Jeg er ikke bare vild med, men også afhængig af at bevæge mig. Fysisk som psykisk trives jeg hundrede gange bedre, når der er en eller anden form for bevægelse inkluderet i min hverdag. Nogle dage er det ‘bare’ lange gåture i raskt tempo og andre dage er det mere sveddryppende og udmattende.
Lige nu er jeg inde i en rigtig god og balanceret træningsrutine (se mere her), der både styrker og toner lidt, men som også får ro på både hovede og hormoner og det føles dejligt. Når det er sagt, så kommer jeg nok ikke til at gøre det sådan for evigt (tror på det er sundt at variere og forny), ligesom jeg heller ikke slår mig selv oven i hovedet, hvis ‘programmet’ glipper en uge. Det er dejligt at mikse tingene lidt op og motion skal være glædesfyldt og ikke en sur pligt. Således fik løbeskoene eksempelvis lov at blive hjemme i weekenden og i stedet gik vi lange ture på stranden og var ude at ro i kajak.
Bortset fra når jeg løber (der er det kun et par enkelte løbemakkere eller Penny der dur), så kan jeg bedst lide at træne på hold sammen med andre. Det har tidligere udmundet i mange – bogstaveligt talt – svedige timer i Fitness DK. Lige nu betyder det i praksis masser af barre- og yoga-timer i YO’s dejlige studie på Islands Brygge, som jeg er heldig nærmest at bo dør om dør med. Så bliver det ikke meget nemmere og jeg nyder, at jeg kan tøffe derned i mine Birkenstock med uldsokker i til en sen omgang yin-yoga og så gå direkte hjem i seng bagefter, uden at skulle op på cyklen.
Men hvad gør man så, når man er på sommerferie eller man af andre årsager ikke lige har sit yndlingscenter i baghaven? Og man måske ikke er hverken disciplineret eller kompetent nok til helt og aldeles at stå for egen træning?
Så findes der heldigvis hjælp at hente ovre i app-land. Nedenfor har jeg samlet 5 app’s, som jeg enten selv gerne vil bruge eller har brugt eller som jeg har fået anbefalet.
Jeg har lige sat mit medlemsskab i Fitness DK i bero henover sommeren og satser på at bruge de næste par måneder med masser af vandsport som surf og SUP, foruden løbeture og yoga, men derfor kan det nok være meget rart og smart også at have lidt alternative træningsmuligheder i app-form med i kufferten, teltet og campingvognen.
Hvis I bruger en god træningsapp, så tip endelig mig og de andre i kommentarfeltet :)
Nike+ Run Club
Track din løberute, få personlig træning og løb sammen med andre fra hele verden.
Jeg pønser lidt på at løbe halvmaraton igen til september og her kunne en struktureret løbeapp i tillæg til lydbøger og løbemakker, nok godt være en god allieret til træningen op til. Og så synes jeg også det er hyggeligt, at jeg kan dele mine yndlingsløberuter med andre.
I Nikes løbeapp får du alt hvad man ville forvente af en almindelig løbeapp til telefonen. Du kan tracke dine løbeture på forskellige parametre, blandt andet distance og hastighed, så du også har mulighed for at træne intervaltræning. Appens interface er nem at finde rundt i og den kan synkronisere med både Spotify og Apple Music, så du kan høre det musik, du vil. Med appens My Coach-feature kan du desuden lave en træningsplan du kan følge for at forbedre dit løb. Appen gør det også muligt at dele din løbetur og konkurrere med dine venner. I kan blandt andet sammenligne tider og løbe om kap.
Down Dog
Træn yoga gratis – selv hvis du er begynder.
Jeg er jo blevet SÅ glad for yoga, men da jeg stadig føler mig som en nybegynder, føler jeg ikke at jeg helt kan give mig i kast med det på egen hånd og har derfor brug for at blive guidet. Denne app kommer definitivt med mig i sommerhus sammen med yogamåtten.
Down Dog er en gratis yoga-app, så du kan bruge alle app’ens basisøvelser uden at betale. Du kan dog også opgradere til et betalt medlemsskab der låser op for en personliggørelse af sværhedsgrad, fokusområdet samt længde og type af træningssession. Du kan bruge appen også hvis du ikke har internetforbindelse. Down Dog har ry for at være en af de bedste yoga-apps du kan finde og med appen får du almindelige yogaøvelser, indtalte instruktioner og en playliste der matcher din yogasession.
Sweat: Kayla Itsines Fitness
Træn hjemmefra og følg det 12 uger lange træningsprogram.
Denne har jeg fået anbefalet mange gange og lurer lidt på at prøve den henover sommeren. Mere end 10 millioner kvinder bruger denne app, der indeholder et 12-ugers træningsprogram. Når du følger træningsplanen træner du 3 dage med styrketræning og toning med egen kropsvægt i 28 minutters træningspas, 3 dage med lavintensitets træning, for eksempel en gåtur, samt 1 dag med udstrækning. Med appen får du også en madplan og opskrifter du kan følge i løbet af træningsprogrammet. Appen kan prøves gratis i 7 dage og derefter skal man købe et abonnement. Og det er lidt dyrt, men sidestiller man med et fitnessabonnement er det stadig billigere.
Moves
Spor dine daglige gå-, løbe- og cykelture.
Med Moves kan du tracke din daglige motion – både dine løbe-, cykel- og gåture via GPS. Du kan bruge appen i stedet for et motionsur hvis du alligevel (som mig) altid har din mobil med rundt. Appen er tændt hele tiden for at tracke din bevægelse og derfor skal du være opmærksom på, at den bruger relativt meget strøm, så din telefon skal med stor sandsynlighed oplades oftere end normalt. Den almindelige Sundheds-app på iPhone gør jo stort set det samme, men jeg er altså lidt lun på at man med denne også kan tracke på cykelturene, da det er den måde jeg primært kommer rundt på.
Seven – 7 minute workout
Træn intensivt i 7 minutter og få træningen hurtigt overstået.
Men denne gratis app skal du kun bruge 7 minutter hver dag for at komme i form. Ifølge udviklerne bag appen er alle træningspas bygget sådan op, at du får maksimalt ud af træningen på mindst mulig tid. Du træner med høj intensivitet og kan træne derhjemme, da du ikke har brug for udstyr til at komme igennem træningen. Måske jeg ender med at køre denne henover sommeren i stedet for Sweat, det lyder ligesom lidt mere feriekompatibelt med bare 7 minutter ;)
I like your tips. Personally I love to train with videos from the Internet, e. g. Jillian Michaels :)
xx from Bavaria/Germany, Rena
http://www.dressedwithsoul.com
I have to check her out, thanks for the tip :) xx Emily
Nøj det indlæg kom meget belejligt! Jeg bruger i forvejen Nike appen, når jeg løber og den er genial! Nu har jeg downloadet Down Dog og Moves. Tak Emily! :-)
Det var da bestemt så lidt, håber du bliver glad for dem :) Kram E
Tak for tip!
Jeg bruger Yoga Studio app’n. Den koster lidt men har en masse gode programmer af forskellige længe og sværhedsgrad (intensitet). Blandt andet yoga for runners.
*længde
Og tak for tip retur <3 Klem E
Vil lige anbefale “yoga with Adriene” – som er gratis yogavideoer på YouTube (godt nok ikke en app ?). Hun er sindsyg god og så kommer der nye videoer hver uge. De har hvert et tema/formål og er nemme at lave foran tv’et derhjemme ?.
Jeg kaster meg på denne anbefalingen! :) Adriene er helt rå, og så behagelig å høre på! Absolutt verdt en titt, og alltid kjempehøy kvalitet på innholdet hennes! Hun har også en egen app der man kan betale en liten sum for medlemskap, og tilgang til en uendelig mengde videoer, dersom YouTube-biblioteket ikke skulle være nok ;)
Tak skal I have piger, det lyder som om jeg må tjekke hende ud fluks ♡ Namaste
Kender godt “7 minutes workout” den er faktisk ret god til lige at få pulsen op” og overskuelig!
Tror jeg skal kigge lidt på
“sweat” – den lyder spændende.
Jeg har også selv sat mit abonnement i fitness dk i bero de næste måneder, da der snart kommer en lille en. Jeg svømmer dog og vil ellers anbefale appen: Yogavivo til yogaelskere. Jeg bruger den herhjemme og betaler godt nok 100 kr. for den, men det er stadig billigere end fitness. Den er smart fordi man kan søge på yogastil, tidsinterval mm., så der er et udvalg som lige passer ind i temperament og tid den dag ???
Åh hvor spændende med familieforøgelse snart. Og hvor sejt at du svømmer, dyrker yoga og holder dig i gang/form. Det tror jeg kommer dig til gode ikke bare nu, men også til fødslen og efter ♡
Tak for tippet om Yogavivo, den kendte jeg ikke. Kram E
Mange tak ? Det tror jeg bestemt også det kommer til. Det kan nok ikke være en ulempe i hvertfald.
Velbekomme ;)
TUSIND tak for anbefalingerne! Down Dog er min nye go-to app – har allerede brugt den tre gange i denne uge, og jeg er vild med den. Jeg bor desuden også på Islands Brygge og synes, at YO lyder som et sted der passer helt perfekt til mig.
Tak for godt skriv og hav en rigtig god aften!
Hvor er den flotte træningsjakke fra? Håber du nyder sommeren!