Så mine små læseheste, så er det tid til at snakke om Selfies. Med mig, hvis I har lyst, men i særdeleshed også med hinanden. Blev simpelthen så glad over hvordan diskussionen/samtalen spændte af sidste gang, da vi snakkede om Harry Potter og det forbandede barn. Så dejligt at følge med i hvordan I kommenterede på hinandens kommentarer. Og sikke nogle gode og kloge betragtninger, I diskede op med. Herligt! Det er lige akkurat det, der er tanken med læseklubben :)
I dag (og så længe vi lyster) skal vi vende en mere end navnkundig og populær krimikonge og hans seneste skud på stammen af bøger om Afdeling Q, Selfies.
Det var ‘min første Jussi’ og selvom I var et par stykker, der var lidt ærgerlige over, at jeg startede med Selfies i stedet for at tage Adler-Olsens krimiserie i kronologisk rækkefølge, så kan jeg berolige jer med, at det gik helt fint at læse den som en enkeltstående roman (omend der helt sikkert er både referencer, detaljer og finurligheder, der har været spildt på mig) OG at den har givet mig blod på tanden til at starte forfra og læse alle syv krimi-thrillere i rigtig rækkefølge.
Som jeg forstår det, er Selfies ifølge kendere, ikke helt repræsentativ for hvor ypperligt Adler-Olsen kan præstere (ret mig, hvis jeg tager fejl), men jeg syntes virkelig den var god og spændende og vil således bare glæde mig over, at jeg har endnu bedre kriminalromaner til gode, når først jeg går i gang med hele serien.
Tip mig gerne om hvilken bog om Afdeling Q, der er jeres favorit, hvis I er inkarnerede Jussi Adler-Olsen fans :)
Når det kommer til krimier i almindelighed, så holder jeg altså frygteligt meget af de nyere, skandinaviske ‘femi-krimier’. Mordgåder i skøn forening med hovedpersonens hverdageskapader, -kabaler og -fortællinger.
Alt det der hverdagspussenusseri er der ikke så meget at komme efter hos Adler-Olsen (der mere minder mig om Lars Kepler) og selvom jeg indrømmet, savner det af og til, så kan jeg også godt lide den mere skarpe og nøgterne krimistil med lidt mindre fokus på ægteskabelige problemstillinger. Til fordel for mere spænding og ja, decideret kriminalroman.
De bidder af mere personlige historier der er i romanen kunne jeg selvfølgelig mægtig godt lide. Og det er egentlig især dem, der giver mig lyst til at ‘starte forfra’. For jeg vil gerne vide mere om især stakkels, stakkels Rose, men også om Carl (og Carl og Mona!), Assad og alle de andre.
Apropos Carl og Assad, så irriterede det mig til gengæld helt vildt, hvor meget der bliver tærsket rundt i, at Assad kommer til at bruge danske ordsprog og vendinger lidt alternativt. Hvis det er meningen, det skal være morsomt, så preller det af på mig. Hvis intentionen er at gør opmærksom på at Carl er en lettere irritabel, (måske endda lidt fremmedfjendsk?) mand fra Vendsyssel med en kort lunte, så bliver der sat for mange streger under. Jeg fangede den helt fint første gang. Heldigvis bliver det da også for meget for Assad til sidst (desværre først alt for sent på side 362) og jeg håber virkelig at Adler-Olsen idet har aflivet en kedelig joke én gang for alle. Også selvom han ikke lige kan dy sig for at køre rundt i den en sidste gang på side 375 med ‘bagklogskabens ulideligt klare lys’, denne gang glædes Carl dog over at Assad (endelig/for en gangs skyld) har ret fat. Er det også et ben, der bliver kogt så meget suppe på i de tidligere bøger?
Men det er egentlig bare en mindre detalje og havde den ikke været så gennemgående, havde jeg nok slet ikke fæstet mig ved den. Med resten var jeg overordnet set mere end godt tilfreds. Jeg havde bogen med på Bali og den var virkelig alletiders ferielæsning. Flot og ambitiøst plot, med et twist på et twist og hvor alting var vævet sammen og alligevel gik fint op, uden at der skulle alt for mærkelige krumspring til hen mod slutningen. Selvom ham amerikanerfaren måske kom liiiiidt sent i spil. Hvad tænker I om det?
Temaet med de unge, dullede, hårde og på sin vis dovne piger, syntes jeg var ret interessant. Man kunne levende forestille sig (og genkende) typen og det var et skægt miljø at tage fat i, i krimisammenhæng, synes jeg. Og på trods af at jeg aldrig tror at virkelighedens Denise’r, Yazmine’r og Michelle’r nogen sinde ville sige at de “stregede deres øjne op” som Adler-Olsen beskriver det lidt klodset ikke mindre end fem gange, så virkede det ellers som om, han havde studeret og gengivet miljøet nøje og med ære. Lidt som i DR’s Prinsesserne fra blokken, hvor vi lærer, at der er gemmer sig en hel masse inde bag de tungt sminkede øjne.
Nu glæder jeg mig helt umådeligt til at høre, hvad I syntes om bogen?
Jeg har læst hans andre bøger, som jeg synes er markant bedre. Selfies skuffede mig med et persongalleri, der er urealistisk endimensionelt og “ondt.” Jeg synes virkelig, han skildrede miljøet i bogen på en måde, så det virkede utroværdigt. Og hvor han tidligere, så vidt jeg husker, har brugt historisk research (Journal 64) og research af den kriminelle del af roma-miljøet (Marco effekten), synes jeg, at det i den her virkede som om, han ikke vidste, hvad han skrev om. Og at det hele var så letkøbt og talte lidt ned til os som læsere. Ja, som du kan læse, var jeg alt andet en begejstret…
Ævs, altid lidt kedeligt at føle man bliver talt ned til og at bruge tid på en bog, der ikke giver helt nok igen. Men på plussiden (for mig) kan jeg høre at jeg har bedre læseoplevelser i vente, når først jeg går i krig med resten af bøgerne.
Og så må vi håbe Jussi lige spidser penne og strammer ballerne til næste bog i rækken ;)
Jeg synes Rose er en så fin karakter og glædede mig igennem hele bogen til at hun endelig fik åbnet op overfor Carl og Assad omkring hende problemer fra barndommen, som har gjort at hun i nogle af de tidligere bøger har spillet hendes søskende. Så jeg blev helt vild skuffet over at den sluttede uden at hun overhoved fik talt med Carl og Assad, men det kommer nok i den næste. Ligesom den lagde ret meget op til at Carl og Mona finder sammen igen, hvilket også var så fin en slutning.
Bogen var god, men jeg sad ikke tilbage med samme wow-den-var-god fornemmelse, som med Flaskepost fra P fx.
Ja det var lidt en cliffhanger og måske lidt for meget sådan. Snarere en tease. Men så bliver vi jo også nød til at læse den næste ;)
Ok, vil glæde mig til Flaskepost fra P så :D
Assads brug af ordsprog har for mig været et lille humoristisk indlæg gennem serien, så jeg har faktisk aldrig tænkt på det som du beskriver det. Kunne være skægt at høre hvordan andre der har læst alle bøger har opfattet det :)
Ellers må jeg faktisk indrømme at jeg i aften løb ind i min opgang efter en bil kørte virkelig langsomt bag mig på gaden… så lidt spor har bogen da sat :p
Det er så skægt at læse især jvf. Pias kommentar nedenfor. Lader til at man enten hader eller elsker det ;)
Haha… jeg har det ofte lige sådan, bliver så påvirket og kan af og til ikke sove, hvis jeg lige har læst noget spændende, så bliver jeg nød til at læse videre, til det er knapt så uhyggeligt…
Jeg synes det har været sjovt i de andre bøger at Assad fik sagt ordsprog forkert, men i de andre synes jeg også det har været mere flydende. I Selfies føles det lidt for påtaget, som om Jussi også selv er lidt træt af at skulle skrive om det.
Det var lidt samme vibe jeg fik Maria, men måske jeg så vil kunne lide det i nogle af de tidligere bøger :)
Lige præcis samspillet mellem Carl og Assad er for mig seriens helt store svaghed, og det der gør at jeg ind imellem næsten ikke orker at læse bøgerne…
Jeg holder allermest af Fasandræberne, som også var den første jeg læste. Har læst dem alle, men må indrømme at jeg ind imellem bliver lidt træt af sproget (især Carls), som til tider forekommer mig anstrengt og forceret. Til gengæld synes jeg, at bøgernes plots opvejer skrivestilens svagheder.
Ok, lader til at det er en der deler vandene, men ja er jo helt på dit hold hvad den angår.
Ja, sådan er det jo gerne med krimier (hvis man skærer dem lidt groft over en kam). Og det er jo heller ikke så ringe med lidt god underholdning/en spændende pageturner. Så må man give lidt køb på litterær finesse af og til.
Jeg vil se frem til Fasandræberne :)
Det jeg godt kan lide ved bogen er det lidt anderledes plot – den “utraditionelle” politiafdeling, der løser gamle sager. Derudover holder jeg mægtig meget af Adler-Olsens skrivestil og jargonen mellem Carl og Assad – men sådan er vi jo så forskellige. Roses mystiske tilstedeværelse (og mangel på samme) i Afdeling Q gør det hele lidt mere interessant, ligesom de mange ture op i Afdeling A, der som regel giver et nyt twist til historien.
Alt i alt er jeg meget begejstret for serien som helhed, især de første bøger i serien er helt exceptionelle. Jeg glæder mig helt vildt til, at næste skud på stammen kommer :-)
Rigtig god læselyst, hvis du giver dig i kast med resten af bøgerne!
Tanker, Mathilde
Ja, det synes jeg også er ret fint, helt enig. Haha.. ja det kan jeg allerede se ud fra kommentarerne her at det vist enten er noget man holder af eller lever med ;)
Tak jeg glæder mig til at læse ‘forfra’ :)
Jeg har også læst alle bøgerne (minus den første), og kan rigtig godt lide at historierne har så forskellige omdrejningspunkter, så man aldrig helt ved hvad man kan forvente af den næste historie.
Selfies historien var ikke lige min favorit i serien, og da jeg havde læst bogen færdig, sad jeg lidt med en følelse af at slutningen i bogen var blevet hastet igennem – du ved, sådan at handlingen bygger op til noget rigtig spændende, og så er man løbet tør for tid, for nu skulle bogen være færdig til en eller anden deadline. Men det er bare min oplevelse :-)
Jeg er en af dem der godt kan lide det lille ordspil mellem Carl og Assad, og ser det lidt som en lille ping pong ting imellem dem, og så kan jeg godt lide at der er noget lidt hemmeligt over Assad. Det virker som om han er meget mere under overfladen, end “bare” en assistent, og på nogen områder faktisk virker til at være dygtigere end Carl på en underspillet måde (Lidt ligesom Liam Neesson i filmen Taken). Til gengæld synes jeg at Rose er en smule irriterende med alt det drama og personskift. Men det er jo bare min oplevelse, og det gode ved historierne er jo netop at de appellerer forskelligt til dem der læser dem :-)
Mine favorit historier i serien indtil videre er Flaskepost fra P og Marco effekten.
Lige præcis! Og det er SÅ dejligt at læse jeres meget forkskellige oplevelser af både Carl/Assad, plot osv. Der er noget fascinerende over, at man kan læse det samme og så få noget helt forkskelligt ud af det. Og at man også (på godt og ondt) kan blive farvet af andres meninger. Tak for at I pipper med og har lyst til at dele jeres læseoplevelser.
Vil glæde mig til dem, det lader til at Flaskepost fra P er en gennemgående favorit :)
Jeg har også læst dem i kronologisk rækkefølge, og var også skuffet over denne her. Jeg synes at plottet blev twistet alt for meget, og at der var for mange småhistorier, og alt for mange karakterer med (men nu er jeg også virkelig dårlig til at holde styr på mange forskellige karakterer). Jeg synes også, at man skulle læse en god del af bogen inden at den blev spændende – jeg skulle ligesom lige “holde ud” i starten. Hele historiens plot var ikke lige mig, men det var tilgengæld fedt at få noget mere at vide om Rose, Assad og Carl – og deres indbyrdes forhold. Og så synes jeg nu, at det er sjovt med alle Assads kamel-referencer, og når han bruger ordsprogene forkert. Glæder mig meget til at finde ud af, hvem han egentlig er!
Kamelreferencerne kunne jeg faktisk også rigtig godt lide, tak for at minde mig om dem. De var kloge og finurlige :)
Jeg så filmene før jeg læste bøgerne, denne har jeg ikke læst. Jeg læste Flaskepost fra P inden jeg så filmatiseringen af den, og den var SÅ SÅ SÅ uhyggelig – altså bogen, også filmen var sindssygt god. Har du set filmene? :-) men glæd dig til at læse Flaskepost!
jeg er modsat de fleste af jer positivt overrasket over bogen. Havde læst en del negativ kritik. Jeg kan ikke forstå kritikken, som går på st han ikke selv skulle have skrevet denne bog, synes den er typisk afd, Q den er spændende og overraskende, havde bestemt regnet med at Denise havde dræbt sin mormor ? Men nej det var hendes far, eller var det nu også det? En dødsyg far som forsøger at tage skylden for noget, han har set sin datter gøre?
Det bedste ved bogen er at vi får Roses historie, glæder mig til at vi i den næste eller næste igen får Assats historie.. Igen er jeg ikke enig, Carl og Assats jargon er. Lige netop med til at gøre bøgerne rigtig gode for mig, jeg griner og hygger mig over de to sjove typer..
Altså endnu en super bog fra Jussi.
For mig står Fasandræberen som den bedste, hvor imod jeg ikke synes specielt godt om Flaskepost fra P
Mvh
Susanne
Så fedt med en god læseoplevelse Susanne :) Og interessant at der er så mange måder at se det på. Og så mange forskellige Jussi-favoritter :)
Jeg er vild med Carl og Assads indbyrdes forhold! Og som andre også nævner, er det gennemgående i serien, men jeg tror også det har en dybere mening. Da Carl tænker han siger det rigtigt jf. det citat du har fremhævet, så jeg det som et mystisk element om hvem Assad egentlig er. Jeg tænker fx om han med vilje laver sproglige fejl for at virke troværdig i sin rolle som han har opbygget i politiet med Carl, men han har en masse hemmeligheder, som jeg håber bliver udfoldet i senere bøger. Det er selvfølgelig bare mine spekulationer og den vibe jeg har fået igennem bogserien, men nu får vi at se :)
Det lyder så spændende Simone, vil se frem til at blive klogere på den i de tidligere bøger og så vil jeg også se frem til mere om den mystiske Assad fremover. Man bliver jo helt bidt af det :)
Jeg havde egentlig aldrig overvejet om Assad med vilje laver sproglige fejl, men nu når jeg høre det så kan det da egentlig godt være! Han virker jo virkelig velovervejet og klog, så han “burde” jo have fanget ordsprogene rigtigt, og dermed ikke sige dem forkert. Nu er jeg endnu mere spændt på de næste bøger!
Det er i alle tilfælde en virkelig interessant teori, bliver spændende at se om det forholder sig sådan. For så er Jussi tilgivet for at tærske sådan rundt i det ;)
Jeg har faktisk aldrig læst en eneste af hans bøger. Overvejede det på et tidspunkt (særligt efter den første film kom) – men da rygterne i boghandlerbranchen gik på, at forlaget havde fået en af bøgerne skrevet færdig af den anden forfatter, fordi Jussi ikke “kunne tage sig samme”n og den var alt for længe om at blive udgivet, så droppede jeg det faktisk helt.
En af mine veninder har dog læst dem alle sammen, også den du omtaler her, hun synes det var den dårligste af dem alle sammen. Læste den kun færdig i trods. Hun mente, i modsætning til dig, at hans omtale og beskrivelse af pigerne, er helt forfejlet og og alt for snæver og subjektiv. Men sådan er det jo skønt, at bøger kan påvirke os forskelligt. At du får lyst til at læse de andre bøger, er jo den bedste anbefaling en forfatter næsten kan få.
On the note: Min mor har læst to andre bøger af ham, dem der ikke er en del af Q-bøgerne – Washington Dekretet og Alfabethuset. De skulle være ganske gode.