Den nye Confidence sports-bh fra Casall.
Jeg har egentlig altid godt kunne lide at være aktiv. Bare ikke for meget. Gåture med hunden og alt forbundet med ridning var en stor del af min barndom og tidlige ungdom, men herefter er der lidt af et hul. I gymnasiet og på universitetet var der meget lidt fysisk aktivitet på mit skema. Og jeg har aldrig set mig selv som værende sporty, kropsbevidst eller fit for den sags skyld. Eller kunnet lide idrætstimerne. Jeg følte mig klodset, kejtet og forkert.
Stort set daglige løbeture og faste ugentlige besøg i fitnesscenter er først noget, der er kommet til indenfor de seneste 3 år. Ja fitness-delen er faktisk nyere endda. 1,5 år har den på bagen.
Min kæreste der har været professionel sportsudøver i store dele af hans liv og som altid har elsket at dyrke sport, har haft en kæmpe indflydelse på mig, i forhold til hvordan jeg anskuer sport nu kontra før. Som jeg skrev om for nylig, så er jeg blevet helt hooked på at lege. Og på nye udfordringer. Ski, surf, svømning, mountainbike. Ting jeg slet ikke troede at jeg kunne finde ud af, men som faktisk går helt okay. Og som er sjove. Vildt sjove. Men som også bliver gjort lettere af at grundformen er i orden og at jeg nu rent faktisk ved hvordan jeg skal spænde i eksempelvis maven. Måske det lyder som en selvfølgelighed, men jeg var ikke i stand til at isolere og spænde mine mavemuskler for 2 år siden. Måske fordi jeg aldrig havde trænet dem.
Men hvad har det så med en smart sports-bh at gøre? For mig betyder det noget, at jeg føler mig godt tilpas, når jeg træner. I noget der både ser godt ud (det er altså motiverende i sig selv) og som støtter og holder og evt. strammer hvor det skal. Og er udført i materialer, der giver mening i forhold til det man laver. Her er alletiders guide til at vælge sports-bh og mere om den nye Cofidence sports-bh her, hvis det har interesse.
Og så betyder det noget at lave noget. Både de sjove (lidt vilde) ting, men også ‘bare’ at være i fitness eller ude på løberuten. Måske det er en kliché, men det er den bedste energiindsprøjtning og en helt naturlig lykkepille at træne og være aktiv. Og så er det også den bedste fornemmelse at føle sig godt tilpas i sin egen krop, føle sig stærk og klar på de fleste udfordringer.
Billederne her er fra Bali, hvor jeg primært brugte mine kræfter på at surfe og svømme, men også kørte et par styrketræningspas med egen kropsvægt og elastik. Det gør jeg som regel, når jeg rejser. Og når det er knapt så varme destinationer, så har jeg også løbeskoene med. For det er altså nemmere at holde formen lidt ved lige også når man rejser end at skulle starte helt forfra (forfaldet er hurtigt og nådesløst ;)), når man er retur igen og alle små ting tæller. Og betyder noget.
Sport har ligeledes været en del af min barndom og ungdom, men efter at have været syg i to år så er det lidt en udfordring at komme igang igen. Men med noget lækkert tøj der gør at man er lidt mere motiveret. Jeg er begyndt at gå en tur hver dag og jeg håber at kunne løbe 5 km til min fødselsdag i slutningen af august :)
Det lyder som en god og overskuelig (og ikke mindst fornuftig) måde at starte på Maiken. Det var akkurat sådan jeg begyndte at løbe for mere end 3 år siden. Bare langsomt at lægge gåturene om til løb. Det er efter min mening den bedste måde at gøre det på for langsomt at bygge kroppen op og undgå skader. Pøj pøj med det :) Kram Emily
Meget inspirerende at læse dine tanker og fortælling om træning for dig. Jeg har det, som jeg kan høre, at du også har haft det, svært med motion. Jeg kan egentlig godt lide at bevæge mig fysisk, men jeg føler mig rigtig dårlig til det og vildt kejtet. Kunne du have lyst til at skrive indlæg om din vej til motion eller nogle gode råd til at komme i gang. Nu skriver du godt nok, at din kæreste har inspireret dig, men er der andre råd, som du kan give med på vejen gerne af de ligetil slags og ikke alt for dyre.
Hej Cecilie, for mig har det været noget så simpelt som slet og ret bare at gøre det. Men også at sætte mig selv op til succes. Da jeg begyndte at løbe var mit mål ikke at kunne løbe x antal kilometer på x antal uger, men at kunne løbe resten af livet (forhåbentlig), så jeg startede med gåture hvor jeg indlagde lidt løb og lod det forme sig selv. Da jeg skulle lære at svømme crawl tog jeg enetimer med en sød og dygtig instruktør, der byggede forløbet gradvist op, så jeg hele tiden havde små sejre. Og mht holdtimer i fitness, så er det en god idé at vælge noget af det, der måske ikke kræver at man er et koordinationsgeni. Stram op, Bodypump, spinning m.m. kan være gode steder at starte, så man lige får træningsselvtilliden stivet lidt af :) Knus Emily
Det giver mig virkelig bare så meget håb for min egen udvikling, når du kan stå så knivskarpt på billederne i dag, og samtidig sige, at du ikke vidste, hvordan du skulle isolere dine mavemuskler for bare to år siden. Så kan det jo også lykkes for mig! Jeg begynder endelig at kunne mærke lysten til rent faktisk at komme ned at træne ind i mellem, men det har virkelig også krævet mange passive års medlemskab i centeret. Nu har jeg endelig fundet nogle træningsformer, som min sarte krop kan tåle, som giver et resultat, og som jeg rent faktisk synes er sjove! Nu mangler jeg bare at finde den gode rytme – og det fede træningsgear ;)
Knus
// http://www.moonlitmadness.dk
Og det var lige akkurat det, der var intetionen med indlægget. For måske det er en meget gammel sang, men hvis jeg kan, så kan du også :) Held og lykke med det :) Kram E
Hvor er din smukke halskæde fra?
Den er fra Sofie Lunøe :) http://sofielunoe.com Knus Emily
Den ser lækker ud – og det samme gør du ???
<3
Hej Emily
Hvordan lærte du det med mavemusklerne? Og hvordan er bh-en i str?
Mange hilsener Louise
Hej Louise, jeg begyndte at træne dem aktivt, altså forskellige maveøvelser (planke, crunches osv. osv.). Det havde jeg aldrig gjort før. Men så gav det pludselig mening, når nogen sagde til mig (i forbindelse med ski, surf m.m.) ‘spænd i maven’ :) Synes bh’en er lidt til den lille side ift. skål-str. Jeg har en 70C. Knus Emily
Åh, jeg elsker at følge med her hos dig! Kunne du tænke dig at vise os dit “to-go” træningsprogram, som du har med dig, når du rejser?
Dét er jeg så glad for at høre Hanna <3 Jeg bruger mange af de samme øvelser som Emilie viser i hendes træningsvideoer. Bl.a: https://www.youtube.com/watch?v=AF6NXTUlHPM, https://www.youtube.com/watch?v=srnokPYwUsM, https://www.youtube.com/watch?v=m-9zZ0Tu3X0, https://www.youtube.com/watch?v=K-Ynmp0SqM8 som regel hver 3.-4. dag og i ca. 20 minutter. Hellere lidt end ingenting. Det føler jeg er nok til at holde formen nogenlunde ved lige når jeg rejser og i kombi med løbeture eller anden sport (ski, surf) :) Knus Emily
Tak for god inspiration;-)
Har du lyst til at fortælle, hvordan en typisk gennemsnitlig uge (ikke på rejse) ser ud for dig med træning? Hvad, hvor længe osv.;-)
På forhånd tak, hvis du har.
Det var så lidt :) 3 gange løb (7-10 km), 2 gange stram op på hold i fitness og 1 gang svømning/yoga/andet. Knus Emily
Tak for super hurtigt svar;-)
Hvor passer de der træningsvideoer, du linker til et en andet svar ind (er det kun, når du rejser, eller…?)?
;-)
Lige præcis :) eller hvis jeg har en uge, hvor jeg ikke når til Stram op (det er mange af de samme øvelser, som vi laver på holdet). :)