Så blev det tirsdag og en uge er gået, siden jeg reintroducerede Ugens Udfordring med en minimalismeopgave. Det er tid til at gøre status. Men inden jeg (og I) gør det, er jeg også kommet op med en (forhåbentlig) holdbar game plan ift. at blive ved med at lave Ugens Udfordring, men uden at den overtager bloggen.
For hvis jeg skal lave en udfordring hver uge + en status, så ‘æder’ den 2 af bloggens 7-10 ugentlige indlæg og det er måske en liiiidt for stor bid af kagen i forhold til alt det andet, jeg også gerne vil skrive om. Det var derfor jeg gik lidt kold i den i sidste omgang (efter 22 ugentlige udfordringer) for at være ærlig.
SÅ løsningen jeg er kommet frem til er denne: Den ene uge kommer der en ny udfordring, den følgende uge kommer der så en status på, hvordan denne udfordring spændte af. Ugen efter kommer der så igen en ny udfordring. Osv. osv. Dvs. 2 gange udfordring og 2 gange status pr. måned.
Nok om mine logistiske kvaler. For hvordan gik sidste uges modererede version af The Minimalist Challenge egentlig herhjemme? Svaret er GODT, super godt. Og jeg har fået så meget blod på tanden, at jeg napper en uge mere. Om jeg holder måneden ud, som den oprindelige minimalismeudfordring foreskriver, tror jeg nu stadig ikke.
Der er trods alt RET langt fra de 28 ting jeg er oppe på nu og så til de 465 ting, man ender med, at skulle skille sig af med, hvis man kører en måned. Faktisk tror jeg slet ikke, jeg har så mange ting, jeg vil af med… Er altså stadig glad for mine ting, alt mit dims, mine sko og mine bøger. Men vi får se. En uge mere vil rodeskufferne i både kontor og køkken i alle tilfælde have godt af.
De første dage var selvfølgelig nemme. Et par sko, jeg alligevel ikke går med længere, et par fejlkøbte solbriller der virkelig (!) ikke klæder mig og bøger jeg har læst og som gerne måtte glæde andre læseheste. Og et magasin jeg ellers ville have gemt. Men så sad jeg lidt fast. Kiggede rundt og syntes ikke der var andet jeg kunne undvære. Altså lige indtil jeg åbnede køkkenskufferne og køkkenskabene og gik dem lidt efter. For ingen behøver 2 tekander eller 3 (!) cocktailshakere. Heller ikke selvom de er glade for te og cocktails. Eller 2 æggedelere, når man aldrig bruger nogle af dem. En Margrethe-skål der var gået i stykker røg også.
Hvad der var mindst lige så vigtigt for mig ved denne her udfordring, var at tingene skulle de rigtige steder hen efterfølgende. Ikke noget med bare at kaste det hele i affaldsskakten.
- Plasticskålen der var gået i stykker kom i containeren til hård plast. Og magasinet i papircontaineren. Eller det vil sige, lagde det faktisk ovenpå. Måske der kom en Porter-fan forbi…
- Solbriller og et par sko kom i den kasse i kælderen, hvor jeg samler sammen til når jeg holder loppemarked. Jeg overvejer også om jeg måske skulle lave en salgs-instagram til lignende sager.
- 2 par sko, tekande, cocktailshakere og køkkengrej afleverede jeg i byttestationen på Sønder Boulevard.
- Nogle af bøgerne gav jeg til mit lokale antikvariat (dem de ville have) og nogle af dem lagde jeg i bogbytteskabet på Islands Brygge.
- Næst på listen af ting jeg skal af med er gammel elektronik, deriblandt ældgamle bærbare computere og telefoner. Dem ved jeg endnu ikke, hvor man gør af, men det må jeg jo så finde ud af :)
Hvad fik jeg ud af udfordringen ud over at få ryddet lidt op?
- Jeg har opsagt mit ene magasinabonnement (jeg har to) og i stedet købt et Flipp-abonnement. Jeg ELSKER magasiner (og aviser men det er en anden snak), men eftersom jeg abonnerede på Alt For Damerne, der er et ugemagasin, følte jeg også lidt at jeg druknede i dem.
- Selvom jeg er ufatteligt glad for bøger og for at bo med bøger, så er det også ok at lade en læst bog gå videre. Eller en af dem, man ved man aldrig får læst. Jeg er vild med vores reolvæg, men hvis ikke den skal formere sig og blive til et regulært bibliotek, så skal der også ryddes ud i bøgerne af og til. Og så skal jeg også genfinde min glæde ved at låne bøger på biblioteket.
- Jeg blev opmærksom på hvor mange tumpede småting, gengangere og brusanvisninger til alskens ting (også mange af dem jeg ikke har længere) vi har liggende og som nu helt klart er de næste kandidater til at ryge ud og videre.
- Hvis jeg fortsætter med at rydde ud, kunne jeg godt finde på at holde en bytteaften med veninder. Og så forære det der ikke er nogen, der vil have til genbrug.
- Jeg er blevet pinligt bevidst om hvad vi mangler og måske snarere hvad vi IKKE mangler.
Nu er jeg meget nysgerrig på at høre, om hvordan det gik hos jer?

