Oktoberønsker

inspiration til badeværelse

Billede herfra – en af mine yndlingsprofiler.

Intentioner og ønsker. I oktober vil jeg…

  • På Glyptoteket at se Tal R-udstillingen og efterfølgende spise en kage og drikke en kop god kaffe i deres mere end udmærkede café.
  • Ud at stå på ski på Copenhill. Der bliver ikke noget skiløb på sne på denne side af årsskiftet for mit vedkommende, så en tur på Amager Bakke ville være dejligt for de små skiben.
  • Planlægge og finde klinker, armaturer, badekar, vask osv. osv. til badeværelset i det nye hus. Drømmer om at finde et vintagemøbel og få lavet bordplade og vask(e) til det. Det er en virkelig skæg, men også vild opgave, fordi der er SÅ mange muligheder og så meget at tage stilling til, når man skal lave et badeværelse fra bunden. Her til en start, laver jeg et moodboard (bl.a. med billedet ovenfor), så jeg kan prøve at indsnævre nogenlunde hvilken retning vi skal i.
  • Spise ude til Dining Week i uge 42.
  • Til frisøren og have klippet en ordentlig luns af. Det gror simpelthen som skidt og jeg nærmer mig med hastige skridt pornolængden (når håret lige ‘kysser’ balderne, noget der sker hurtigere, når man er kort).
  • Og i samme dur skal jeg også have laser på benene igen. Havde en tid i marts, der blev aflyst under lockdown og sommer og laser er no go, men nu skal jeg i mål med det ‘projekt’, er allerede så glad for resultatet og mangler bare lige en behandling eller to.
  • I svømmehallen med Kurt. Han har ikke været i poolen siden i vinter, da vi gik til babysvømning, og er lidt spændt på, om han stadig er fan.
  • Forbi Dough Girls Doughnuts i Frederiksborggade. Har ikke prøvet dem endnu og glæder mig og har store forventninger.
  • Trave Københavs gader tynde på en smuk efterårsdag. Det er mit sidste efterår i byen og det skal nydes.

Jeg ser især frem til…

  • At holde en uges ferie. Først ugen efter den officielle efterårsferie, men ikke desto mindre rart. Vi havde oprindeligt tænkt, at vi ville lidt sydpå, men har pga. omstændighederne besluttet at blive hjemme. Det skal nok også blive hyggeligt. Lidt ekstra tid til pølsebarnet, hinanden og efterårssysler à la dem jeg har nævnt først her i indlægget ♥

Månedens (drømme)outfit…
joggingtøj og oversize frakke.

… til Kurt: Hættetrøje med ører. Ja, alt med ører for den sags skyld.

Jeg skal spise…
græskarsuppe, lune kastanjer, kanelsnegle, gulerodskage og måske jeg også skal bage en squashkage for variationens skyld. Og så skal jeg drikke chai-latte i lange baner. Alt der er krydret og varmt. Og varm kakao med flødeskum. Det er virkelig en dille, jeg har for tiden.

Det skal jeg lytte til…
Nirvana. Han hedder jo ikke Kurt for ingenting.

Det skal jeg se…
… er ret hooked på Efterforskningen allerede. Og så er det jo sæson for både Vild med dans OG Den store bagedyst. Mit tv-liv peaker lige nu.

Jeg skal læse…
Mit arbejde af Olga Ravn.

Månedens drøm…
… at tage et par dage til Sverige og besøge vores venner på deres ødegård.

Jeg er taknemmelig over…

… de gode nætter. Dem er der heldigvis flest af.

Jeg gider ikke...
mom guilt (men jøsses hvor er det svært!) og træningstøj der lugter surt.

… at vågne op omkring midnat halvvejs stranguleret af ledningen fra hovedtelefonerne. Fordi jeg igen, igen, igen er faldet i søvn til min lydbog.

(Visited 4.753 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

9 Kommentarer

  1. Eij eij eij <3 alt og det hele copy paste også til mine oktober ønsker – dog ingen badeværelses renovering- pheew det gjorde vi i sommerferien. Med budget på 8.000kr :) det gik og blev SÅ godt.. Jeg tipper gerne om at det er sæson for brunsvigersnegle! mums altså! Aldi har nogen denne uge i en alu bakke- såå meget creme snask og brunsvigersnask at man slikke fingre og tallerken efterfølgende! nøjh det er lækker også til kun 10kr for 3 store snegle i en bakke- hermed er tippet givet videre ;) rigtig dejligt efterår til dig og dine <3

    1. Taaaaak for Aldi-tippet, må fluks prøves! Og sejt gået med badeværelset, får helt lyst til at se det! Stort klem E

  2. Det lyder skønt det hele – jeg er helt ny i København, og vil bestemt tage nogle af dine punkter til mig!

    .. og opklarende spørgsmål, troede faktisk at pornolængden på hår, var når det dækkede brysterne?

    1. Dejligt at høre, at det kan bruges og velkommen til <3

      Haha... det er min egen hjemmebryggede definition. Synes bare, det er deromkring, at det går fra at være flot langt hår, til at blive lidt hmm... porno ;) Tror også det er fordi, jeg ikke er så høj. Synes at meget langt hår er flot til andre (også pornomodeller), men der er sådan en magisk grænse for mig, som jeg nu har overskredet.
      Kram E

  3. Jeg står også overfor en renovering sf badeværelse og vil virkeligt gerne se dit moodboard! Jeg synes det er svært at vælge delene da der som du skriver er SÅ mange muligheder.

    1. Skal se om jeg ikke kan bikse noget sammen, når det er lidt mere struktureret og tættere på ;) Kram E

  4. I forhold til dit allersidste punkt om ledninger og lydbøger før sengetid vil jeg gerne tippe om produktet SleepPhones! Det er simpelthen hovedtelefoner til at sove med i en form for pandebånd. De findes i Bluetooth-udgave og med ledning (den sidste ved jeg ikke hvorfor eksisterer, det tager alt det smarte ud af produktet efter min mening). Jeg har dem selv med Bluetooth og kunne ikke undvære dem. Ret skal være ret, det er et ret dårligt designet produkt, som desværre ikke sidder særligt godt på hovedet, men kan man lide at høre lydbøger før sengetid, eller falder man bedst i søvn til lyden af podcasts, så er de simpelthen så smarte.