Dengang jeg læste, arbejdede jeg i en periode som tjener på en lille bistro på Christianshavn. Et job jeg virkelig holdt af. Det var sådan et sted med både stamgæster, turister og folk, der var på vej i Operaen. Nå, ja og alt derimellem. Og når alle disse mennesker havde spist, ville de (oh gru, oh skræk) af og til gerne bestille kaffe.
På bistroen var der en rigtig lækker espressomaskine. Et kæmpe, frygtindgydende bæst med trykmåler, mælkeskummere m.m. Og ingen på stedet vidste helt, hvordan den skulle tæmmes og betjenes. Så det var lidt på lykke og fromme, når folk bestilte kaffe og i særdeleshed, hvis de var så modige at bede om en cappuccino eller en latte. Nogle gange gik det godt. Andre gange not so much. Og hvis de drømte om hjerter, blade eller blomster i deres mælkeskum, så blev deres drømme gjort til skamme.
For det der med mælkekaffer er – eller kan være – noget svært noget. Især hvis man tilmed gerne vil kunne ‘male med mælken’ og lave latte art. Før man overhovedet kan komme dertil, må man mestre at sende kaffen igennem med det helt rigtige tryk, så der danner sig en flot crema, laget af cremet skum ovenpå kaffen. Og så må mælken ikke bare være tempereret korrekt, men også være skummet til perfekte mikrobobler, der er ideelle at lave latte art med. Er luftboblerne for store, går det slet og ret ikke at ‘male’ med den.
Så før man overhovedet når dertil at ens lærred – kaffens crema – og ens maling – varm mælk med perfekte mikrobobler – er i orden, så kræver det et gevaldigt vid om og færdigheder udi espressobrygning og mælkeskumning.
Den problemstilling ville Nespresso gerne løse. Sådan at man kunne komme til det sjove; at brygge gode mælkekaffer hjemme og måske endda prøve kræfter med latte art. Og med et godt resultat hver gang.
Den nye Creatista-maskine er løsningen. En smuk maskine til hjemmebaristaen, der sørger for kaffe med perfekt crema og for at skumme mælken korrekt og sørge for at temperatur og tekstur er i orden. Der er godt nok masser af indstillinger at lege med, så man kan få kaffen og mælken præcis som man ønsker den (og siden gemme opskriften på ens ideelle mælkekaffe til næste gang), men forudsætningerne for at servere lækker cappucino, café latte, flat white og latte machiato derhjemme, dem får man mere eller mindre foræret. Ret smart.
Og så er der sådan en maskine på højkant til en af jer. Kig med længere nede :)
I samme åndedrag har Nespresso også lanceret en limited edition serie à 3 nye Barista-kaffer, der er særligt gode til at afbalancere mælk i kaffen derhjemme. Min favorit er den lyse Chiaro, der er lækker cremet og efter sigende har sprøde kiksenoter. Mmmmm…
Siden jeg selv fik maskinen hjem til test, har jeg leget lidt med at lave latte art. Super skægt og super svært. Men jeg begynder at få en idé om det og glæder mig nu til at lege videre. Hjertet er første mål (den er der næsten af og til) og så gad jeg altså godt kunne kaste mig ud i et flot blad inden længe.
Hidtil bedste forsøg. Jeg kalder det: Det Lange Dobbelthjerte.
Sådan laver du et hjerte i latte art
– og nej, jeg er der ikke helt selv endnu ;)
- Tænk på kaffens crema som dit lærred, det er det, du skal male/tegne på. En god, tyk crema er en god forudsætning.
- Tænk på mælken som malingen og mælkekanden som penslen. Mælkeskum med den helt rigtig tekstur af mikrobobler er ideel.
- Hæv lærredet op til penslen ved at hælde mælk i kaffen med cirklende bevægelser.
- Når cremaen således er hævet op mod koppens kant, kan du begynde at tegne ved først at hælde en plet mælkeskum ned midt i koppen og siden trække mælken uddad mod koppens kant, så der bliver trukket ned i oversiden af hjertet og ‘snippen’ i bunden dannes.
En af de knapt så heldige. Men den smager heldigvis godt uanset hvad.
Mælketip: Det er ikke nødvendigt at købe en af de særlige slags mælk der findes på markedet til formålet (dem der hedder noget med latte art eller barista), faktisk er helt almindelig sødmælk mindst lige så fint. Om ikke bedre. En øko er dog altid at foretrække synes jeg. Men det er altså lettest at opnå det rette skum med sødmælk, og så kan man altid eksperimentere med mere fedtfattige mælketyper, når man har fået tag i det.
VIND din egen Nespresso Creatista
Der er en af Nespressos helt nye maskiner til hjemmebaristaen, Creatista på højkant til en heldig en af jer. For at deltage i konkurrencen, skal man blot lægge en kommentar, hvor man fortæller hvilken af Nespressos kaffevarianter (gamle som nye), man foretrækker til sin mælkekaffe.
OG så får vinderen selvfølgelig også 2 rør à 10 kapsler af hver af de nye Barista-kaffer, Chiaro, Scuro og Corto, så der er noget at lege med.
Konkurrencen slutter på næste fredag d. 29. september kl. 12 og vi vælger en vinder ved lodtrækning umiddelbart efter. Vinderen får direkte besked på mail. Præmien har en værdi af 3.933 kr.