Jeg har sagt det før og siger det gerne igen: Jeg elsker Etsy! Jeg er faktisk en lille smule afhængig. Ligesom nogle af mine veninder er vilde med at gennemtrawle loppemarkeder og gøre gode fund, så holder jeg af at finde mere eller mindre brugbare eller fantastiske dimser på denne virtuelle markedsplads. Det har en del af jer bemærket og nogle af jer har tilmed efterspurgt en Etsy-guide. Den kommer her og så vil jeg fremover, ca. en gang om måneden, følge op med indlæg, med mine håndplukkede Etsy-favoritter. For det kan være lidt af et arbejde at finde de gode sager, så dem vil jeg glæde mig til at dele med jer :)
Guirlande med kvaster i silkepapir
Specialdesignede fødselsdagsinvitationer
Hvad er Etsy?
Etsy.com er en online markedsplads, som man kender det fra Trendsales, Den Blå Avis, Ebay osv. I stedet for masseproducerede varer og folks fejlkøb, er der på Etsy primært håndlavede/hjemmeproducerede produkter og en smule vintage-genstande. Sælgerne er kunsthåndværkere, kreative folk og samlere, og de sælger deres produkter gennem Etsy.com.
Hvad kan man købe?
Alt! Næsten i hvert fald. Smykker, tøj, service, møbler, bageforme, sæbe, slik, brugskunst – de over 800.000 sælgere har meget forskelligt at byde på.
Hundehalsbånd fra den sødeste Etsy-sælger
Pom pom’er af silkepapir til pynt
Hvordan handler man?
Det er meget nemt og bygget op som andre online butikker. Først finder man det, man vil have (det kan dog tage lang tid med så meget at vælge imellem), så lægger man det i sin kurv og tjekker ud. Det er forskelligt fra sælger til sælger, hvordan man kan betale, men med en PayPal-konto og et VISA eller Mastercard er man godt dækket ind.
Hvad skal man være særligt opmærksom på?
- Man handler direkte med sælgeren, og skal derfor stole på at vedkommende ikke har urent mel i posen. Man kan dog læse nogle af sælgerens anmeldelser hvis man er i tvivl. Generelt har sælgere kun positive anmeldelser og Etsy sørger for at få svindlerne smidt ud.
- Tjek om sælgeren sender til Danmark, det er ikke alle, der gør det desværre. Og læs beskrivelsen af varen godt, i nogle tilfælde står der at man skal angive størrelse eller lignende i en besked når man tjekker ud med varerne. Dog er sælgerne søde til at sende en besked (i Etsy’s eget beskedsystem), hvis man har glemt at oplyse noget, ligesom de fleste holder én opdateret der eller pr. mail, skriver tak for ordren osv. Meget hyggeligt :)
- Det kan tage lang tid at få sine ting. Nogle af sælgerne laver først tingene, når man bestiller dem. Derfor kan man ikke forvente at have dem tre dage senere hvis de skal fremstilles, pakkes og sendes fra USA for eksempel. Til gengæld kan man være heldig at få lov at customize sit produkt, hvis man har specielle ønsker.
- Køber man flere ting fra samme sælger, så bed om en reduceret porto. Ellers betaler man porto pr. produkt og det er lidt fjollet hvis man køber 2 eller flere ting hos den samme.
Reglerne om told og moms i og uden for EU betyder at varen kan blive noget dyrere i sidste ende. Handler man med en sælger inden for EU skal man ikke betale moms (medmindre de er momsregistrerede i Danmark – men det er vist de færreste, der er det) eller told. Så er det altså bare prisen + porto.
Handler man uden for EU er reglerne lidt mere snørklede:
Varens værdi Hvor meget skal jeg betale
Under 80 kr. Du skal hverken betale moms, told eller importgebyr
80-1.150 kr. Du skal betale moms og importgebyr
Over 1.150 kr. Du skal betale moms, told og importgebyr
Links til toldregler
Post Danmark om privat told på varer uden for EU
Forbrug.dk om E-handel over grænser
ENGLISH RECAP: I’m a big fan of shopping at Etsy.com as you can find so many unique and customized products.
(indlægget indeholder affiliatelinks)