
Billede herfra.
Intentioner og ønsker. I november vil jeg…
- Gå tur i skoven, samle en kastanje eller to og fejre med boller og varm kakao, når vi kommer hjem. Den trio (skovtur, boller, kakao) er et af mine bedste weekend-barndomsminder.
- Trække vejret helt ned i maven.
- Et smut til frisøren at have fikset manken. Tiltrængt. Genganger fra oktoberønskelisten og nu endnu mere tiltrængt.
- Til yoga. Bare en enkelt gang. Har yogaet den lidt herhjemme hist og her, men vil så gerne i studiet og blive undervist og inspireret.
- På museum med min mindste kulturmakker. Vi var på SMK sidste måned og mens vi nød at se på kunst, gik det knap så godt i restauranten efterfølgende. Næste gang prøver vi på en hverdag i stedet.
- Erstatte en kop kaffe hist og her med matcha latte. Er verdens største kaffesøster, men bliver også lidt kulret af kaffe, så vil gerne skrue en my ned (igen).
- Fikse mindst 5 julegaver. Og pakke dem ind.
- Prøve at løbe igen. Altså som i gå, løbe lidt, gå, løbe lidt osv. Og med barnevognen som naturlig begrænsning. Med chance for at lyde som en kæmpe, frelst idiot, så er det noget af det jeg savede mest, da jeg var højgravid, samt her efterfølgende. Fornemmelsen af at bevæge sig hurtigt og ubesværet.
- Lade min nyerhvervede robotstøvsuger om at klare rengøringen. For det meste. Elsker den!
- Har (endelig) været i baby bio og det var et hit. Så nu vil jeg gerne ind at se Joker.
Jeg ser især frem til…
- Akkurat som sidste år er det, at indvie skøjtesæsonen med min favoritskøjtepartner. Så skal jeg bare lige regne ud, hvad vi gør med Pølsen imens. Skøjtehaller er ikke direkte babyegnede, men måske vi kan alliere os med hans mormor.
Månedens (drømme)outfit…
Uld i lange baner over jeans (dem fra Tomorrow er stadig favorit her) tilsat chunky støvler og min nye, gamle Acne aviator-jakke. Når altså den lander hos mig. Fandt efter lang tids søgen en brun i min størrelse (håber jeg da) på Vestiare.
Jeg skal spise…
… plantebaseret. Efter at have set Game Changer på Netflix er min mand blevet meget (mere) interesseret i at spise plantebaseret, så jeg tænker at smede, mens jernet er varmt. Jeg har stort set ikke spist kød de sidste tre år, så jeg glæder mig til at få ham (endnu) mere med på vognen. Nå, ja og mere specifikt så skal jeg da også tage forskud på lidt juleknas, når vi når lidt hen i november. Og spise rosenkål, valnødder og klementiner i lange baner.
Det skal jeg lytte til…
… hører og lærer utroligt mange børnesange i disse dage. Og synger med så godt jeg kan (og det er bestemt ikke godt). En klar favorit er ‘Jeg er så glad for min cykel’, det er altså lidt af en (klima)opturssang. ‘Bakke snavvendt’ skal man heller ikke kimse ad.
Det skal jeg se…
… Downton Abbey, altså serien, er jeg fortsat i gang med. Og så skal man jo heller ikke kimse ad Bagedysten. Har et girl crush på dygtige Frederikke. Og så går jeg lidt og tager tilløb til at se TV2-dokumentaren Eksperimentet med vores børn. Har I set den? Tør jeg? Bør jeg?
Jeg skal læse…
… Mit Barn, et digt om moderskab, af Cecilie Lind, er jeg halvvejs igennem og glæder mig til at læse det færdigt.
Månedens drøm…
… er stadig en efterårstur til Berlin. Med mand og barn med tog. Det er ikke sket endnu, så nu må vi se. Men man har jo stadig lov at drømme. Måske et julemarked i Sverige er mere realistisk…
… at få en massage. Det kommer nok ikke til at ske. Men igen, man har jo lov til at drømme.
Jeg er taknemmelig over…
… hvor søde, betænksomme og omsorgsfulde mange er. Både i virkeligheden og online. Der er meget fokus på, at vi skal tale pænt til hinanden i begge verdener – og jeg ved godt og er ked af, at det ikke altid er tilfældet, som sidste uges VMD-drama med Umut vidnende om. Men derfor synes jeg også, at det er vigtigt at slå et slag for alle de, der er søde og godt kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Således oplevede jeg nærmest en love-storm, da jeg (igen) havde fået brystbetændelse og delte det på insta-stories. Og fik hundredvis af ønsker om god bedring og gode råd til at forebygge og bekæmpe skidtet retur. Det var rørende ♥
Jeg gider ikke...
… mere brystbetændelse. Magen til møgsygdom skal man lede længe efter. Har sjældent været så hundesyg og det rammer hårdt og uden varsel.