Måske de af jer, der følger med på instagram, allerede har set det: Vi skal have en lille dreng ♥
Det er en lille fyr, der sparker, puffer, maser og rumsterer noget så lystigt i min mave. I går sad min mor og jeg og kiggede på maven og man kan vitterligt se, at han bevæger sig derinde. Udfra al den bevægelse føler jeg allerede lidt, at jeg begynder at lære ham at kende. Tidligt i morges har jeg således for første gang skældt ham (kærligt og for sjov) ud, for at vække mig meget tidligt, idet han slog saltomortaler og svingede sig i navlestrengen. Men det med at blive vækket, må jeg nok hellere vænne mig til.
Og mens jeg godt ved, det lyder skørt, så har jeg ikke været et sekund i tvivl. Altså om at det var en dreng. Derfor blev jeg ikke specielt overrasket, bare glad, da vi fik det bekræftet til misdannelsesscanningen. Faren derimod blev meget rørt, mens jeg grinte lykkeligt over at se vores fidus af en baby, der ikke kunne ligge stille længe nok, til at alle de mange målinger kunne blive udført. Det lykkedes dog til sidst og alt så fint ud. En ting ville han dog gerne vise frem. Lad os bare sige det sådan, at hvis ikke vi ville have haft kønnet at vide, skulle vi have holdt os for øjnene, det meste af de fem kvarter scanningen endte med at vare.
For at være helt ærlig, så betød kønnet ingenting for mig. Eller selvfølgelig betyder køn jo noget, men om det var det ene eller andet var mig aldeles ligegyldigt. Vores vej til at få et barn har været fyldt med så mange bump, at jeg til stadighed blot er allerydmygest taknemmelig, hvis denne graviditet ender med et sundt og raskt barn.
Når det er sagt, så forstår og anerkender jeg, hvorfor pigebørn kan være højt på ønskelisten (noget jeg ikke forstod tidligere), især når man ser på det specielle forhold piger og kvinder kan have til deres mødre. Også når jeg selv ser på den helt specielle relation, jeg har til min egen mor. Det er det, jeg kender. Det, der umiddelbart er nemt at relatere til og forstå. Men kan drenge ikke også have en fin og ganske særlig relation til deres mødre? Selvfølgelig kan de det og jeg håber på og glæder mig til at opleve og udforske den.
For jeg har altså hele tiden set mig selv som drengemor. Hvorfor kan jeg ikke helt sætte en finger på. Måske fordi jeg er så vild med Nikolaj og lidt håber på, at vi har lavet en miniversion af ham. Nuvel, jeg håber nok også, at vores lille dreng har fået lidt med fra mig.
Hvilket leder mig til, hvor spændte vi er på at møde ham. Også selvom han skal blive, hvor han er i mindst ti uger til. Ellers får han med mig at bestille. Men jeg glæder helt umådeligt til at se ham og lære ham at kende, opleve hvad det er for et lille menneske, vi har skabt sammen. Og hvilken personlighed han kommer med. Til at følge ham og se ham udvikle sig. Til at støtte ham i og omfavne de valg han træffer og de ønsker han må have for livet.
Og så håber jeg også, at kunne præge ham lidt, så han bliver glad for bevægelse, naturen, mad og livet i almindelighed. Og til at blive nysgerrig, åben og empatisk. Og god ved dyr og andre mennesker.
Så kan jeg faktisk ikke ønske mig meget mere ♥
