Sommermiddag af danske råvarer

Lige inden jeg tog på Roskilde Festival, inviterede jeg mine to ex-kollektivister på klassisk, dansk sommermiddag. Af danske råvarer. Sådan en som ens bedstemor serverede, da man var barn. Helstegt kylling (det her var en flot og stor øko-kylle) med agurkesalat (efter denne opskrift, tilsat chiliflager), rabarberkompot (efter denne opskrift) og nye kartofler og gulerødder. Og så en af vores yndlingssalater fra kolle-tiden: Blomkålssalat med syrligt-sød dressing, friskbælgede ærter og ristede mandler. Den er sådan et hit, der gør blomkål interessant at spise rå. Opskrift på den kommer længere nede.

Så hvis I ikke har andre weekendplaner, så synes jeg, at I skal fejre den fantastiske sommer vi har haft, ved at Iave sommermiddag med lokale herligheder. Og så kan man jo passende slutte af med en klassisk jordbærkage til dessert. Selvom der nok ikke er så mange danske jordbær at komme efter længere. Er dog sikker på, at den også vil være lækker med hindbær og/eller kirsebær eller måske stikkelsbær og ribs?

Og jeg må hellere, for god ordens skyld, indrømme at de søde gæster, hjalp mig med at lave maden. Det gør de faktisk ret tit, når vi ses. På en eller anden måde er jeg bare aldrig færdig, når de kommer. Men det er nu også ret hyggeligt. Altså at lave mad sammen. Ikke, at jeg aldrig er færdig.

ENGLISH RECAP: A delicious and traditional Danish summer dinner with a few twists. It’s all about eating the things in season and enjoying the fresh produce at it’s best.

BLOMKÅLSSALAT MED FRISKE ÆRTER – 4 pers.
1 blomkålshoved, renset og skyllet
1 kop friske ærter, bælgede
1 stor håndfuld mandler
1 dusk persille, skyllet

DRESSING
3 spsk citronsaft
3 spsk olivenolie
2-3 spsk flydende honning
et nip salt
evt. lidt revet citronskal (fra øko/usprøjtet citron)

  • Skær blomkålen i helt tynde skiver, gerne på et mandolinjern.
  • Rist mandlerne på en varm pande. Hold øje med dem og ryst panden eller rør i dem ofte.
  • Læg blomkålen i et fad eller en skål og hæld ærter og ristede mandler over.
  • Hak persillen groft og hæld den over.
  • Rør ingredienserne til dressingen grundigt sammen og smag til.
  • Hæld dressingen over salaten.

Grøntsagerne (og jordbærrene ovenfor, som vi fik til dessert, mums) der blev brugt til vores middag var en foræring fra danske gartnere. De vil nemlig gerne gøre opmærksom på hvorfor, det er værd at overveje at vælge dansk frugt og grønt fremfor udenlandsk. Og det synes jeg, er en fin sag.

Jeg køber oftest økologiske råvarer, men jeg vidste faktisk ikke, hvorfor det kan være en god idé at vælge lokalt frugt og grønt (også selvom det ikke er øko). Altså udover det med transportiden og CO2’en, som vi vist efterhånden allesammen ved. Men der er simpelthen strengere krav for bl.a. fødevaresikkerhed og pesticidrester i Danmark i forhold til mange andre lande i EU, noget der kommer forbrugerne til gode i form af renere fødevarer, når de vælger danske grøntsager.

Jeg vil stadig fortsætte med at købe økologisk (og gerne lokalt), så ofte som muligt, men jeg vil også have større fokus på primært at spise dansk frugt og grønt i sæson. Heldigvis kan de ting jo godt kombineres :)

Rabarberne er selvpluk fra min egen have. Er lidt stolt af dem…

Skriv en kommentar

10 Kommentarer

  1. Mmmm, så dejligt med et entusiastisk indlæg om danske råvarer! :) Og flotte billeder! Jeg er blevet glad for Københavns Fødevarefællesskab, som er en nem måde at få de lokale råvarer i sæson på :)

  2. altså, for første gang i 3 dage føler jeg sult efter at ha set de lækre retter du disker op med. sidder med brækket skulder og har levet af købt smoothie i 3 dage. gid du var min bedste veninde, der liiige smuttede forbi med lidt lækkert til en såret kriger…

  3. Mmmm, lækkert og perfekt timing! Havde tænkt at vi snart skulle have en “farvel sommer” middag og det her er da den perfekte menu, så den låner jeg lige, tak

  4. Det er så fedt at du slår et slag for lokale råvarer, og så endda med begrundelse bag. Som det allerede er nævnt i kommentarfeltet er københavns fødevarefællesskab fantastisk til at fylde ens køleskab med dansk økogrønt i sæson.
    Men hvor ville det da også være være fantastisk hvis folk tog skridtet videre og tænkte over det tøj de tog på også kunne være økologisk og endda lokalt.
    http://www.bedremode.nu