Så mine små læseheste, så er det tid til at snakke om Selfies. Med mig, hvis I har lyst, men i særdeleshed også med hinanden. Blev simpelthen så glad over hvordan diskussionen/samtalen spændte af sidste gang, da vi snakkede om Harry Potter og det forbandede barn. Så dejligt at følge med i hvordan I kommenterede på hinandens kommentarer. Og sikke nogle gode og kloge betragtninger, I diskede op med. Herligt! Det er lige akkurat det, der er tanken med læseklubben :)
I dag (og så længe vi lyster) skal vi vende en mere end navnkundig og populær krimikonge og hans seneste skud på stammen af bøger om Afdeling Q, Selfies.
Det var ‘min første Jussi’ og selvom I var et par stykker, der var lidt ærgerlige over, at jeg startede med Selfies i stedet for at tage Adler-Olsens krimiserie i kronologisk rækkefølge, så kan jeg berolige jer med, at det gik helt fint at læse den som en enkeltstående roman (omend der helt sikkert er både referencer, detaljer og finurligheder, der har været spildt på mig) OG at den har givet mig blod på tanden til at starte forfra og læse alle syv krimi-thrillere i rigtig rækkefølge.
Som jeg forstår det, er Selfies ifølge kendere, ikke helt repræsentativ for hvor ypperligt Adler-Olsen kan præstere (ret mig, hvis jeg tager fejl), men jeg syntes virkelig den var god og spændende og vil således bare glæde mig over, at jeg har endnu bedre kriminalromaner til gode, når først jeg går i gang med hele serien.
Tip mig gerne om hvilken bog om Afdeling Q, der er jeres favorit, hvis I er inkarnerede Jussi Adler-Olsen fans :)
Når det kommer til krimier i almindelighed, så holder jeg altså frygteligt meget af de nyere, skandinaviske ‘femi-krimier’. Mordgåder i skøn forening med hovedpersonens hverdageskapader, -kabaler og -fortællinger.
Alt det der hverdagspussenusseri er der ikke så meget at komme efter hos Adler-Olsen (der mere minder mig om Lars Kepler) og selvom jeg indrømmet, savner det af og til, så kan jeg også godt lide den mere skarpe og nøgterne krimistil med lidt mindre fokus på ægteskabelige problemstillinger. Til fordel for mere spænding og ja, decideret kriminalroman.
De bidder af mere personlige historier der er i romanen kunne jeg selvfølgelig mægtig godt lide. Og det er egentlig især dem, der giver mig lyst til at ‘starte forfra’. For jeg vil gerne vide mere om især stakkels, stakkels Rose, men også om Carl (og Carl og Mona!), Assad og alle de andre.
Apropos Carl og Assad, så irriterede det mig til gengæld helt vildt, hvor meget der bliver tærsket rundt i, at Assad kommer til at bruge danske ordsprog og vendinger lidt alternativt. Hvis det er meningen, det skal være morsomt, så preller det af på mig. Hvis intentionen er at gør opmærksom på at Carl er en lettere irritabel, (måske endda lidt fremmedfjendsk?) mand fra Vendsyssel med en kort lunte, så bliver der sat for mange streger under. Jeg fangede den helt fint første gang. Heldigvis bliver det da også for meget for Assad til sidst (desværre først alt for sent på side 362) og jeg håber virkelig at Adler-Olsen idet har aflivet en kedelig joke én gang for alle. Også selvom han ikke lige kan dy sig for at køre rundt i den en sidste gang på side 375 med ‘bagklogskabens ulideligt klare lys’, denne gang glædes Carl dog over at Assad (endelig/for en gangs skyld) har ret fat. Er det også et ben, der bliver kogt så meget suppe på i de tidligere bøger?
Men det er egentlig bare en mindre detalje og havde den ikke været så gennemgående, havde jeg nok slet ikke fæstet mig ved den. Med resten var jeg overordnet set mere end godt tilfreds. Jeg havde bogen med på Bali og den var virkelig alletiders ferielæsning. Flot og ambitiøst plot, med et twist på et twist og hvor alting var vævet sammen og alligevel gik fint op, uden at der skulle alt for mærkelige krumspring til hen mod slutningen. Selvom ham amerikanerfaren måske kom liiiiidt sent i spil. Hvad tænker I om det?
Temaet med de unge, dullede, hårde og på sin vis dovne piger, syntes jeg var ret interessant. Man kunne levende forestille sig (og genkende) typen og det var et skægt miljø at tage fat i, i krimisammenhæng, synes jeg. Og på trods af at jeg aldrig tror at virkelighedens Denise’r, Yazmine’r og Michelle’r nogen sinde ville sige at de “stregede deres øjne op” som Adler-Olsen beskriver det lidt klodset ikke mindre end fem gange, så virkede det ellers som om, han havde studeret og gengivet miljøet nøje og med ære. Lidt som i DR’s Prinsesserne fra blokken, hvor vi lærer, at der er gemmer sig en hel masse inde bag de tungt sminkede øjne.
Nu glæder jeg mig helt umådeligt til at høre, hvad I syntes om bogen?
