{Abrikos-galette hjemme hos Anne}
Større begivenheder har det med at klumpe sig lidt sammen i stimer af enten positiv eller negativ karakter og lige nu befinder jeg mig i et virvar af (heldigvis!) rare sager. Og lige så taknemmelig (virkelig!!!), spændt og glad jeg er over nylig sammenflytning, bogudgivelse, fødselsdag, rejser m.m., lige så overvældet var jeg fredag aften, hvor jeg gik kold kl. halv ti og sov til næste morgen kl. ni.
Efter sådan en uge hvor det er svært at erindre det ene fra det andet, fordi det hele går så stærkt, bliver jeg ekstra glad over, at jeg dokumenterer alle de ‘små ting’ og gode fikspunkter. For bliver virkelig (også) glad, når jeg sidder og laver de her indlæg og på den måde genoplever tingene.
Tror slet og ret, at jeg tog stilling til så mange ting i sidste uge, at min hjerne til sidst bare kortsluttede. Jeg lod den derfor holde fri og lade op lørdagen og søndagen med og hyggede i stedet med at besøge en kær veninde og hendes søde baby, få læst det sidste af Jeg ville være enke, og jeg ville være digter, kigge i nye kogebøger og med at tage en tur på Louisiana.
NU er jeg til gengæld helt klar og frisk på en ny uge. Jeg lærer mere og mere om hvor vigtige pauser er for mig. Nu skal jeg bare blive bedre til at implementere en masse små af dem i hverdagen også. Måske nogle af jer kender gode app’s eller teknikker til den slags?
Håber at I får en dejlig uge og at der også venter jer en stime af rare, små ting :)
{Førnævnte Anne forærede mig hende og Majas smukke bog Lykken er is og jeg forærede mig selv Green Kitchen Stories Rejser. Så mange lækre ting og god inspiration i begge}
{Mit hjem fra 1. juli. Vi er endt med, at sammenflytningen bliver hos min kæreste i stedet for at finde nyt. Og jeg har allerede ‘pigeficeret’ det lidt med forhåndenværende dims…}
{Skal bo helt oppe i skyerne (næsten) og glæder mig til at kunne nyde flere solnedgange som denne}
{Ny nederdel i det blødeste, grå ruskind}
{Søndagsvisit på Louisiana at se bl.a. Peter Doig-udstillingen}
{Søndagsburger. Opskrift på burgerboller her. Disse var dog fra Bagdøren/Alma og kan godt anbefales}
{Jeg har altid en notesbog med mig og har efterhånden mange fyldte på samvittigheden. Den nyeste er en fin marmoreret sag fra Marbré}
{Lyserødt-slik-på-grønt-bord-lykke}