Da jeg var yngre, vidste jeg ikke noget bedre end at gøre mig klar til fest. I dagene op til planlagde jeg, hvad jeg skulle have på. Købte nyt tøj og afprøvede hår- og makeuplooks. Aftalte med veninder, at følges eller endnu bedre, mødes inden og siden følges til den pågældende fest. Vi varmede op og holdt førfest.
Både i teenageforstand, men egentlig også på en ret fin måde, som jeg er alt for dårlig til nu og som jeg gerne ville dyrke lidt mere. Det der med at gøre sig klar sammen, have sat tid af til netop det og at komme i stemning og tage forskud på glæderne.
I går gjorde jeg noget lignende inden ELLE Style Awards. Jeg satte simpelthen eftermiddagen af til forberedelserne og det føltes først dekadent og vildt at bruge en halv arbejdsdag på det. Men da jeg var i det, var det så vidunderligt og jeg blev sendt tilbage til dengang jeg var teenager og hele og halve fredage eller lørdage blev brugt på at gøre sig klar.
I dag blot med lidt bedre tøj og bedre drikkevarer ;)
For en gangs skyld var jeg også velforberedt og i god tid med mit outfit. Og det føltes altså godt. Det tror jeg, jeg vil praktisere lidt mere fremover. I stedet for de sædvanlige ’15 minutter i lukketid’.
Jeg startede slet og ret dagen med at lægge en flaske Moët Brut Impérial på køl – se dét er en god start på dagen – og lægge mit tøj klar og så glædede jeg mig ellers allerede derfra til at hende her og hende her kom forbi senere, så vi kunne gøre os klar sammen og nyde et glas bobler inden festlighederne for alvor løb af stablen.
Og det var så dejligt at mødes nogle stykker og skåle sammen inden en stor fest. Og rart at kunne følges ikke mindst. Det er der altså noget hyggeligt ved. Det tror jeg, jeg vil jeg prøve at praktisere noget mere fremover. Både det og champagne på en tirsdag i almindelighed, for det må være hverdagsglamour i sin reneste form <3
Fremover vil jeg således bestræbe mig på at blive bedre til at fejre både de små og store øjeblikke. Dem der opstår spontant og de planlagte. Og til at give mig selv tid til at nyde dem og dyrke dem. Hvad end det er en stor fest om tirsdagen eller en hyggelig middag hjemme i weekenden. Eller omvendt ;)
Mine dejlige party partners in crime, Sofie og Sara.
Moët & Chandon havde den smukkeste bar og fotovæg til ELLE Style Awards. Komplet med bærfarvet tæppe og blomstret tapet.
Jeg holdt mig til de gode bobler til både velkomst og maden og kan altså slet ikke stå for miniature Moët-flaskerne. Så festlige, chikke og nuttede.







