Barselsferie i Alperne – Uge 2

Først og fremmest: Så dejligt med jeres store interesse i vores barselsferie/at rejse med baby. Alle kommentarer er læst og jeg skal nok komme ind på (næsten) alt, I spørger om hen ad vejen.

Vi har det fortsat mægtigt hernede og har fundet en fin trummerum. Dagene er ens og så alligevel ikke, men variationer over samme tema om ikke andet. Til gengæld synes jeg tiden flyver hurtigere afsted end derhjemme (tænk at det er muligt, men ferietid er altså en anden størrelse), både fordi jeg er lidt mere på ski end jeg egentlig havde regnet med + fordi vi hygger sammen alle tre, så ‘al den blogtid’, jeg havde regnet med at få, nu når der var et ekstra sæt hænder i dagtimerne, er ikke helt en realitet. Og det har jeg altså sluttet fred med. Der kommer lidt hist og her, når det passer ind og der er tid og overskud, men ellers nyder jeg bare min lille familie og barselslivet i bjergene. Så må jeg tage revanche til februar. Om Kurt vil det, haha, tænker ikke han bliver mindre aktiv og vågen som tiden går, men det må jeg tage, som det kommer.

I sidste uge fik vi onsdag en gæst i form af en af mine allerbedste veninder og en af Kurts yndlingstanter (samme person) og det var herligt med selskab i vores lille bobbel, og så muliggjorde det tilmed at Nikolaj og jeg kunne komme på ski-date en halv dag sammen, mens tanten passede Pølsen. Så dejligt med lidt kærestetid i et par timer ♥

Lørdag kom endnu et sæt venner, der skal være her resten af måneden, mens yndlingstanten tog hjem igen her til morgen. Kurt er en ret social lille størrelse, så han synes det er virkelig fedt ikke kun at skulle trækkes med sine forældre. Og jeg synes det er dejligt med selskab på pisterne (og ellers selvfølgelig), omend jeg nu også nød min solotid, de første par uger.

På en typisk dag vågner vi omkring kl 7, hvor Kurt indtager dagens første måltid fra mælkebaren og så hygger og leger vi lidt med ham i sengen, inden vi står op kommer i tøjet og spiser morgenmad (der er som oftest en croissant-delegation ude for at hente bagværk). Kl. 9 til 11 tager enten Nikolaj eller jeg på ski, mens den anden triller en tur med Pølse-barnet eller dimser rundt derhjemme mens han sover lur på altanen eller i sengen. Her er så gode muligheder for at gå ture og jeg har trillet rundt i vinterklædte skove og syntes livet var ret så magisk.

Efter formiddagsski eller -tur/lur, spiser vi frokost sammen, som regel i lejligheden, et par gange har vi været ude at spise frokost på café eller restaurant enten oppe på bjerget eller nede i byen, og omtrent kl 13-15 er det så på eftermiddagsski for den, der ikke var ude om formiddagen og mens den anden står for, at Kurt sover lur på den ene eller anden måde. Er det i vognen, så ligger han lunt og puttet i en Voksi-pose og med hue og luffer. Sidder han på mig i vikle eller bæresele, har jeg en bærejakker over os begge og så har han uldundertøj på, en trøje udover, uldfutter og hue.

Skitiderne ligger nogenlunde fast for mig, da jeg altid har en ‘amme-bagkant’, mens Nikolaj af og til er ude på skiene lidt længere. Om eftermiddagen hygger og leger vi sammen med Kurt og tager ham med i karbad, hvilket han elsker. Omkring kl. 17, sover han en lille lur, som regel på mig, mens jeg hører lydbog og derefter er det tid til aftensmad for hele banden, leg med den lille fyr, der siden bliver puttet for natten og så ser Nikolaj og jeg en serie eller en film eller spiller et spil. Og drikker et glas vin og hygger. Altså med mindre jeg er så træt, at jeg går i seng samtidig med Kurt. Det er sådan 50/50 ;)

Udover dagens ‘program’ stornyder jeg også bare at være hernede. Lyset der bliver reflekteret i sneen, udsigten til bjerge og fortryllende solnedgange mens jeg ammer. Suger det hele til mig og er taknemmelig. Også selvom jeg, indrømmet, er træt. Rigtigt træt. Vi har nogle lidt hårde nætter for tiden. Men det er nu engang sjovere at være træt her. Med så dejlige omgivelser og så godt selskab.

Jeg har i øvrigt og jvf. sidste barselsferieindlæg fået købt et par støvler til mine evigt kolde tæer. Moon Boots endte det med at blive og de er altså vidunderligt varme omend de er bedst på sne. Føler mig som den vildeste mountain mom, når jeg har dem på. De minder mig SÅ meget om min egen mor tilbage i 80’erne og 90’erne ♥

Ps. I er flere, der har spurgt til ski, tøj, gear m.m. Tjek evt. denne store skiudstyrsguide, der måske nok har et par år på bagen, men stadig er ret aktuel.

(Visited 5.862 times, 5 visits today)

Skriv en kommentar

2 Kommentarer

  1. Hvor jeg s a v n e r Chamonix, når jeg læser dine barselsferie-indlæg dernedefra. Det lyder vidunderligt, skønt og lidt mere end blot en lille smule magisk. G o d tur til jer, må I stornyde den smukke by og de smukke skiområder – og jeres to – og tresomhed <3

    1. Her er også bare SÅ utroligt dejligt! Er så glad for at vi valgte Chamonix blandt alle gode skibyer, vi havde i spil. Stort kram E