Normalt så skriver jeg bare. Ordene pibler ud gennem fingrene, der bevæger sig henover tastaturet. Men denne gang skulle jeg tage tilløb. Og så skrev jeg lidt. Og slettede det. Skrev noget andet. Og slettede det. For hvor starter og slutter man lige, når det kommer til ens livs suverænt største og bedste oplevelse? Og hvor meget, skal man egentlig have med?

Jeg har selv læst og lyttet til et utal af fødselsberetninger. Langt over 100 vil jeg tro. Og set fødselsvideoer og vlogs på Youtube. Måske det ikke er for alle, men det er altså et af mine bedste fødselsforberedelsestips. For virkelighedes fødsler ser sjældent ud som dem på film (der altid er ret ens, vandet går og vupti skal barnet presses ud, som regel med kvinden liggende på ryggen). Så hvis du skal føde og har mod på det, så opsøg andres fødselsberetninger. Start gerne med en masse, hvor det er et normalt forløb og hvor moren har en god oplevelse af fødslen. Der er ingen grund til at dyrke skrækhistorierne. Og suppler siden med alle typer af fødselsberetninger for at få god variation.

For ved at have ‘været med til’ så mange fødsler, lærte jeg én ting: Der er ikke to fødsler, der er ens. Hverken de ‘gode’ eller de ‘dårlige’. Eller dem hvor det går rigtigt skævt. Og jeg lærte også, at sidstnævnte heldigvis er få og at det meget, meget sjældent at det går sådan helt galt på vores breddegrader. Jo flere fødsler jeg læste om eller hørte om, jo mere rolig og tryg blev jeg. Og så lærte jeg, at to relativt ens forløb kan opleves som værende meget forskellige af den respektive kvinde. Således kan en, på papiret, ukompliceret fødsel have været en dårlig oplevelse for den fødende og en kompliceret fødsel kan omvendt være en god oplevelse. Det afhænger af mange faktorer. Men for mig var det altså virkeligt fedt at vide, at fødsler er vidt, vidt forskellige og kan gå i tusinde retninger. Det gjorde det også nemt, at være åben overfor, at selvom jeg måske drømte om et forløb, der gik sådan og sådan, så var det ikke nødvendigvis sådan det ville ende.

Og det må være mit fødselsforberedelsestip nr. 2: At være åben (nå, ja også bogstaveligt talt). Åben for at forløbet kan tage afstikkere, åben for at stole på sin krop og åben for at stole på og lade sig guide af den jordemoder, man arbejder sammen med om at bringe sit barn til verden.

Når det er sagt, så ‘fik’ jeg min drømmefødsel. Og selvom man ikke kan forestille sig ens fødselsforløb på forhånd (slet ikke som førstegangsfødende), så fulgte den om ikke andet den ønskeseddel, Nikolaj og jeg havde lavet til jordemoderen til punkt og prikke – altså lige bortset fra at jeg aldrig nåede at få lattergas eller akupunktur, men det må jeg så prøve en anden gang ;) Og så oversteg den ellers min vildeste fantasi. Det var uden sammenligning det bedste og fedeste, jeg nogensinde har prøvet og jeg vil gladeligt føde igen i morgen. Virkelig. Og den historie synes jeg også er værd at fortælle. Ikke til spot og spe, men netop for at bidrage til en mangfoldighed af fødselsberetninger.

Og lad os så komme til makronerne:

Den sidste tirsdag i juli, fem dage over termin, skrev jeg en besked til Nikolaj om formiddagen. Noget à la: “Så kan du godt så småt afvikle det, du er i gang med på job, nu tror jeg, det er ved at være lige oppe over. Måske ikke i dag eller i morgen, men i alle tilfælde inden weekenden”. For de plukkeveer, jeg havde kunnet mærke mere og mere den sidste uges tid, havde ændret karakter. Og var snarere kraftige niv i underlivet. Lidt som menstruationssmerter. De kom og gik og var aldeles til at holde ud, men kunne bestemt mærkes. Jeg var ligeledes begyndt at pletbløde en lille smule. Det man kalder tegnblødning og som netop kan varsle at fødslen er på vej. Jeg hyggede derhjemme. Gik en lang tur og ordnede nogle ærinder. Fik bl.a. en pedicure og grinede lidt af, at jeg så småt begyndte at have veer, dér mens jeg sad og fik ordnet fødder. Jeg tussede hjemad. Spiste en virkeligt god toast på vejen (hos Central Café) og købte lidt småting, jeg manglede. Vel hjemme igen slappede jeg af og så Big Little Lies. De begyndende veer ebbede så småt ud. Lige indtil om natten. Hvor de tog til både i intensitet og hyppighed. Stadig helt og aldeles til at holde ud, men nu kunne de rigtigt mærkes. Og de gjorde det svært at sove. Det samme gjorde alle tankerne. For man bliver mildest talt lidt spændt. “Er det nu?”. “Skal jeg møde mit barn lige om lidt?”.

Det skulle jeg ikke. Veerne døde ud hen ad morgenen og kom først igen onsdag eftermiddag. Om aftenen og natten udspillede samme scenarie sig. Og torsdag morgen var der atter ingenting. Selvom smerten vitterligt var til at holde ud, så begyndte jeg om onsdagen at øve de vejrtræknings- og afspændingsteknikker, jeg havde lært til fødselsforberedelse (vi tog et kursus hos Smertefri Fødsel), hver gang jeg fik en ve. Tænkte, at det var alletiders lige at teste det hele af og ikke mindst øve mig, mens veerne var nemme og til at have med at gøre. For så blev det torsdag over middag, og pludselig kom de tilbage og tog til. Og tog til. Og fra at det føltes som kraftige menstruationsagtige smerter i underlivet/foran, sad de pludselig i lænden. Som om smerten strålede sig ind igennem lige bagpå mellem ‘smilehullerne’. Så jeg kaldte Nikolaj hjem. “Nu er det altså lige oppe over ♥”.

Den vejrtrækning og afspænding jeg havde øvet dagligt over de seneste mange uger, fungerede virkelig godt for mig. Veerne begyndte reelt at gøre ondt, men smerten var netop til at håndtere pga. vejrtrækningen og det at jeg ikke spændte op. Jeg lå på siden i sofaen og tog veerne og spiste en bolle med smør og ost i pauserne og så serier med Nikolaj. Efterhånden blev de mere og mere regelmæssige, men varede stadig ikke lang tid. Jeg havde lyst til at gå en tur og Nikolaj ringede til fødemodtagelsen og forklarede hvordan og hvorledes med veernes regelmæssighed og spurgte til hvad de ville anbefale. “Gå en tur, slap af, sov hvis I kan og spis!”, lød meldingen. Så vi gik over på Amager Fælled. Og veerne tog til. Også i regelmæssighed. For hver 2-300 meter vi gik, fik jeg en ve og måtte stå og hænge med armene om halsen på Nikolaj og tage den. Afspænding, laboro-vejrtrækning og så begyndte jeg også allerede her at tænke “JA! Nu er jeg en ve tætter på at møde mit barn”.

Det “JA” fulgte mig i øvrigt hele vejen gennem fødslen. Også da veerne blev rigtigt stride og til slut, da jeg skulle presse. “JA” og “Jeg vil” og “Jeg kan” blev mine mantra gennem hele fødslen.

Tilbage på Amager Fælled i pausen mellem to veer, så vi et dådyr forude på stien. Jeg var allerede så småt ved at drive over i det mange kvinder betegner som fødeland, så der var noget fuldstændigt magisk over scenariet. Dådyret stod bare og kiggede på os i lang tid for siden at gå ind mellem træerne. “Det er et tegn”, sagde jeg til Nikolaj. “Et godt tegn. Vores dreng kommer snart”.

Da vi kom hjem igen, var mine veer så kraftige, at jeg ikke længere kunne ligge ned på siden og tage dem, men helst ville stå op, lænet forover op ad væggen eller ligge henover et pudebjerg i sofaen med hovedet støttende på albuerne og dér vidste jeg, at vi begyndte at nærme os. Når det kommer til fødsler er det nemlig en god ting, når billedet ændrer karakter, så er man et skridt tættere på. I pauserne prøvede jeg, at sætte ord på hvordan det føltes, og fik fortalt Nikolaj, at det var som at få en glødende ildrager eller en boltpistol lige ind i lænden. Så ja, det gjorde vanvittigt ondt. Men det føltes SÅ vildt og sejt, at kunne arbejde med og håndtere den smerte. Gå med på den i stedet for imod den. At tage veerne en ad gangen og se det som et stykke arbejde eller en sportspræstation, som jeg skulle og kunne overkomme. Veer føles og opleves meget forskelligt. Jeg var inden sikker på, at jeg ville mærke dem kraftigt henover underlivet og måske ville kunne fornemme den sammentrækning af livmoderen, de jo er. Men niks, jeg fik ‘boltpistol i lænden’-veerne ;) En stråle af intens smerte lige ind i lænden og lidt ned mod numsen.

Og så ventede vi ellers. Timede veer. Tog et varmt bad. Jeg klemte en rugbrødsmad med peanutbutter og banan ned. Det tog en evighed at spise bare halvdelen. Havde virkelig ikke lyst, men vidste at det var klogt at spise og drikke. Så det gjorde jeg. Da veerne havde været kraftige og regelmæssige i knap to timer, ringede vi igen til fødemodtagelsen. Eller det gjorde Nikolaj. Han var så sej og velforberedt (partneren er med en af gangene på den fødselsforberedelse vi havde taget) hele vejen igennem og jeg kunne ikke have haft en bedre fødselsmakker. Og da han talte i telefon med jordemoderen, havde han helt styr på mit cpr-nummer, veerne, om mit vand var gået (det var det ikke), at jeg havde tengblødning og alt, hvad han ellers blev spurgt om. “Okay, det lyder som om I er ved at være der, kom ind, så undersøger vi din kone.”, lød beskeden. Kl. var omtrent halv ti om aftenen. Vi nappede hospitalstasken og gik ned i bilen, hvor jeg skruede helt op for sædevarmen og tog veer med lukkede øjne på vej ind til Riget. Vi ankom kl. kvart i ti, hvilket ikke kunne have været bedre, da man efter kl. 22 kun kan bruge hovedindgangen på Rigshospitalet og ville skulle en lille omvej, men det slap vi således for og kunne gå direkte ind ad nærmeste opgang. Der var tilmed en parkeringsplads lige foran denne. Alt flaskede sig og tegnede godt. Selv de små ting.

Oppe på fødemodtagelsen fik jeg sagt (eller det var nok Nikolaj, jeg var efterhånden sendt helt afsted til fødeland), at jeg meget gerne ville føde på fødeklinikken (mere hjemligt miljø, men uden læger og uden mulighed for medicinsk smertelindring) fremfor fødegangen om muligt. Der er nemlig kun to stuer på klinikken, så selvom man er visiteret til det (man skal være sund og rask og have haft en ukompliceret graviditet + ens fødsel skal gå spontant i gang), er det ikke sikkert, at der er plads. Men det var der. De store ting flaskede sig tilsyneladende også.

Efter at være blevet indskrevet, blev jeg vist ind i et lille undersøgelsesrum og den engel af en jordemoder, Astrid (kan ikke skrive hendes navn uden at få en klump i halsen og tårer i øjnene, på den gode måde), der siden guidede os igennem fødslen og senere på natten hjalp med at bringe vores søn sikkert til verden, kom ind og præsenterede sig og undersøgte mig. Tjekkede Kurts hjertelyd, mine veer og min puls og blodtryk og hvor åben min livmoderhals var. På det tidspunkt havde jeg egentlig kun én frygt: At blive sendt hjem igen, fordi jeg ikke var åben nok. Men efter at have undersøgt mig sagde Astrid: “Godt I ventede så længe derhjemme. Du er 4 cm åben og i aktiv fødsel. Kom, vi går ned på klinikken”.

Halleluja! Jeg blev så glad og lettet.

Fortsættes…