
- Vi starter som vi plejer: Min idé om tid, bliver mere og mere udfordret. For den går bare hurtigere og hurtigere og samtidig bliver jeg forbløffet over HVOR meget, jeg kan nå på en time. På gode dage that is. Har også nogle helt trætte dage, hvor jeg føler mig kørt over af et godstog. Uanset hvad, kan jeg ikke forstå at Pølsen nu er 8 måneder. #stoptiden
- Når barnets legetøj på mærkværdig vis formerer sig og ens hjem mere og mere ligner noget fra et legetøjskatalog. På ‘der er en regnbue, der har kastet op’-måden. #primærfarveroverjordfarver
- Og som kom de endelig. Tænderne. Eller tand er det nu, hvis ret skal være ret. Syntes alle jævnaldrende babyer havde fået mindst 3 tænder, og overvejede om mit barn skulle være tandløst og skaldet for evigt. Det har indtil videre været ret udramatisk med tandfrembrud. Måske takket være ravhalskæde. #urtemor
- Til gengæld er min glade baby på det seneste begyndt at blive aldeles RASENDE, hvis noget går ham imod. Han græder på sprøjtemåden og råber og er meget, meget vred. Prøver at tage ham alvorligt. Et lille tab (af et stykke køkkenrulle han ikke skal spise eksempelvis), kan være en stor sorg i sådan et lille hoved. Men det er vildt at se, HVOR sur han kan blive på et splitsekund. Håber det er en fase. Og ikke hans sande jeg, der titter frem. #dramakurt #truecolors
- Og sørme så om han ikke også kravler nu. Eller pølser sig frem er det nærmere. Men fremad kommer han, efter i lang tid kun at kunne bakke. Det er umådeligt lækkert for ham og hyggeligt for os. For det meste. For intet og ingen kan længere føle sig sikre. Hvilket har resulteret i lidt… ahem… omrokering herhjemme. Kæmper lidt med at finde balancen mellem at børnesikre totalt og stadig bo nogenlunde normalt. Men altså, Kurt og vores egen dovenskab viser vejen ;) #ikkespisepalmen #ellerjorden
- Når man har glemt, hvordan man begår sig ude i verden og er ude alene (i en time) til smart cocktail-arrangement hos Bottega Veneta (inden lockdown) og udløser alarmen idet, man går ind ad døren. Og som en anden pauseklovn tager én beklædningsgenstand af ad gangen for at finde ud af, hvad der fik det hele til at bimle. Til stor underholdning/forbavselse/skræk for de andre gæster. Det var i øvrigt mine støvler. Som aldrig skal med i butikker igen. #pinagtigt
- Når man til ovennævnte arrangement opdager udefinerbare madrester på sit armbånd OG ur efter affodring af baby inden afgang. #formentliglasagne
- Mine bryster er stadig uens i størrelsen. Nu blot endnu mere. Ligner jeg har fået lavet bryster. Bare kun på det ene. Der er stadig mælk på begge kander, men højre kører stordrift, mens venstre mere er et lille unika mejeri med en meget lille, men helt særlig produktion. #great
- Der er de dage, hvor Kurt har sovet igennem om natten og været den sødeste puttegris om morgenen og generelt en solstråle og fornøjelse for resten. På de dage taler vi i munden på hinanden om HVORNÅR vi skal lave barn nr. 2 (hvis vi kan). Og så er der de andre dage. Hvor vi snakker om prævention og OM vi skal have endnu et barn… #somvindenblæser
- Min lille dreng spiser på livet løs. Helt selv. Og jeg elsker BLW for at give os måltider sammen, hvor alle spiser samtidig og på næsten normal facon. Og at se hvor dygtig han er blevet til at håndtere maden, hvordan alt fra finmotorik til tyggeevner blomstrer. At vi slet ikke behøver hjælpe ham. Så nemt. Altså under selve måltiden. For når det er sagt er jeg edderbroderemig også træt af at tørre op/vaske af/vaske tøj. For det sviner altså at lade sit barn spise på den måde. #bagsidenafmedaljen
- Lige som jeg synes, at ammehjernen er aftagende, så kan jeg pludselig ikke huske mit eget telefonnummer. Eller kodeord. Til noget som helst. #amnesi
- Og med fare for at jinxe alt, må jeg afslutnigsvis lige skrive, at det at få et barn er endeløst vidunderligt. Og – og nu er det jeg jinxer, men jeg satser altså butikken – det er også nemmere, end jeg havde troet. Måske han er særligt sød og god ved os, ham Kurt. Måske det har noget med forventninger at gøre. Måske begge dele. Men helt ærligt, så synes jeg også den historie gerne må blive fortalt. For det kan virke så afskrækkende på (potentielt) kommende forældre, kun at høre om hvor benhårdt det er. Jo, det er det også. Og på måder man slet ikke kan forstå på forhånd. Men det er mest af alt virkeligt sjovt og dejligt og helt og aldeles pragtfuldt. #alterkærlighed
Ps. Flere X måneder som mor.




(Visited 7.341 times, 10 visits today)