Night Time Ritual

Jeg er nok en kende svag i koderne, efter at lave små ritualer og øer af genkendelighed og rarhed i hverdagen. Måske fordi den til tider er ret omskiftelig. Måske fordi jeg godt kan lide netop den, hverdagen, og at gøre den til noget særligt. Måske fordi jeg er krebs af stjernetegn og dermed per definiton tryghedsnarkoman. Højst sandsynligt er det en kombination af alle tre. Men jeg hygger mig nu engang med mine små riter og prøver at omsætte dem til at rumme gode vaner. Så slår jeg flere fluer med ét smæk.

I har vist efterhånden godt styr på, hvor meget jeg holder af morgenstunden og hvad jeg fylder den ud med, men hvad så med om aftenen? Som udpræget a-menneske er det her, jeg er på mit laveste energiblus. Egentlig ville jeg synes, det var den største luksus at gå i seng klokken ni omtrent. Og så ligge og læse og siden sove hen ad ti. Har dog giftet mig med et b-menneske, så virkeligheden ser for det meste lidt anderledes ud. Vi mødes på midten. Jeg bliver oppe et par timer længere og han går i seng et par timer tidligere.

Hvordan min aften (hvis ikke vi er ude) ser ud, har jeg listet op nedenfor. Måske der er inspiration at hente for jer, til at få en rar, rolig aften som et godt udgangspunkt for bedre hudplejerutiner og en god nattesøvn ikke mindst :)

Den nye Advanced Night Repair Eye Concentrate Matrix fra Estée Lauder, er en ny del af min aftenrutine, som jeg ser frem til at prøve af.

20.00: Efter vi har spist aftensmad, lægger jeg telefonen ‘på hylden’. Bogstaveligt talt. Den kommer i skammekrogen til opladning på en hylde ude i gangen. Selverkendelse er godt og jeg kan ikke styre at sidde med den i sofaen, mens vi laver noget andet. Væk med den. Dér bliver den for det meste til næste morgen. Med mindre vi lytter til lydbog senere.

20.30: Jeg brygger en kop urtete, gerne en der hedder noget med Sleep og går så på badeværelset og fikser min aftenhudpleje. 5 minutters solo-forkælelses-tid, hvor jeg zoner lidt ud. Hvis jeg venter til lige inden vi skal i seng, er jeg så træt, at jeg intet orker og det bliver det absolutte minimum (rensevand + creme), men når jeg gør det tidligt på aftenen, så er det noget, jeg hygger mig med at gøre lidt ud af. For tiden tester jeg Estée Lauders Advanced Night-system. Mine trin for at give huden den optimale reparation, pleje den i løbet af natten og ikke mindst forberede den på næste dags påvirkninger er følgende:

  • Rens: Jeg ‘fjerner dagen’ (makeup, snavs, forurening, fedt) og renser med Advanced Night Micro Cleanser Balm, som jeg masserer godt ind og fjerner med vat eller en opvredet vaskeklud efterfølgende. Af og til at masserer jeg ansigtet i længere tid i balmen med teknikker, jeg har lært af min kosmetolog.
  • Forbered: Som toner – eller forberedelse på den efterfølgende pleje er det snarere – bruger jeg Micro Essence Treatment Lotion, der modvirker tørhed og dehydrering og gør huden ekstra klar og modtagelig, så de efterfølgende produkter kan trænge ordentlig ind.
  • Reparér: Nu kommer vi til favoritterne. Klassikeren Advanced Night Repair serum til ansigtet og så den nye Advanced Night Repair Eye Concentrate Matrix til ja, øjnene. Sidstnævnte er jeg lige begyndt at bruge og jeg glæder mig til at teste dens effekt over tid. Den lover både at tage sig kærligt af og forebygge de mimiske linjer omkring øjnene, reducere øvrige ældningstegn, hævelser og mørke rander og så indeholder den (blandt andet) masser af den gode, superfugtende hyaluronsyre. OG så har den en lækker applikator, som man masserer den ind med. Se bare her.
  • Fugt: Jeg slutter af med Revitalizing Supreme+ Creme især for at hjælpe huden med at holde på fugten om natten. Cremen har jeg i øvrigt skrevet mere om her.
  • Nyd: Jeg nyder virkelig de her 2-5 minutter for mig selv og tænker på det som lidt dejlig alenetid og at jeg gør noget godt for mig selv, i stedet for at se det som en sur pligt. Og når vi så senere skal i seng, så er det dejligt, at det er gjort og jeg blot skal børste tænder.

20.35: Tid til dessert. Jeg spiser dessert i en eller anden udstrækning hver dag. Måske der er mange, der siger man ikke skal spise sent på aftenen, men jeg kan altså godt lide det og tror på, at det er med til at give mig en god og rolig søvn. Nå ja og så har jeg altså altid lyst til at sidde og tygge på noget når vi ser tv, spiller eller læser, især hvis vi har spist tidligt. Jeg holder det dog som regel til frugt (æble med peanutbutter er min bedste ven) og te, yoghurt med bær, lidt nødder og tørret frugt, mørk chokolade eller en helt tyk smoothie, som jeg spiser som is med lidt frø eller granola på toppen.

20:40: Vi (inklusiv førnævnte dessert) rykker i sofaen og læser, snakker, spiller et spil eller ser en serie eller film. Min mand peaker nu og hvis vi spiller (hvilket vi gør overraskende ofte), så tæver han mig som regel. Især i Scrabble. Min hjerne sover allerede. I Backgammon kan jeg stadig lige akkurat holde paraderne oppe. Spiller vi i løbet af dagen eksempelvis i weekenden, er historien selvfølgelig en helt anden ;)

22:30: Hundeluftetid. Slipper ofte. Elsker morgenturen og hader aftenturen…

23:00: I seng. Nirvana! Læsetid eller læselyttetid, hvis vi er i gang med en fælles lydbog.

23.30: Godnat ♥

Skriv en kommentar

11 Kommentarer

  1. Har du måske nogle “faste” skønhedsprodukter, du vender tilbage til indimellem dine tests af nye produkter? En god rensemælkog eller ansigtsvask, skintonic og creme du altid vender tilbage til?:)

    1. Hej Patricia, det kan du tro. Nogle af dem finder du her: http://emilysalomon.dk/?s=skønhedsfavoritter og så laver jeg også en opsamling snart. Der er dog ikke noget der er statisk, for det er netop, når jeg tester de nye ting, at jeg finder nye favoritter, der så bliver indlemmet i skønhedsflokken :) Men dit ønske er noteret. Kram Emily

  2. Hej Emily!

    Så fin ide med en skammekrog til mobilen! ;-) Min kæreste er vist ret træt af, at min mobil “fylder” meget i sengen (dårlig, dårlig vane). Vi må have en flot hylde, der kan være skammekrog i vores nye lejlighed.

    To spørgsmål:
    – Hvor er den fine kommode/skab alle dine produkter står på fra? Den ser virkelig fint ud!
    – Kan du anbefale en kosmetolog? Har endnu ikke fundet en der er god til min hud

    Kram Frederikke

  3. Hej Emily, det lyder som en dejlig aftenrutine. Men jeg kom til at tænke på om Penny egentlig bor hjemme hos jer, altså i forhold til aften gåturen? Jeg husker at have læst at din kæreste er allergisk overfor hunde og jeg ser ikke så tit billeder af Penny i jeres hjem? Min egen kæreste er også allergisk over for dyr men jeg ville ønske vi på et tidspunkt kunne få en hund, så fortæl endelig hvis I har tips :)

    1. Hej Sandra, jo det går nogenlunde, men lidt i perioder. Han er i gang med det helt store desensibiliseringscirkus (vaccinationer mod det man er allergisk overfor) og så er Penny også en hel del hos mine forældre (til hendes store fornøjelse, min mor går ind for at hunde får mange daglige måltider ;)), for at det ikke bliver for voldsom eksponering. Vi havde jo ikke helt noget valg, da jeg allerede havde hund, da vi mødtes. Men det ville nok være lidt for risikabelt for jer, at teste det af, afhængig af hvor allergisk han er. Det eneste tip må være at prøve at tage til lægen og blive henvist til udredning og siden hypersensibilisering/desensibilisering. Alternativt kan I måske besøge nogen med en bomuldshund eller tilsvarende allergivenlig race og se om han kan tåle den? :) Klem Emily