Spicy græskarsuppe

hokkaido suppe3

Jeg har spist denne suppe fire gange i løbet af de sidste otte dage og jeg er endnu ikke blevet træt af den. Den er helt, helt rigtig netop nu, let krydret, fyldig, varmende og mættende og så emmer den af efterår. Derfor måtte jeg da også lave endnu en portion (dobbelt denne gang) i forgårs efter at have lavet den for første gang i sidste uge. Det er ikke fordi den umiddelbart adskiller sig fra så mange andre græskarsupper, men den røde karry, friske ingefær og toppingen/fyldet gør altså alligevel hele forskellen. Noget krydret, lidt af tygge på, noget salt, noget sødt, noget friskt og noget der knaser. Haps!

Ps. Den er også godkendt som fyldestgørende aftensmåltid (selv uden kød) af Drømmemanden.

hokkaido suppe2

Spicy hokkaido-suppe med soyakål
– 4 personer
ca. 700 g hokkaido-græskar uden skræl og kerner
1 løg
3 fed hvidløg
1 spsk kokosolie (eller anden olie)
2 spsk rød karrypasta
1 spsk friskrevet ingefær
1 liter grøntsagsbouillon
1 dåse kokosmælk
salt & peber
1 lime

Soyakål
1/2 hvidkål eller spidskål
1 æble i tynde både
1 spsk kokosolie
2 spsk sojasauce

Toppings
1 spsk sesamfrø
1 spsk græskarkerner
2 spsk cashewnødder (usaltede)

1 bundt frisk koriander
evt. 4 spsk granatæblekerner
skyr eller creme fraiche

  • Skær græskarret i tern (ca. 2×2 cm). Pil og hak løg og hvidløg.
  • Svits løg, hvidløg, ingefær og karrypasta i en stor gryde, i olien i et par minutter på middel varme.
  • Tilsæt græskar og hæld bouillon på. Lad simre i ca. 20 min. til græskarstykkerne er møre.
  • Tag gryden af varmen og blend suppen til den er ensartet.
  • Tilsæt kokosmælk og varm suppen igennem. Smag til med salt, peber og limesaft.
  • Rist kerner og nødder på en varm, tør pande til de er let gyldne. Tag dem af og hæld dem i en skål.
  • Snit kålen fint og lynsteg den i et par minutter i olien + sojasaucen. Når den er kollapset lidt vendes æblestykkerne i og den tages af varmen.
  • Anret sojakålen i skåle, hæld suppe over og top op med en klat skyr/creme fraiche, ristede kerner, frisk koriander og granatæblekerner.

hokkaido suppe4

På billederne her, får jeg en af disse nemme, koldhævede boller til.

Opskriften er fundet i det blad, man kan snuppe gratis i Irma, hvis nogle af jer synes den virker bekendt. Jeg har lavet et par småjusteringer og (selvfølgelig) skruet lidt ekstra op for toppings.

Tip: Lav gerne en stor portion og spis den med naanbrød til den ene dag og med kylling den næste. Og variér også gerne drys og fyld. Suppen kan også snildt fryses.

hokkaido suppe1

(Visited 10.800 times, 3 visits today)

Skriv en kommentar

5 Kommentarer

    1. Sikke en god idé og tak for tip og link Cathrine :) Dem vil jeg glæde mig til at prøve. Kram Emily

  1. Hej Emily. Var dine skønheds favoritter ikke et fast indlæg hver måned. Synes det er lang tid siden og din inspiration er altid god :) kh. Tanja

    1. Joooo ;) Glemte dem slet og ret sidste måned, men oktober måneds skønhedsfavoritter kommer i starten af næste uge. Dejligt at du er glad for dem. Klem Emily

  2. Jeg plejer faktisk at springe mad-indlæg over på bloggen, da jeg ikke er nogen haj til at lave mad. Men jeg følte mig aldeles fantasiforladt i går, så jeg sprang ud i at lave denne suppe – og den var et kæmpestort hit! Den er jo faktisk rigtig nem, ser blæret ud, smager super, og så kan man lave en hel del ad gangen, så den er klar på kort tid efterfølgende. Tak for opskrift!