligt: torskerogn og andre fisk, at sidde sammen med hende, at hun sidder selv… Jeg er simpelthen løbet tør for ideer. Har du nogle gode råd? ?

    1. Altså den mængde mad der står på fodersækken? Det tal er tit lidt højt sat… Eller er det fordi hun spiser for lidt generelt og er undervægtig? Hvor gammel er hun? Klem E

      1. Hun er lidt over tre måneder. Og ja det er i forhold til den mængde mad, der står på pakken. Hun var til 12 ugers tjek og fik af vide, at hun vat lidt tynd. Er det meget normalt, at hvalpe har så svært ved at spise. Jeg ved nemlig godt, at det en bomuldshund er en småtspisende race.

        Men tusind tak for svar!

  10. Hej Emily. Tak for et godt indlæg. Jeg har besluttet mig for at få hund, men var ikke helt forberedt på, hvor svært det er at finde det rigtige sted at købe den. Jeg vil gerne have en blandingshund, og jeg har fundet kæmpe opdræt og mindre opdræt på nettet, men jeg er simpelthen så meget i tvivl om, hvad der er godt og skidt. Nogle kalder det hvalpefabrik, men jeg kan ikke finde ud af, hvorvidt det i virkeligheden er skidt eller ej? Jeg ønsker mig selvfølgelig aller mest bare en sund og rask hund, der har det godt. :-)

    Håber du vil sætte lidt ord på det. Kh

    1. Hej, hvis jeg må komme med input :-) Vi har selv en “stamtavle”hund, en Golden Retriever. Netop fordi vi ønskede en sund og rask hund, gik vi højt op i, hvem der var opdrætter. God gammeldags research og besøg på stedet vil jeg mene, er grundstenen i at finde det rette sted. Ligeledes hvis du kan få referencer på tidligere købere, som kan fortælle om deres oplevelse. Så kan du have ro i maven :-) Og det gælder jo selvfølgelig både for blandinger og “rene” vovser.

    2. Skal nok svare mere uddybende i morgen, men du skal helt bestemt holde dig fra alt hvad der potentielt kunne være en hvalpefabrik. Det er dårligt og alt for mange ender med syge hunde, med store adfærdsproblemer fra sådanne steder. Samtidig driver de rovdrift på de hunde de avler på og tæverne går således igennem alt for mange graviditeter, får ikke pauser imellem, får deres første kuld, når de nærmest kun selv er hvalpe og andre ting der er på kant med dyreværnsloven. De skal stoppes og derfor er det vigtigt at man ikke støtter sådanne steder ved at købe hvalp fra dem. Men ja, mere grundigt svar følger :) Klem E

  11. TAK for de her indlæg, Emily. Det var lige den slags jeg havde drømt om fra dig! Vi fik vores Sheepadoodlehvalp (Old English Sheepdog/puddel) for to måneder siden, og selv om jeg egentlig synes det går godt med hende, så var det her indlæg virkelig en god reminder på hvad der er vigtigt – og konstruktivt. Jeg vil straks begynde at lege halsbåndshaps med hende! Og bruge alle dine andre tips. ?
    Hun kan i øvrigt følges på sin egen insta – @sheepadoodledixie ?

  12. Det lyder som super gode og brugbare råd. Nu mangler jeg bare hunden. Jeg nægter at ligge under for pres fra familien, jeg vil være 100% sikker på at jeg kan tilbyde hunden det alle bedste og godt med tid :o)

  13. Skønt indlæg tak!

    Jeg står selv til at skulle have hvalp til marts og min allerstørste frygt er at få en hund, der slet ikke kan være alene hjemme. Har du mon tips til, hvordan man undgår, at den bliver nervøs for det?

    Den skal selvfølgelig ikke være mange timer alene, men så man stadig kan være være væk 5 timer ca.

    KHJ

    1. Du skal sørge for at din hvalp begynder at være alene lige så snart du får den hjem (måske ikke lige allerførste dag, men så den næste) og det er bedst hvis hvalpen ikke er mere end 8-10 uger.
      De første dage betyder det i praksis at du går på toilettet og lukker døren, går ind i soveværelset og lukker døren, mens hvalpen er i stuen osv. osv. Det er bare ganske kort, max et minuts tid. Gør det en del gange.
      Hvalpen skal super tidligt lære at du ALTID kommer tilbage igen og at det er helt ok at du går.
      Nu begynder du så (ca. på dag 3 eller 4) at gå ud med skraldet for så at komme tilbage. Gå ud at hente post osv. Det skal ikke være hele tiden, men et par gange i løbet af dagen. Giv den evt lidt lækkert at tygge på/gnave i når du går. Og gør det gerne, når hvalpen alligevel er træt.
      Herfra begynder du at udvide gradvist. Går en tur ned til kiosken eller andet der tager 10-15 minutter. Osv. osv.
      I løbet af den første uge er det fint at de har været alene op mod en times tid eller to.
      Det her er super kort beskrevet, men det vigtigste er at starte tidligt, gå når hvalpen er træt og så gerne give den noget lækkert (et marvben eller en ‘Kong’ med lidt leverpostej og godbidder der har været en tur i fryseren kan beskæftige en hvalp i ca. 20 minutter).
      Held og lykke med det :)

      1. Kære Emily,

        Jeg har et spørgsmål, som jeg håber du måske kan hjælpe med at svare på – du som ved så meget <3

        Min kæreste og jeg venter i spænding på vores lille hvalp, der flytter hjem til os i starten af november. Vi står i lidt af et luksus-problem, for min kæreste er selvstændig og arbejder hjemmefra, og det betyder, at vores hund ikke kommer til at være særlig meget alene hjemme i hverdagen. Det er stadig virkelig vigtigt for os, at den lærer at være det, for der vil være dage, hvor den undtagelsesvis skal være alene. Derfor har vi tænkt os at træne den i at være alene, hvilket betyder at min kæreste i en periode må finde et andet sted at arbejde fra. Men hvor længe bør vi træne før 'hverdagen' kan begynde? Altså, hvornår ved man, at hunden er tilstrækkelig tryg med at være alene, til at min kæreste kan 'flytte hjem igen' og arbejde videre fra sit hjemmekontor?

  14. Dejligt indlæg :) jeg overvejer virkelig også at købe en hvalp, når jeg er helt klar til det. Jeg har et spørgsmål, hvad er din erfaring ift at hvalpen skal være alene hjemme? Min hverdag kommer snart til at være hedde 37-timer, så kommer jo ikke til at være hjemme flere timer hver dag. Har du et bud på, hvordan man tackler det? :)

    1. Hej Benedicte
      Min helt klare opfattelse er at alt over 8 timer om dagen er synd. Både fordi hunde er flokdyr, der ikke er ‘designet’ til at være alene majoriteten af dagen, men også fordi det ikke er rimeligt at forlange at de skal kunne holde sig længere. En helt lille hvalp, kan fra start af ikke være alene, men bør kunne lære at være alene hjemme (ved at man gradvist trapper op) 5-6 timer i løbet af 2-3 uger fra man har fået den. Dog kan den formentlig ikke holde sig så længe, før dens blære er færdigudviklet. Derfor er det smart at tage ferie, når man får hvalp og efterfølgende alliere sig med en partner/børn/ven/nabo/skolepige, der kan lufte.
      Er man på arbejde 8 timer hver dag + har en del transporttid oveni kommer man altså nemt op på et antal timer, hvor det begynder at blive lidt kritisk også for en voksen hund. Er man to kan man måske få det til at glide ved at møde/komme hjem lidt forskudt af hinanden, altså den ene møder kl. 8 og kommer hjem 16, mens den anden møder kl. 9 og kommer hjem 17 :)
      Der findes også løsninger med hundeluftning/hundebørnehave, men det er dyrt og ikke alle hunde trives med det.
      Knus Emily

  15. Hej Emily,

    Min kæreste har bedt mig skrive til dig, fordi jeg har fortalt ham, at du ved alt om hunde.
    Sagen er den, at vi bor i lejlighed på Bryggen og drømmer om en lille hund. Andre i vores opgang har sådan en lille mini gravhund, der er super sød – og da min kæreste også er vokset op med sådan en, virker det som en god hund for os; den er ikke så stor (vi bor i lejlighed), den er rimelig rolig (lejlighed), en rigtig familie hund (engang i fremtiden skal vores tomandsfamilie jo måske nok udvides lidt) og den vil gerne gå tur, men behøver ikke uendeligt meget motion. Det tænker jeg passer godt til os. Jeg elsker at gå tur, er vokset op med en hund (som vi efter 14 gode år tog afsked med for et par uger siden) og har altid elsker gåturene i alt salgs vejr. Med fælleden som baghave virker det perfekt for mig at have en at gå tur med. Men vi arbejder jo også begge to, så der er nok ikke hver dag at vi kommer til at trave rundt i flere timer.
    Det vi gerne vil høre dig om er, om vi glemmer at overveje et eller andet vigtigt aspekt ifht. at få hund?
    Og hvad er din holdning til tiden, når man lige har fået hund? Dengang vi fik hund i mit barndomshjem var det om fredagen og vi gik i skole og på arbejde om mandagen. Vores underboer, med den lille gravhund, holdt tre ugers fri for at være hjemme med den i starten. Hvad anbefaler du?
    Undskyld de mange spørgsmål ? jeg er bare helt enormt hunde-skruk ?❤️

    1. Hej Anne-Sofie,
      Sikke mange og gode overvejelser! Synes ikke umiddelbart, der er noget I overser. Måske ikke andet end at gravhunde ikke har så godt af at gå på trapper pga. deres lange ryg, men når det er sådan en lille størrelse, kan I jo evt. bære den.

      Jeg synes det er oplagt at bruge 1-3 ugers ferie, når man får hund. Små hvalpe er hverken renlige eller vant til at være alene og det skal de jo lige lære. Så det afhænger også lidt af hvor længe I er væk hver dag?
      1-2 uger er i mange tilfælde helt fint og jeg ser faktisk ofte større problemer ved dem, der har for god tid og derfor trækker det i langdrag med at lære hvalpen at være alene hjemme. Eller starter for sent.

      Læs evt. mit svar ovenfor ift. at være alene hjemme.

      Der er også mere at hente i dette indlæg: http://emilysalomon.dk/2015/11/25/et-helt-rigtigt-match/

      Kram
      Emily

      1. Tusind tak for din tid til at svare, Emily! God pointe med trapperne – vi bor på 6. og tager altid trapperne, men med sådan en lille størrelse må det hellere blive med den på armen. Det er kun hyggeligt ❤️?

        Tak!

  16. Tak tak tak for jeres gode kommentarer og spørgsmål ♡ Jeg forsøger så godt jeg kan, at nå at svare, men der kan godt lige gå lidt tid., så bær over med mig. Kram til jer

  17. Det her indlæg kommer som kaldt fra himmelen. Min kæreste og jeg går i seriøse overvejelser om at anskaffe os en lille hvalp når vi flytter i noget større til næste sommer, og vi tager det her indlæg som et tegn! :-D Jeg har haft hund hele mit liv, men det bliver min kærestes første. Jeg er sikker på at han kommer til at overdynge den med kærlighed, men jeg vil også gerne have at han bliver i stand til at sætte sig i respekt, så den ikke ender med at blive en lille terrorist. Har du nogle bøger om hundeopdragelse som du kan anbefale? Nogle der netop har samme tilgang til det som dig? Tænker det kunne være en genial lille adventsgave :-)

    Tak for dine indlæg om hunde – keem them coming! <3