Læseklub: de – Diskussion

Åh fine, nøjagtige, elegante og alligevel helt usnobbede hverdagsbeskrivelse. Sørgelig men også morsom. Det her var en helt mageløs lille bog. Svært frustrerende at komme i gang med, men når først den særegne nutidsform, var inde under huden, så gik det glat.

Jeg læste bogen to gange lige i træk og da jeg læste den anden gang, lagde jeg slet ikke mærke til dér, hvor tiderne skurrede og alting gav fin mening. Skægt og fascinerende, at det ikke tager mere end 51 korte kapitler fordelt på 150 sider, at lære et ‘nyt sprog’. Sproget er Helle Helles eget og det er så præcist og raffineret alt imens det beskriver det mest hverdagslige, at jeg næsten får gåsehud.

Det var i øvrigt en dejlig bog at læse igen og jo også til at have med at gøre, når  nu den var så kort. Først i anden ombæring gik det ordentligt op for mig, at fortællingen nærmest går i ring og at den starter (med blomkålshovedet) hvor den slutter. Det var der noget sært betryggende over, når nu det ellers er en fortælling, hvor sorg og tab hele tiden stikker hovedet frem mellem linjerne og alle de hverdagslige,  men hyggelige og tilmed skægge, beskrivelser.

For der bliver grint ret meget i lune, lille de. På trods af at moren tilsyneladende er rigtigt alvorligt syg og at datteren bakser med at holde styr på hjem, rod (og opskrifter) og skiftende kærester, som hun har svært ved at finde rytmen med, alt imens hun begynder i gymnasiet  og er almindeligt ungdomsforvirret og ualmindeligt vægelsindet.

Jeg synes det er så fascinerende, hvordan en forfatter ved at lege med tiderne, som Helle Helle gør her, kan skabe et eget sprog. Hele den lille bog virker så nonchalant og alligevel tankefuld og jeg holdt virkelig af at gruble med den og datteren i alt fra at passe ind til et væld af betydningsladede madbeskrivelser og -overvejelser. Var jeg den eneste, der på sidstnævnte konto blev sulten på 80’er-måden?

Nedenfor er der et par spørgsmål til jer som oplæg til diskussionen, men jeg glæder mig sådan til at høre om jeres læseoplevelser i almindelighed og alle kommentarer I ellers måtte have til de.

Hvad syntes I om nutidsformen, der gik igen kontinuerligt (også når den slet ikke skulle være der) undtagen i replikkerne? Var det bøvlet eller underligt? Eller forfriskende og fængende?

Der var for mig noget herligt over den konsekvente nutid, der udsætter døden på samme måde som fortællingen, der på sin vis går i ring. Hvilket gør, at det triste er til at bære. Det og alle de pudsige anekdoter, man ikke kan lade være at klukle ad.

Og hvad med den navnløse mor og ditto datter? Var det forvirrende, at man ikke altid helt vidste om det var den ene eller anden, der blev refereret til? Eller gjorde det netop at de fremstod som en enhed? Som ‘de’?

Var det en sørgelig roman for jer?

Selv synes jeg nok mest af alt, at den var trist, men på en hyggelig måde, hvis det giver mening?

Kunne I lide hvordan poesien blev malet frem i og gennem både talesproget og al maden?

Jeg kunne især godt lide “niks, biks!”, “hip som hap” og “hals og hoved” og så var jeg helt vild med rouladehistorien på side 91. “Rouladen er lun. Sukkeret knaser”. Ahhhh og mmmmm….

Har I lyst til mere Helle Helle? Det har jeg virkelig. Jeg har både Rødby-Puttgarden og Ned til hundene på samvittigheden, men jeg har sprunget de to seneste bøger over: Dette burde skrives i nutid og Hvis det er. Det er vist en fejl og dem vil jeg se at få læst fluks, når jeg er færdig med juli måneds bog i læseklubben. Men det skal jeg nok blive i en ruf, for den er så spændende!

Og så må jeg afslutningsvis krybe til korset angående Rupi Kaurs Mælk og Honning, som jeg lidt overilet fik lovet også at kommentere på, da jeg slog junis læseklub op. Jeg har altså ikke fået læst den. Endnu. Men den er i min sommerlæsestak og jeg glæder mig til at læse den.

Sommerlæsestakken deler jeg i øvrigt i morgen.

Skriv en kommentar

13 Kommentarer

  1. Åh, hvor har jeg glædet mig til din vurdering af denne roman. Jeg nåede at få anskaffet mig den for en uges tid siden og åd den råt over et par dage. Så fin og Helle Hellet, og jeg morede mig ret meget, da jeg opdagede nutidsformen, eftersom en af hendes seneste bøger rigtigtnok hedder “Dette Burde Skrives i Nutid” . Men da jeg italesatte det over for min søster, mens jeg læste bogen i sommerhus med familien, var det nærmest svært at gå tilbage og finde et godt eksempel, for det var pludselig blevet naturligt for mig at læse hendes sætninger, som om intet var underligt i deres konstruktion – nærmest som du havde det med genlæsningen.

    Jeg har læst alle hendes bøger, og jeg er vild med hendes måde at stille tingene op som trivialiteter, men hvor der er så meget substans bagved. Dagligdag på overfladen, men med alle de essentielle tanker og følelser gemt mellem linjerne og i læseren selv i kraft af associationer og formåen nemt at sætte sig i hovedpersonernes sted.

    1. Ja ikke? Da jeg genlæste bogen og skulle finde eksempler på den kejtede nutidsform, var det pludselig svært, for nu virkede det som det naturligste. Fascinerende hvor hurtigt hjernen kan omstilles og tilegne sig et ‘nyt sprog’.

      Kunne ikke være mere enig i dine iagttagelser og jeg må fluks i gang med de bidder af hendes forfatterskab, som jeg har til gode. Hav den bedste sommer :)

  2. Du skriver sådan nogle dejlige anmeldelser, Emily. Nu har jeg enormt lyst til at læse De!

    Jeg har læst Milk and Honey (læs den på engelsk hvis du kan!) fem gange. Jeg har grædt og leet og følt mig genkendt og svælget i de fine tegninger og de smukke, enkle beskrivelser af kærlighed og begær og søstersolidaritet og svære familieforhold og at finde sig selv. Du har virkelig noget godt i vente!

    1. Tusind tak Laura, det bliver jeg så glad over at læse. Og mange tak for at få mig i gang med Milk and Honey <3 Knus E

  3. Helle Helle er min absolut yndlingsforfatter. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg genlæser hendes romaner – til lige stor glæde. Hendes helt almindelige dagligdagsbeskrivelser rør noget – lidt melankolsk – i mig hver gang. Og nu glæder jeg mig endnu mere til at læse De.

    1. Hvor er det fint beskrevet Malene, kan så godt genkende det med melankolien. Men samtidig på en rar måde. Må jeg spørge hvilken der er din favorit-Helle Helle? Klem Emily

      1. Min absolut favorit er Ned til hundene (Med Rødby-Puttgarden lige i hælene). Jeg ved ikke, hvad det er med den bog. På en eller anden måde så rammer den lige ind i min egen ensomhedsfølelse. Men det skal forståes positivt ;-) og så kan hun jo noget helt særligt med sproget, både fortællemæssigt og finurlige ordspil. F.eks. i Dette burde skrives i nutid, hvor hun er på café, og beder om en “kaffe olé”. Det synes jeg er så godt!

        1. Tak for svar :) Jeg må læse Ned til hundene igen snart og så må jeg også se at få fingrene i Dette burde skrives i nutid, er allerede vild med den (og kaffe olé). Klem E

  4. Hej Emily.

    Jeg er ret ny følger af bloggen, og har derfor ikke været med i læseklubben.
    Jeg er i gang med de sidste sider af Alt må vige for natten (ELSKER den), og mangler virkelig en god boganbefaling. Kunne du lave et indlæg her op til sommerferien med must read bøger? Det kunne være FANTASTISK.

    Og tak for en inspirerende blog

  5. Af alle hendes værker, så er mine favoritter “Dette burde skrives i nutid” og “hvis det er”, så du kan godt glæde dig. De er gode helt ind til benet, lidt som Maria Gerhardts stil, efter min mening altså.
    “de” var dælme en fornøjelse at læse, særligt sproget. Jeg stornød det og elskede at blive rusket frem og tilbage i forståelserne. Selve fortællingen var god og nøjagtig upræcis, som jeg elsker ved Helle Helle. Læseren får lige lidt og så ikke mere. Det er skønt.
    For mig var den ikke trist at læse, nærmere en kærlighedsfortælling om et mor-datter-forhold. Og så var det forresten rart at være tilbage i et “færge-miljø” som kun Helle Helle kan beskrive.
    Kh Katrine