Og hopla, så var september pist væk. Men det gør ingenting, når det betyder goddag til oktober. Måske den endda er endnu bedre. Mere efterårsrusk og masser af god gammeldags hygge. Nå ja, og så lidt action i Portugal for mit vedkommende.
Den bedste måned med naturen i smukke farver, varm kakao i koppen, kastanjedyr, stearinlys og røde, vindblæste kinder. Glædelig oktober!
Ps. Tidligere månedsønskelister her.
Her er mine 10 ønsker for, hvad jeg gerne vil lave den kommende måned:
- Se forestillingen Disgraced på Edison/Betty Nansen Teatret. Går kun til d. 14. men håber lige vi kan nå det. Oplagt til næste onsdags date.
- Drikke varm kakao på Pixie. Eller et tilsvarende sted, hvor der serveres varm kakao galore med flødeskum OG skumfiduser.
- En tur på Louisiana at se Being There-udstillingen.
- Gå masser af ture med hundemusen. Og gerne et par af dem i skoven og se træerne skifte farve. Det er så flot, så flot netop nu.
- Læse oktober måneds bog i læseklubben.
- Lege efterårsferie som da jeg var barn og tage ind at se My Little Pony-filmen. Må alliere mig med Nikolajs niecer. Selvom jeg næsten tror, det er mig der er mest opsat på at se den.
- Lave de her citron- & ricottapandekager en weekendmorgen.
- Surfe i Ericeira i Portugal. Vi tager af sted om to uger og et par dage og jeg GLÆDER mig.
- Gå i gang med et strikkeprojekt. Måske tiden er ved at være moden til en trøje?
- Lave en græskarlampe til altanen og huske at købe slik ind til Halloween. Måtte skuffe alle de søde, små spøgelser/hekse/monstre, der ringede på vores dør sidste år og det skal ikke ske igen.
Jeg GLÆDER mig også til at høre jeres tilføjelser og hvad I går og drømmer om at bruge måneden på?
(Visited 4.133 times, 1 visits today)