{På onsdagsdate og så endda i kjole, der var en gave fra Nikolaj aka Drømmemanden}
Jeg har haft den rareste, men også en lidt bittersød, weekend i sommerhus, med masser af alenetid, meditation, lange ture med Penny (ok, så ikke helt alene, men hunde er det perfekte ikke-selskab), krimilæsning (læste Glasvinge færdig, så god) og masser af søvn. Havde sådan en lidt trist grundstemning og havde lyst til bare at gå ind i den, nyde den om man vil og slappe af og give mig selv masser af ro og egenomsorg. Lidt uvant men virkeligt dejligt, da først jeg havde taget springet. Og jo, det var den tid på måneden og det har helt bestemt noget, at skulle have sagt. Plejer at trumle henover, men denne gang havde jeg virkelig bare lyst til at give krop og hovede ro.
Ved at det er en ‘ting’. Altså det der med at synke med sin cyklus. Synes det er lidt spændende, men også liiidt flippet, selv for mig. Kender I til det, eller praktiserer I det måske endda? Denne weekend føltes det egentlig ret meningsfuldt for mig og jeg har nærmest aldrig haft så meget energi, som i går. Bliver bestandig overrasket over hvor meget energi, man kan hente ved at hvile. Er altid sådan lidt bange (ikke angst, bare lidt bekymret) for at miste mit drive og min energi, hvis jeg drosler for meget ned, men oplever at det nærmest forholder sig modsat. Og bliver sulten på at leve lidt mere i flow (ja, ja skal nok stoppe nu, inden det bliver helt hippie), men altså at give gas og køre på, når jeg er flyvende (som i går) og så hive stikket lidt, når jeg har brug for at være mere indadvent.
Og apropos den højenergiske dag i går, så mærkede I måske nok ikke så meget til fliden herinde. Jeg satte mig nemlig først til computeren kl 21 og da besluttede jeg altså, at det var for sent. Derfor kommer Små ting med en dags forsinkelse. For jeg begik hjemmearbejdende-selvstændig-brøler-nummer-1 i går.
Jeg er i gang med et større oprydningsprojekt (faktisk direkte afledt heraf) og havde aftalt “en hylde/en skuffe om dagen” med mig selv. Hvilket jeg på ingen måde mægtede at holde i går, hvor ALT sporadisk fik en tur. Bogreol, køleskab, ovenpå skabene, tøj, entre, badeværelse osv. Og så vaskede jeg tøj, lagde rent sengetøj på, lavede mad og gjorde rent til den store guldmedalje. Så nu er her faktisk rigtig pænt omend jeg ikke er gået grundigt til værks og altså stadig bør gå tilbage til en hylde ad gangen.
Det var et meget langt rant, håber I holdt ud. Og at I får en mageløs, ny uge ♥
Min skal bl.a. bruges på fotoskydning hele dagen i dag, på at lave venindebog med Leonora Christina Skov. Og et par andre højdepunkter, omend i en helt anden genre, er weekenden, hvor jeg skal på spa med to veninder fredag til lørdag, spise med gode venner lørdag aften og ikke mindst til konfirmation søndag.
{Nikolaj har købt denne rædsel til Designer Forum. Elsker den. Tukanhjørning-vibes over hele linjen}
{Forelsket i København. Igen og igen og igen}
{Er blevet kæmpe fan af matcha latte}
{I en af yndlingsgaderne, Elmegade, foran Nikolajs butik. De har også sneaks og lidt, men godt, tøj til piger nu. Just sayin’ ;)}
{En skål fuld af lykke. Croissanter på Kafeteria på Statens Museum for Kunst. Meget gode!}
{Og apropos croissanter, så har jeg, og de andre medlemmer af koneklubben, fået denne her nøglering af Acie}
{Fredagsfrokost med sødeste Emma (med de pæne negle)}
{Har fedet den i sommerhus og stornydt foråret}
{Og travet og chillet med Penny}
{Hurlumhej-salat i solen i sommerhus}
{Hjemme igen på Bryggen søndag. Fineste aften}











