Om hverdagsuniformen og skidt-pyt-musklen

Jeg ved godt, det ikke er det allermest iøjnefaldende eller innovative. Eller det, der får flest til at dobbelt-tappe ovre på instagram for den sags skyld. Men hey, det er noget af det, jeg føler mig allermest smart i og tilmed godt tilpas i:

Jeans (Levi’s wedgie fit altid, har ikke gået med andet de sidste par år), læderjakke, t-shirt med print eller skjorte og så gerne et par solbriller og/eller sko, der kan bløde det hele lidt op og tilføre et personligt touch. Sværere behøver det ikke være og derfor er det sådan ca. den kombination, jeg rækker ud efter 70% af morgenerne.

Så kan det blive blomstrede kjoler eller nederdele, perfekte sommerkjoler og andre like-hunteres de resterende 30% af tiden. For det er jo også meget skægt og variation er nu engang rart. Men det er det nu også at have styr på ‘uniformen’ og basen i orden.

Bliver det for varmt til jeans, skifter jeg ud med denimshorts eller ditto nederdel. Nice and easy.

Reklamelinks: jakke Anine Bing | skjorte By Malene Birger (på udsalg) | jeans Levi’s (på udsalg) | solbriller Gucci | sko Flattered

Foto: Alona Vibe

Tasken er købt i en lille biks i Paris, men har ladet mig fortælle, at man kan finde lignende i Torvehallerne. Ellers er de værd at holde øje med på markeder i Sydeuropa, hvis I er heldige at sommerferien går dertil.

Skidt-pyt-musklen

Og lad os så lige tale lidt om den der skidt-pyt-muskel. Jeg har allerede snakket om den her. Ligesom alle andre muskler skal den trænes, for at blive stor og stærk og udholdende.

Man træner den ved at trække på skuldrene (men få dem endelig ned igen, ikke noget med at spænde og have skuldrene oppe om ørerne) og sige “skidt pyt”, når noget ikke går helt efter ens næse. Skidt-pyt-musklen bliver dog kun trænet, hvis man rent faktisk mener det, når man siger “skidt pyt”. Når man vitterligt parkerer irritationsmomentet og kommer videre.

Det er ikke let, slet ikke, men man kan heldigvis blive ret god til det – ligesom med det meste andet – hvis man øver sig.

Det er lidt à la “glimmer på og op på kaminhylden”, hvis man har stiftet bekendtskab med Hella Joofs Papmachéreglen. Er man god til den øvelse, har man allerede et forspring og har (helt uden man vidste det) trænet skidt-pyt-musklen, mens man hældte glimmer på.

Selv er jeg RIGTIG god til at forestille mig hvordan ‘noget’ skal være. Og hvis virkeligheden så ikke matcher helt, så kan jeg godt blive frygteligt skuffet. Og som følge deraf irriteret på mig selv eller dem jeg synes spænder ben dette ‘noget’.

Det der reelt sker, er at min forestilling om den ‘perfekte’ hyggeaften/lørdag formiddag/feriedag spænder ben for virkelighedens hyggeaften/lørdag formiddag/feriedag. Og i stedet for at det rent faktisk bliver fornøjeligt ovre i virkeligheden, så surmuler jeg og er irriteret fordi det ikke lever 100% op til min idé om hvordan denne hyggeaften/lørdag formiddag/feriedag skulle se ud.

Heldigvis sker det meget sjældent efterhånden. For jeg har trænet min skidt-pyt-muskel. Og bruger den netop i sådanne situationer. Her er den også rimeligt nem at bruge, fordi jeg jo egentlig godt ved, at det er mig, der er en idiot. Hvis jeg sådan lige tænker efter.

Det er dumt og tilmed forkælet at mukke over, at tingene ikke bliver som man havde troet eller tænkt. Dumt fordi det rent faktisk ødelægger selve oplevelsen i nuet, hvis en eller flere parter er fornærmede. Og forkælet fordi alting ikke altid kan (eller skal) gå lige efter ens næse. Måske den du nyder den pågældende hyggeaften/lørdag formiddag/feriedag med synes, at den ER helt perfekt.

Men hvad så når det ikke er en selv, der er idiot. Når det rent faktisk er de andre?

Så er det en hel del sværere at sige skidt-pyt, det er klart.

Men derfor kan det altså stadig tjene både dig selv og ikke mindst dine relationer i det store billede. Og for nemheds skyld så lad os lade denne trænings-session af skidt-pyt-musklen handle om, hvordan man bruger den i parforhold. Der er den nemlig meget, meget handy at have. Og det er et super godt sted at træne den i øvrigt. Der er som regel masser af muligheder for at bruge den ;)

Første præmis for at træne skidt-pyt-musklen: Din partner (eller ven) gør ikke noget med vilje for at irritere eller gøre dig sur eller ked af det.*

Anden præmis for at træne skidt-pyt-musklen: Begynd at kigge opmærksomt efter (og påtale/rose) det gode de gør, i stedet for kun at have fejlfinderbrillen på. Det gør ikke kun jer begge gladere, men det gør det også nemmere at sige “skidt pyt”, når du en gang imellem alligevel er kommet til at tage fejlfinderbrillen på.

Hvad gør man så i praksis?

Næste gang kæresten eller manden/konen glemmer at købe toiletpapir (for 117. gang), smider det våde håndklæde i sofaen, lader kniven ligge på køkkenvasken, kommer til at slette et bryllup fra fælleskalenderen, har drysset med skægstubbe i hele badeværelset, som var det konfetti eller har været i byen til den lyse morgen og glemt alt om både at sms’e og tante Oda’s 75 års fødselsdag dagen efter, så prøv lige at træk vejret dybt ned i maven, træk på skuldrene og sig “skidt pyt”. Og du skal mene det. Både for hans/hendes skyld, men også for din skyld og måske allermest for jeres.

Der er intet, Amager og halshug I.N.T.E.T., parforhold, der er blevet bedre, smukkere eller stærkere af småbrok over den andens utilstrækkeligheder eller forglemmelser. Bevares, de fleste parforhold overlever det, men de bliver ikke bedre af det. Måske de så bliver det af alt muligt andet godt, der også er, men ikke af konstant at udpege den andens dårlige sider.

Prøv at stille dig selv dette spørgsmål: Vil jeg i de næste 60 år dagligt blive irriteret over, at han smider sokkerne til vask på vrangen (eller hvad det nu er) eller vil jeg oprigtigt lære, at kunne se ud over det og i stedet bruge mit krudt, dér hvor det virkelig gælder. For jo, der kommer som regel langt større problemer end sokker, der har indersiden udad. Og hvis ikke, så pris dig lykkelig ;)

Når du kan mærke du er ved at blive irriteret over småting, så sig “skidt pyt”, træk på skuldrene og SMIL. Ikke bare inde i hovedet, men sådan rigtigt. Mundvigene opad. Tro mig, det virker. Og forestil dig så hvordan jeres (og dine) næste par timer ser ud, hvis du brokker dig, kontra hvis du siger “skidt pyt”.

* Skulle det være tilfældet, så skal der nok andre løsninger og/eller en udskiftning af partner i stedet. Lad mig til sidst lige understrege at det her BESTEMT ikke handler om at lade sig kue. Hvis du føler dig krænket, behandlet dårligt eller nogen tilsigtet har gjort dig ked af det eller svigtet dig, så skal du ikke sige skidt-pyt. Så skal du sige fra.

(Visited 4.957 times, 3 visits today)

Skriv en kommentar

21 Kommentarer

  1. Måske har der været en fantastisk god inspirationskilde idag?synes jeg klarede skidt pyt godt, hmm desværre først efter vulkanudbruddet?
    Fabelagtig gode billeder?

  2. Sådan et dejligt skriv – man kommer så langt med et budskab ved hjælp af lidt humør og glimt i øjet – og dét formår du. Du har desuden fuldstændig ret.. det er SÅ vigtigt at give lidt slip på forestillingen om det perfekte – først der får man øje på den dejlige virkelighed, tror jeg.

  3. Du er så pæn i det sæt så kan virkelig godt forstå at du elsker det. Jeg er jo blevet inspireret fra dig og har netop lige klikket mit 3 par wedgie hjem ( i den grå du har på) elsker virkelig også mine ?KH. Tanja

  4. Og det andet er også så godt skrevet. Og må da vidst ha kikket efter sådan en fin taske når vi kommer til Paris om ikke så længe ?

  5. Dejlig reminder om at jeg skal til at træne min skidt-pyt muskel lidt mere – tak!!
    Du ser brand godt ud i din hverdagsuniform, så jeg kan godt forstå at det der falder dig mest naturligt at iføre dig 70 % af tiden ??
    Kh Rikke

  6. Sikke et godt og inspirerende skriv, og det er bare så rigtigt alt sammen! Jeg har det seneste halve års tid virkelig gjort en indsats for at træne min skidt-pyt muskel, da jeg kan køre mig selv (og min tålmodige kæreste) helt flad, træt og trist, hvis tingene ikke går helt efter mit hoved, fx mht. Studie. Det er simpelt hen så unødvendigt, og med en bachelor eksamen på fredag (gisp), så er jeg så stolt af at jeg (80% af tiden) kun tænker på at blive færdig og fejre dét, i stedet for at skulle opnå et bestem resultat. Så tak for inspiration og hjælp herfra <3

  7. Hvor ER det her et dejligt indlæg, Emily – det er præcis grunden til, at du er min yndlingsblogger og har været det i mange år: det perfekte miks af mode, livsstil og personlighed. Du er voldsomt inspirerende og spreder altid den bedste stemning selv med de lidt “tungere” pointer/tanker. TAK for dig og denne blog! <3

  8. Tror også at den muskel bliver mere fremtrædende jo ældre du bliver….. Når man er blevet 50, er der bare ting man før var blevet irriteret over, der nu ligesom bare glider forbi, ikk !

  9. Elsker dine tanker og dette skriv.
    Noget jeg helt sikkert skal huske indimellem hvad enten det er med mand eller børn og måske i særdeleshed i min hverdag her i Kina.

    Der kunne jeg virkelig nyde godt af at gøre brug af denne muskel, for ikke at gå og blive endnu mere irritere over ting jeg reelt ikke kan ændre.

  10. Det her indlæg viser virkelig, hvad du kan som blogger: Afslappet, cool og klog i et og samme indlæg ;-)

  11. Det er nu også et outfit der holder 100 ;)

    Tror jeg skal i skarp træning med ‘skidt pyt’ musklen. Jeg er måske lidt for smågnaven over ham herhjemme, fordi han ikke rigtig hjælper til. Kommer dagligt med små bemærkninger, og ville da egentlig gerne undgå dem. Træningslejr it is :)

  12. Jeg gav en pytspand til min mand under min bryllupstale fulgt af søde og skarpe anekdoter og små sedler om ting ved mig, han gerne måtte smide i pytspanden i vores fremtidige liv. Idag bruger vi den begge aktivt ligesom vi (rimeligt random) bruger ordet “PRUUUT”, hvis stemningen bliver for trykket under en diskussion eller “silence treatment”-episode – det får ALTID smilene frem igen :D

  13. BUM! Når man ikke selv kan sætte ord på sine følelser, er det så rart at du kan, haha.
    “Selv er jeg RIGTIG god til at forestille mig hvordan ‘noget’ skal være. Og hvis virkeligheden så ikke matcher helt, så kan jeg godt blive frygteligt skuffet. Og som følge deraf irriteret på mig selv eller dem jeg synes spænder ben dette ‘noget” – Lige denne sætning, ååååh hvor kan jeg nikke genkendende til den følelse, og jeg var så bange for at det kun var mig der kunne have det sådan? Tak for remind omkring “skidt pyt” og “glimmer på” – du har så ret i alt du skriver, og det er så godt at blive husket på det engang i mellem! :-*
    Ps. jeg digger dit outfit, det er rart at det hele ikke ALTID skal være så gennemtænkt, men bare rart, smart og nemt! Knus og god weekend snart, kh. fra Jylland.

  14. Hejsan.
    Du lyder som om du har allerede den erfarenhed, som jeg på 67 år, först fandt for 8-10 år siden.
    Med andre ord: välg dine krig.
    Husker du dine ord fra ovenstående, kommer du langt.
    Jeg önsker dig alt godt for din framtid.
    Krammer i masser. Pia

  15. Kære Emily

    Du ser (som altid) super cool og afslappet ud og samtidig bare iøjnefaldende og særlig :) tænk at disse tillægsord kan kombineres, men de rummes alle helt spot on i dit outfit. Jeg har en “alt er godt♥️“ muskel, som jeg bare siger til mig selv, når jeg mærker en ærgelse over “for” små ting trænge sig på :) kh Tina

  16. Hej Emily. Sikke et dejligt indlæg om skidt-pyt musklen. Det kunne jeg vist godt blive bedre til, selv om jeg allerede øver mig:-) Det kunne have været fint at dele indlægget op i to separate indlæg, da jeg ikke helt kunne se koblingen mellem hverdagsoutfittet og det mere reflekterende indlæg og det blev lidt forvirrende – måske er jeg bare pernitten og så er vi tilbage med det med skidt-pyt musklen;-) Håber det er okay med den slags feedback. Kh.

    1. Haha… det er helt ok, både at være pernitten og feedback. Jeg forstår helt hvad du mener og tror også det kunne være hensigtsmæssigt her. Lige i dette tilfælde handlede det mest om ‘pladsoptimering’. Og så kunne et ellers lidt letbenet outfitindlæg, godt lige få en overbygning på, der handlede om noget helt andet. Kram E

    1. Nej ikke det helt vilde. Til gengæld synes jeg de er lidt store i str. Jeg tager dem en størrelse mindre end jeg plejer :) Knus