Hos bageren i Hornbæk havde de honningkage-Eiffeltårn og Madeleines med pistacie, det kan altså få mit frankofile julehjerte til at fryde sig. Blomsterne er lysegule og nærmest ferskenfarvede nelliker og en foræring fra en sød veninde, jeg havde til middag i fredags. Nelliker er mine yndlingsblomster, så det kunne ikke være finere.
Om lidt triller vi hjem fra sommerhus, vores snyde-weekend gik selvfølgelig alt, alt for hurtigt, men det har ikke desto mindre været helt fantastisk rart. Der er noget sjovt ved at være i et sommerhusområde udenfor sæson, her er nærmest lidt ensomt, men på en hyggelig måde. Stor kontrast til de hektiske sommermåneder i al tilfælde. Pønser en lillebitte smule på at holde nytår på landet, men kan ikke finde ud af om det mon bliver lidt for ensomt. Havde en mindre fyrværkeriulykke sidste nytår, blev helt kort fortalt ramt af en raket da jeg stod og så på fyrværkeri ved Søerne. Jeg fik sprængt hul i mine handsker og strømpebukser og fik voldsomme blå mærker på fingre og ben og kunne ikke høre noget på det ene øre flere dage efter. Billigt sluppet trods alt og det kunne være gået meget værre, men det har gjort at jeg er virkelig bange for fyrværkeri og egentlig bare gerne vil så langt væk fra det som muligt. Så måske sommerhus slet ikke ville være så tosset. Eller en tur til udlandet. Har holdt nytår i Belgien og Italien tidligere og der var det med at skyde fyrværkeri af slet ikke så crazy som herhjemme.
Gingerbread Eiffel Tower and pretty pale orange and yellow carnations have made my day.