
Her er lidt billeder fra i tirsdags, hvor vi var til grill og hygge hos mine forældre. Jeg nyder virkelig det fantastiske vejr, er en frossenpind af rang, så selvom det er vældig charmerende med årstider, så er fem måneders vinter lige i overkanten efter min smag. Derfor er det bare med at nyde solen og varmen, når den er der. Få luftet sommerkjolerne og få suget lidt d-vitamin. Ah!
Kjolen er endnu et bud på (jvf. dette indlæg) at maxi godt kan lade sig gøre, selvom man er mini. Jeg er virkelig blevet hooked på de lange skørter, denne gang sat sammen med et par tårnhøje, chunky hæle. Så ser man lige pludselig lidt længere ud.
I går bloggede jeg slet ikke, det sker jo af og til og hvis tiden eller lysten ikke er der en dag, så lader jeg simpelthen være. Her i Danmark (og tilsyneladende også i resten af Skandinavien) er der indenfor modebloggenren en tendens imod, at man blogger en til flere gange om dagen. Det stiller jo virkelig nogle høje krav til bloggeren, hvis denne ikke skal gå på kompromis med kvaliteten af indlæggene. I resten af Europa og i USA (i al tilfælde på de blogs jeg følger, dette er selvklart ikke nogen videnskabeligt underbygget afhandling), blogges der ca. 3-6 gange om ugen (og altså max 1 gang pr. dag). Bloggeren har dermed som regel en ‘fridag’ eller flere, men indlæggene er så også typisk lidt anderledes end dem vi kender fra Skandinavien, måske lidt mere gennemarbejdede, men på minus-siden også lidt mindre umiddelbare. Jeg kan egentlig rigtig godt lide begge modeller, som læser altså. Som blogger foretrækker jeg nok ‘den udenlandske’. Men synes under alle omstændigheder det er sjovt, at der er en tydelig geografisk forskel i måden at blogge på (det her er selvfølgelig meget groft delt op).
Eller hvad? Er det bare noget jeg tror er sådan? Fortæl mig gerne hvad I synes og hvis I ser det samme som jeg, så kom endelig med hvad I ser som fordele og ulemper ved henholdsvis den ene og anden model.






