Den bedste feriedag

I forgårs havde jeg den bedste feriedag. Også selvom det overhovedet ikke var intentionen, at den skulle forløbe, som den endte med. Skæbnen (eller almindelig glemsomhed) valgte at sætte mig på tvangsafslapning og det var virkelig, virkelig rart. Og lige hvad jeg trængte til.

Vi bor hos nogle venner hernede i Dubai og min veninde og jeg skulle bare lige nyde en time ved poolen, der hører til bygningen, de bor i, inden vi skulle ud at opleve alt muligt. Men så var det, at vi havde glemt vores nøgle. Og de andre var på arbejde. Og ville først komme hjem tidligt på aftenen.

Vi havde hverken telefoner, ure, passende tøj (til at gå rundt i et mall eller den gamle bydel) eller kamera (også en slags uundværlighed for mig) med. Men bøger, håndklæde, bikini og en lille smule penge havde vi dog haft åndsnærværelse nok til at tage med ned.

Så vi var tvangsindlagt til at blive ved poolen og læse. Hele dagen. Afbrudt af en lille afstikker ud at købe frokost lige i nærheden (her er dørmand, så man kan godt komme ind og ud ad hoveddøren). Og det var simpelthen så dejligt. Det var vidunderligt, at det slet ikke var en mulighed at arbejde lidt eller lige tage et par billeder (hvilket jeg elsker, men det er nu altså også rart slet ikke at gøre det af og til), end ikke med telefonen. Helt fri uden dårlig samvittighed. Og uden ure, hvilket viste sig at være et ekstra plus i forhold til at koble helt af.

Så vi læste i timevis, svømmede i poolen og spiste frugtsalat. Og jeg fik vokset mine ben i den skønhedssalon, der også ligger i bygningen. For lige under 100 kr. for hele ben. Af en meget sød og snakkesalig ukrainsk dame, der var noget benovet over hvad den slags kostede i Danmark. Men som nu alligevel nok foretrak Dubai, for hun var ret så glad for sol og varme.

Den ufrivillige, komplette afslapningsdag havde en ret god effekt. Og jeg planlægger nu at have sådan en dag på enhver ferie fremover. Ude som hjemme. Helt uden computer, telefon, ur eller kamera. Det var mægtigt. Og kan varmt anbefales. Bare en gang i mellem :)

Ps. Billederne er fra i går, hvor vi havde en helt anderledes og noget mere hektisk dag. Vi var i Dubai Mall, , ude at sejle, på flere forskellige markeder (og købte bl.a. en hel frisk tun til aftensmaden) og afslutningsvis i Gold and Diamond Park, at få speciallavet et par øreringe til min mor. Og så fik vi også drukket et par friske kokosnødder. Helt anderledes feriedag, men også mægtig.

(Visited 2.922 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

15 Kommentarer

  1. Hvor lyder det som en rar og tiltrængt dag! Jeg synes selv sådan en dag er svær at planlægge, fordi det virkelig kræver noget af en rygrad og en enorm selvdisciplin ikke at kigge på telefonen, tjekke blogs eller hvad ved jeg – i hvert fald er det svært for mig. Det skal nok bare ske ubevidst, hvor man hverken kan gøre fra eller til, fordi man f.eks. har låst sig ude :)

  2. Det er jo nærmest direkte ulækkert, hvor lækkert det lyder. Helt seriøst, det lyder som om dine venner bor i paradis. Jo tak! (:

    Tror du ikke du risikerer, at noget af det fantastiske ved sådan en dag ryger lidt, hvis den er planlagt? Ikke at det lyder som en dårlig ide (den lyder fantastisk!), men bare en lille overvejelse (:

    1. Jo, det kan du måske have ret i. Alternativt må jeg bare låse mig ud lidt oftere, når jeg er på ferie ;)

  3. heeeejjj:)
    God ferie- ser lækkert ud. Du outfit er så fint, hvor er skjortekjolen fra??? Og sandalerne? ;)

    1. Den er fra Second Female :) sandalerne er nogle meget gamle nogen fra Sofie Schnoor

  4. Det lyder godt nok skønt! God ide at gøre det på de kommende ferier også – tror jeg må tage ideen til mig :-)
    Lidt off topic; ved du/tror du, at man kan drikke de kokosnødder, som man kan købe herhjemme i supermarkedet?

    1. Hmmm… det tror jeg sagtens. Men der er nok bare ikke så meget saft i, som i de friske. Hvis du vil prøve, så læg den på køl først. Varmt kokosvand er ikke så spændende ;)

  5. Tvunget til at ligge ved poolen lyder bestemt ikke værst ;-) Nu glæder jeg mig endnu mere til påsken hvor jeg skal til Thailand!