
Nu kan jeg ikke vente længere. Og julerierne her på Bryggen har således taget fat. Bare i det små. For jeg ved jo godt, at vi kun er halvvejs i november og jeg vil heller ikke nå at blive træt af jul (som om det nogensinde sker, det er snarere resten af husstanden, jeg tænker på) inden det rent faktisk er december. Så det er kun en adventskrans og lidt julepynt hist og her. Og lidt juleknas selvfølgelig. Juleskum (skal være Cloettas) og lidt brændte mandler er det blevet til. Og så skal jeg have brygget eller købt noget gløgg uden alkohol. E.L.S.K.E.R. gløgg. Eller vin chaud. Eller glühwein. Kært barn har mange navne.
Måske også en køn lyskæde ud til altanen. Synes det ser så hyggeligt ud og det føles ikke kun som noget, man gør for sig selv, men også for naboer og genboer. Men så skal det også være nu. Gider ikke og stå at fedte med den derude, når først det er blevet rigtigt koldt.
Og så tror jeg også, jeg skal have set Love actually indenfor den nærmeste fremtid, så jeg kan komme ordentligt i stemning. Skal helst se den en lille håndfuld gange i løbet af sæsonen. Og måske smuglytte lidt til en julesang eller to.
Resten får lov at vente til december. Vi skal holde jul her i år, så måske der skal et juletræ til. Sidste år havde vi en top af et grantræ der skulle beskæres, ret fint og skævt og charmerende. Måske vi bare trækker cedergranen ind fra altanen, hvis den kan tåle det. At komme ind i varmen altså. Et eller andet der kan hænges pynt på, må der i alle tilfælde til.


Er I også nogle julegrise? Eller synes I det starter ALT for tidligt og kun hører sig december til? Eller måske bare skulle pakke sig i det hele taget?
Selv synes jeg – tydeligvis – virkelig godt om det muntre, glitrende afbræk med lys og hygge midt i den mørke og kolde tid. Og jeg glæder mig sådan til næste år, hvor jeg kan begynde at smitte Kurt med juleglæde ♥