Pavlova krans og nytårsbobler

Nytår rimer på champagne, men hvilken champagne er det egentlig, der smager godt til kransekage og hvad skal man drikke som aperitif til Dronningens nytårstale?

Sammen med Moët & Chandon guider jeg dig igennem, hvad der går godt til hvad og så kommer jeg med mit bud på en nytårsdessert, der nok ser imponerende og ekstravagant ud, men som er så enkel, at alle kan lave den. Og der er stadig god tid til at ordne negle, sætte hår og have tøjkrise ;)

Champagne til nytårsmenuen
Det kan snildt lade sig gøre at drikke bobler til alle retter (hvis man har lyst til det) og ikke blot til kransekagen afslutningsvis. Det handler blot om at matche middagen rigtigt med champagnen – og omvendt. Moëts ikoniske champagne, Brut Impérial er eksempelvis tør (det er det brut står for) og alligevel lifligt frugtig og gør sig mægtigt godt til salte snacks – som akkompagnement til nytårstalen – og forretten med eksempelvis sushi, østers, kammuslinger, hvid fisk eller lyst kød.

Til hovedretten er den lyserøde Moët Rosé Impérial til gengæld et flot match, hvis der er rødt kød eller vildt på menuen. Den har jeg skrevet mere om her ligesom der også er masser af champagneviden at imponere med på aftenen i min store champagneguide.

Sødt til sødt
Som tommelfingerregel skal du drikke sødt til sødt, når vi snakker champagne. Måske du har en uheldig oplevelse med kransekage og hvinende sur champagne blandt nytårsminderne? Den tørre champagne er nemlig ikke gode venner med så søde sager som kransekage. Her må der en sødere variant til, også kaldet demi-sec. Moëts Impérial Nectar er en sødere, fyldigere og tilmed ret eksotisk champagne, der stadig er frisk og frugtig. Den er alletiders match til kransekagen. Og til desserten ej at forglemme.

Pavlova krans med eksotisk frugt og vanilleskum
– 6 personer
Denne dessert har jeg lavet specielt til Moët & Chandons demi-sec champagne, Impérial Nectar og de komplementerer hinanden på fineste vis med hint af eksotiske frugter, vanille og sødme.

Det eneste du behøver at lave i forvejen er marengskransen, ligesom du evt. også kan skære noget af frugten på forhånd. Så er der blot tilbage at piske skum og pynte, lige inden herligheden skal serveres.

MARENGS
4 æggehvider
250 g sukker
1 tsk eddike (hvid)

VANILLESKUM
1/4 l piskefløde
1 stang vanille
evt. 2 tsk flormelis

PYNT
3 passionsfrugter
1/4 ananas
1/2 mango
1/2 dragefrugt
9 hindbær
3 spsk granatæblekerne

  • Pisk æggehvider, eddike og sukker med en elpisker i ca. 5 min. til det er helt tykt og blankt.
  • Kom massen i en sprøjtepose med stor tylle eller i en almindelig frysepose, som du klipper et hul på størrelse med en tokrone i.
  • Sæt marengsmassen af i toppe (som til flødeboller), i en sammenhængende krans på en bageplade beklædt med bagepapir. Tegn evt. en cirkel efter en tallerken som guide.
  • Bag ved 150 grader i ca. 1 time og 15 min., til den er sprød. Kig til den jævnligt undervejs og skru lidt ned eller dæk den til, hvis den begynder at tage farve. Den skal helst forblive hvid.
  • Sluk for ovnen, og lad kransen stå i ovnen med lågen på klem til den er kold, ellers falder den sammen og krakelerer.
  • Skær evt. ananas, mango og dragefrugt dekorativt ud, dryp med citron og sæt på køl. Pil granatæblet (guide her).
  • Inden serverering piskes flødes til skum (ikke for stift) og kornene fra vanillestangen vendes i + evt. smages skummet til med lidt flormelis. Husk dog at marengsen er meget sød i sig selv.
  • Kom skummet i en sprøjtepose eller frysepose og sprøjt det ud på marengskransen.
  • Hvis ikke du allerede har skåret frugten ud, gør du det nu.
  • Pynt med frugten. Passionsfrugterne vaskes grundigt og deles i halve og 3 af disse sættes direkte på kagen. Fra de resterende halve skrabes frugtkødet ud over kagen med en ske.
  • Server med det samme. Velbekomme :)

Den perfekte værtindegave til nytår – customized champagne

Moët & Chandon byder på en den sødeste, personlige gaveidé, når de lige nu afholder champagnebar i Magasin (Kgs. Nytorv, Odense, Århus, Lyngby frem til og med nytår), hvor du kan få personaliseret din Moët & Chandon-flaske med et navn – eller en hilsen –  til en, du vil glæde.

Flasken bliver på kort tid præget med et smukt navnetryk. Flaskerne kommer i smukke gaveæsker, Bursting Bubbles Bottle gift boxes, og i champagnebaren kan du naturligvis også smage på et glas, mens du shopper.

(Visited 10.196 times, 8 visits today)

Skriv en kommentar

3 Kommentarer

  1. TUSIND tak for denne guide Emily, jeg har nemlig før haft dårlig erfaring med tør champagne til kransekagen og jeg har absolut ikke forstand på champagne.

    Nu er jeg godt nok gravid dette nytår, men vi er værter for nytåret, og de andre skal da absolut ikke snydes for en velsmagende champagne til kransekagen (som jeg giver et forsøg med selv for første gang!)

    Godt nytår og håber I nyder Bali :)

  2. Skøn dessert, vi er også til eksotisk frugt nytårsaften.
    Ønsker dig og dine et super godt nytår:-)