HALF HUMAN HALF PONY
Da jeg var yngre var jeg lidt ked af mit kæmpestore og vilde (heste)hår. Det er jeg heldigvis kommet mig over (bl.a. fordi jeg har fundet ud af hvordan jeg skal pleje det) og selvom jeg trods alt af og til kan kigge langt efter tyndt, fint og glat (!) skandinavisk hår, så ville jeg ikke længere bytte mit eget for noget.
Når det er sagt, så trænger manken efterhånden godt og grundigt til en klipning ovenpå sommerens sol- og saltvandsstrabadser og det er lige hvad den skal have her til eftermiddag. Og jeg har glædet mig som et lille barn hele dagen. En gang led jeg af frisørskræk, men det er så absolut ikke længere tilfældet.
Nu ELSKER jeg, at skulle en tur til frisøren. Mestendels fordi jeg har en mægtigt dygtig frisør, der forstår sig på mit uregerlige hår og tilmed formår at tæmme det en smule, men for at være helt ærlig også fordi jeg bare elsker at være der.
En stak magasiner, kaffe, chokolade og en smoothie alt imens man bliver nusset om i et par timer. Kan næsten ikke forestille mig noget bedre.


