De her billeder er egentlig fra før sommeren, men det er sådan ca. det samme jeg går rundt i på repeat for tiden. Yndlings-jeans fra Levi’s (altid Wedgie-modellen eller gode gamle 501), vamset, blød strik, armyjakke og så pumps eller støvler.
Elsker hvordan fodtøj lige kan give det lille ekstra og gøre, at man ser nogenlunde kontoregnet ud.
Og nej, normalt cykler jeg ikke rundt indenfor, men billederne blev taget i forbindelse med en kampagne for Unicef på Skt. Petri (når man lejer deres cykler, donerer hotellet til Unicef) og jeg fandt dem lige ved et tilfælde og tænkte, de var for fine til ikke lige at dele. Det er knalddygtige Morten Nordstrøm, der har taget dem. Og det samme med denne fine, lille video. Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, hvor jeg cykler hen ;)
Hvis ikke I følger Morten på Instagram, så må I endelig lige gøre det. Stemningsfulde billeder af København med mere.
Men i dag skal det hverken handle om at cykle indenfor, støtte op om gode formål eller flødeskumskager. Det skal handle lidt mere om den der livsfilosofi, jeg af og til pipper op om: ‘Gør noget ved det eller lad det være’.
Den som er så såre simpel og alligevel mægtigt svær at udleve.
Jeg øver mig dagligt og af og til går det helt i ged, mens jeg andre gange har en oplevelse af at formå at prioritere og balancere. Og bruge mit krudt de rigtige steder. Og være helt zen omkring at lade det andet ligge.
‘Lad det være’-delen hænger tæt sammen med ‘skidt-pyt-musklen’, som jeg har snakket en masse om i dette indlæg. Det er vigtigheden af at kunne slippe ting (med ro i sindet) og/eller hvordan man lader være med at bekymre sig om noget, man ikke er herre over.
Siden har jeg også skrevet om ‘gør noget ved det’-delen. Første del af den i alle tilfælde.
Den af og til kedelige, men også nødvendige. Den om at få ‘overstået’ de ting, der nu engang skal gøres. Og få det gjort i en ruf og uden for meget brok og for mange svinkeærinder.
Men i dag skal vil tale om den lidt sjovere, men måske også angstprovokerende del ved at ‘gøre noget ved det’. Den der handler om at turde eller give sig selv lov til at gå efter det man gerne vil.
Om at ændre på tingenes tilstand, hvis ikke man er glad og trives.
Det valg og den mulighed har man nemlig (næsten) altid.
Do what you love. Den tag-line flyder internettet og de social medier over med.
Sådan en gang bullshit.
Sorry.
For mens det er super dejligt med en ‘hobby-med-et-indbygget-job-i’ og jeg helt bestemt er tilhænger af, at det man bruger majoriteten af sit liv på, overordnet skal fylde en med glæde, så tror jeg hele do what you love-dogmet, får flere til at føle sig frustrerede, triste og som om de netop ikke har fundet deres rette hylde, end det inkluderer og inspirerer.
Sidste år omkring denne tid ramte jeg muren. Og mens det især handlede om hormonelle problemer, der udmundede sig i en ekstrem træthed og fysiske gener, så satte det også en masse andre tanker i gang.
Jeg var nemlig ikke glad længere. Men når man står i en mindre livsomvæltning, så er det naturligt nok og mit råd er helt klart (også til mig selv dengang) i den sammenhæng ‘lad det være’. I alle tilfælde for en stund. Det er ikke tiden til at søge nyt job eller udfordringer. Selv den mest positive forandring kræver noget af en, så jeg vidste godt, at det ikke var tiden til at handle. Men i foråret da jeg havde det godt i kroppen igen, mærkede jeg efter. Tog temperaturen på basalhumøret så at sige. Og selvom jeg overordnet set brugte min tid på det, jeg elsker; at blogge, så var der efterhånden også fulgt for meget med, der vitterligt ikke gjorde mig glad. I alle tilfælde ikke længere. Og ikke på fuld tid.
Jeg tænkte og tænkte og tyggede på det. Og når man er løbet sur i noget eller drømmer om noget andet, så er det altså svært lige at komme på hvad man så vil. Det er der, man bliver lidt træt af, at blive præsenteret for do what you love. Altså med mindre man kan få et job, der består i at klappe hundehvalpe, der aldrig bliver ældre end 12 uger.
Så jeg tænkte videre. Og tyggede lidt mere. Og mærkede efter.
Jeg kom frem til, at jeg gerne ville arbejde lidt mindre. Eller i alle tilfælde mere indenfor nogle afstukne tider. Selvom jeg har været rimelig struktureret i mit selvstændige liv, så bliver det altid med lidt flydende grænser. Sådan er det når man har sit eget. Når man er en enmandshær og eneste ansvarlige. Jeg ville gerne til at have rigtigt fri igen. Om aftenen og i weekenden. Den slags handler jo især om at gribe i egen barm. Om at være fokuseret og effektiv, når man arbejder og netop ‘gøre noget ved det’. Uanset om man er selvstændig eller lønmodtager. Det ved jeg godt.
Noget af den generhvervede fritid skulle bruges til familie og venner. Alle dem der er allervigtigst for mig. Både de hurtige kaffeaftaler, men også roen, muligheden og overskuddet til virkelig at være der for dem. Samværet med dem jeg holder af har utrolig stor værdi for mig og er noget af det, jeg gerne vil fylde mine dage mere med.
Sidst men ikke mindst ville jeg i særdeleshed gerne arbejde lidt mindre med mig selv som omdrejningspunkt. I takt med, at jeg er blevet ældre, er idéen, om at tage afsæt i mig selv i alt hvad jeg gør, mindre og mindre tillokkende.
Jeg ville egentlig ‘bare’ gerne på arbejde og blive udfordret på og anerkendt for mine kompetencer. Ikke mit udseende eller toning af mavemuskler (eller mangel på samme) eller hår eller hvor mange likes dét og dét har fået på instagram. Jeg havde lyst til og brug for også at have en anden knage at hænge mig selv op på.
Forstå mig ret; jeg havde og har ikke lyst til at slippe blog og så videre, men jeg har bare lyst til også at være noget andet end det.
Og så kom jeg også frem til, at jeg var virkelig glad, dengang jeg underviste i hundetræning. Især hvalpeholdene apropos ovenstående afsnit om hundeklapningsdrømmejobbet.
Løse tanker og ønsker altsammen, men ikke desto mindre hjalp det mig stort, at sætte den slags kriterier op. Og det var dejligt at komme frem til, at det jeg egentlig gerne ville, var at skabe en rar, men spændende hverdag. Med udfordringer på arbejde og god tid til familie, venner og fritidssysler. Leve lidt langsommere. Det var ikke uopnåelige luftkasteller som det fluffy do what you love synes at lægge op til.
Men hvad gør man så derfra? Hvordan konkretiserer man sine løst definerede delmål og fører dem ud i verden?
Jeg startede med at rydde op i mine arbejdstider og selv aktivt skabe mere ro og mere tid til det, jeg også gerne ville. Holde fri. Rigtigt. Lave små heller med digital detox over en weekendt hist og her. Og siden henover sommeren.
Og så søgte jeg et job. Ikke hundeklapningsjobbet, men tæt på, på drømmejobsskalaen. Efter snart 5 år som selvstændig og 9 år med bloggen føltes det helt skørt og lidt som at være nogen utro. Men hvis ikke jeg fik det prøvet af, så ville jeg jo aldrig finde ud af om mavefornemmelsen omkring det meningsfulde (for mig), i at arbejde for nogen andre, holdt stik. Og så var det tilmed en (som udgangspunkt) tidsbegrænset projektansættelse. Med andre ord en god mulighed for at teste for en periode.
De her ting skete ikke fuldstændigt lineært og samtidig med nogle af ovenstående ‘gør noget ved det’-handlinger, så skrev jeg til den hundetræningsklub, hvor jeg før i tiden underviste og spurgte om de havde brug for et par ekstra hænder af og til. Måske var det endda noget af det første jeg gjorde, nu jeg tænker efter.
Netop for at komme i gang med at ændre på min situation og ikke mindst ud fra devisen om at mere avler mere. Og det var glæden jeg ville have mere af. Igen.
Selv det allerstørste gravearbejde skal starte med et lille spadestik ikke? Eller noget ;)
Og i det her tilfælde virkede det efter hensigten. Det var rigtigt rart at stoppe op og evaluere og korrigere lidt på nogle parametre. Se og mærke det sprede sig. Få overskud til det, der virkelig betyder noget og giver mening for mig.
Som med meget andet er tingene ikke statiske. Og selvom jeg på mange måder levede det, der var min drøm for nogle år siden (en drøm jeg havde knoklet hårdt for at nå), så passede den drøm ikke rigtigt længere. Som en frakke der er blevet for lille eller hvor man pludselig ser, at farven slet ikke er så god til en. Eller at den i alle tilfælde ikke er god at gå i hver eneste dag.
Vi bliver bombarderet med historier om spændende start-ups, selvstændiges eventyr og ikke mindst folk, der ser ud til at leve af at være på ferie (tro mig, det kræver også sit, jeg har kun snuset lidt til det erhverv, men nok til at jeg ved, at det er benhårdt).
Men what you love eller ‘drømmen’ behøver jo ikke nødvendigvis være i de luftlag. I alle tilfælde ikke altid. Eller for alle. Så sort/hvidt er det ikke. Heldigvis.
Det kan også ‘bare’ være at have en god hverdag. Med tid og rum til det og dem man elsker og med noget interessant at rive i som beskæftigelse.
Og at turde gå efter det.
Jeg blev for nyligt færdiguddannet som materialist – og jeg var egentlig glad for jobbet – men træt af arbejdstiderne (og lønnen). Jeg arbejder kun et halvt år efter, da jeg kort tid efter jeg blev færdiguddannet fandt ud af, at jeg gerne ville uddannes på kontor. Både fordi det på den ene side interesserer mig rigtig meget, men også fordi arbejdstiderne tiltalte mig.
Jeg synes faktisk der var en del, der ikke forstod mig valg. Jeg måtte jo have vidst hvad “jeg sagde ja til”, da jeg startede på salgsassistentuddannelsen.
Jeg blev egentlig lidt forvirret over, hvorfor folk reagerede sådan. Men tja, jeg ved ikke om det er fordi, at de altid har været glade i “deres kasse”, imens jeg følte, at jeg var vokset ud af min.
Der er intet i vejen med nogle af delene – man skal gøre hvad der gør en glad.
Jeg er enig med dig i, at “do what you love” er lidt bullshit – jeg vil rigtig gerne arbejde på kontor, og jeg glæder mig til, at starte på den kontorplads jeg var så heldig at få – men jeg ville da endnu mere elske, hvis jeg ligesom dig, kunne leve af at klappe hundehvalpe. Det er dog mere realistisk, at finde en arbejdsplads man kan være glad på og få udnyttet sine evner og talenter – men om det lige præcis er et “do what you love” job, det ved jeg da ikke.
Selvom jeg savner at du laver flere opslag, så synes jeg det er fedt at du har fået et “helt almindeligt job”, som kan give dig mere frihed og mulighed for at trække grænserne mellem job og fritid tydeligere op!
Jeg synes det er så skønt, når folk mærker efter, reflekterer “dagligt” over livet og hvad man har lyst til, fremfor at blive stående et sted, hvor man enten ikke rykker sig yderligere eller ikke længere har det godt med at være. Det er livet simpelthen for kort til :-)
Jeg forstår faktisk godt hvad du mener. Har altid følt mig så forkert på den når folk har snakket om hvor spændende deres arbejde er og at de laver det de elsker allermest. Jeg har et almindeligt 8 til 16 job som faktisk ikke er sindssygt spændende. Men jeg elsker at jeg har helt fri når jeg forlader kontoret. Og at jeg har nogle søde kollegaer. Og at jeg får en rimelig god løn. Og at jeg overhovedet har et job, det er der mange jeg kender som ikke har.
Og det er nok. Jeg behøver faktisk ikke at knuselske mit job så længe det giver mig frihed til at leve mit liv (privatliv) som jeg har lyst.
Kloge ord. Jeg er selv et sted, hvor det er tid til aktivt at arbejde for at få lidt mere glæde ind i hverdagen, så dit indlæg er meget inspirerende.
Jeg forstår dig simpelthen så godt. Jeg har selv vekslet mellem et arbejdsliv som selvstændig og lønmodtager og i perioder haft svært ved at finde ud af, hvad jeg vil med mit liv. Andet end at opleve lykke hver eneste dag.
Det kan sørme være svært at tjene penge på det, man egentlig drømmer om, og det er frustrerende ikke at kunne finde ud af, hvad man har lyst til. Der har jeg siddet fast i lange perioder.
Pøj pøj med de nye udfordringer!
Må vi snart høre lidt mere om, hvad dit nye job går ud på? ?
Så gode og inspirerende overvejelser – og helt generelt noget, jeg forsøger at minde mig selv om så ofte som muligt. Sidder også selv midt i gør noget ved det-fasen, og ved med sikkerhed at det nok skal føre noget godt med sig, men tiden fra man begynder at handle til det endelig lykkes kan godt nok også være svær at arbejde med! Men så er det jo bare skænt at finde bekræftelse og inspiration hos folk, der har klaret de samme udfordringer før :)
Knus
Tak ? – for inspiration til at rydde op
– for inspiration til at lade det ligge og for dig, som bare i sig selv inspirerer mig ?
Dejligt ærligt indslag som mange burde forholde sig til ❤️
Er Wedgie-modellen altid så kort? Med lidt bred bagdel og lår kommer jeg tit til at se tumpet ud med 7/8 længden, men modellen ser SÅ skøn ud omkring mås og talje!
Kæreste Emily!
Jeg har fulgt dig helt fra din spæde start. Oplevet din udvikling her på bloggen og elsket hvert et indlæg. Din blog kan noget helt særligt, som jeg ikke finder på andre blogs.
Det her indlæg ramte mig bare helt vanvittig hårdt. Jeg ved ikke helt hvorfor, fordi jeg står på ingen måde i samme situation som du eller noget der ligner endda. Jeg er studerende. Og alligevel kan jeg så meget relatere. Dine ord og din fortælling giver mig en ro. Som var det her bare lige præcis dét jeg har haft behov for at høre længe.
Jeg synes desuden at din beslutning og evne til at mærke hvad der er det rette for dig, er noget af det sejeste og mest inspirerende overhovedet og dine ord gav mig associationer til den samme følelse jeg får, når jeg læser noget af Hella Joof.
Tak.
Alt det bedste
Camilla Kirstine.
Kære Emily,
Mange tak for dette indlæg.
Det sætter nogle vigtige tanker igang hos mig, der som nyuddannet og jobsøgende bruger en del tid på at tænke over og prøve at definere, hvordan en god hverdag i “voksenlivet” egentlig skal se ud for mig.
I første omgang er “et job” næsten lige så vigtigt som “drømmejobbet”, men alligevel finder jeg det vigtigt, at jeg bibeholder et klart fokus på hvad jeg gerne vil og hvad der gør mig glad :)
Kære Emma. Jeg må simpelthen lige give dig nogle ord med på vejen. For jeg har været (og er på en måde stadig) i dit sted, men bare et år længere fremme. Færdig og igennem hele det system, som det på en måde forventes, at man gennemfører. Jeg har aldrig før haft så meget personlig krise, som da jeg blev færdig og skulle finde min position på jobmarkedet og tilmed min nye identitet – nu hvor jeg ikke kunne kategoriseres som enten folkeskoleelev, gymnasieelev, en der holder sabbatår eller en studerende. Wauw, hvor er det bare svært! Og det var jeg slet ikke forberedt på. Ikke at man kan “forberede sig” på det, men jeg havde aldrig hørt andre fortælle om den slags krise. Så nu vil jeg gerne fortælle dig, at du ikke er alene!
Som sagt er jeg nu et år længere fremme og mit råd til dig er helt sikkert bare at finde “et job”, selvom det ikke umiddelbart er “drømmejobbet”. Måske ved du hvad dit drømmejob er? Men det gjorde jeg ikke (og gør stadig ikke, hehe, i hvert fald ikke hvor det findes). Uanset hvilket job du tager, så lærer du noget om dig selv, du finder ud af, hvad der karakteriserer en god hverdag for dig, og du bliver i stand til at søge mere og mere i retning af det, du gerne vil og skabe de forbindelser og møde de mennesker, som kan hjælpe dig videre eller inspirere dig til at komme videre i processen. Og som Emily også nævner, ja så er intet statisk og drømmejobbet nu er det måske ikke næste år. It’s not the destination, it’s the journey. Rigtig god vind fremover, Emma!
Kære Anna (og Emma, som gav anledning tid din kommentar)
Det, du skriver, er den mest præcise beskrivelse af, hvordan jeg havde det post-gennemført uddannelse, jeg nogensinde har læst. Nøj, en personlig krise jeg havde. Jeg var så ufattelig heldig, at jeg havde job fra dag 1 efter endt uddannelse, men jeg var alligevel i tvivl, om jeg var landet på den rigtige hylde eller ej. Jeg var bare glad for at have fået et arbejde. Jeg vidste nemlig godt, at det første arbejde formentlig ikke ville være drømmejobbet. Men jeg skulle bare i gang. Så kunne drømme altid udleves senere. Men det at gå fra at være studerende og altid have et semester at færdiggøre, hvorefter hverdagen ville blive vendt totalt på hovedet, til den daglige gang på en arbejdsplads uden egentlig afslutningsdatoer (andet end deadlines og fremtidige ferier selvfølgelig). Det var en kæmpe omvæltning for mig. Samtidig flyttede flere og flere væk fra den by, jeg havde læst i, og jeg stod pludselig tilbage i den by, jeg havde nydt og elsket som studerende. Men som arbejdstager? Der havde jeg jo slet ikke tid til at nyde byens mange muligheder.
Så tak, Anna, for at bekræfte mig i, at jeg ikke var den eneste. Og til dig, Emma, vil jeg bare sige held og lykke! Det er mega fedt at blive færdiguddannet og stå med en underskrevet kontrakt i hånden. Men det er også hårdt. Du må bare ikke tro, at du er den eneste, der føler det sådan. Du er ej heller den eneste, der skal prøve 2, 3 eller måske endnu flere jobs af inden, du finder den rette hylde. Jeg er nu landet i job nr 2 siden endt uddannelse, og her føler jeg mig hjemme. På nuværende tidspunkt. Hvem ved om et par år… Som Emily så fint siger, så kan drømme ændre dig, og så må man tage det op til revurdering. Held og lykke med det hele, Emma, og tak for din fine kommentar til dette indlæg, Anna!
Tusind tak for din respons, Gitte! Dejligt at høre fra andre og jeg er glad for, at du lige nu føler dig hjemme og tilpas i dit job – så er der håb forude ;-)
Og ja, for pokker, som om omstilling til arbejdslivet ikke er nok, kan der også være andre parametre at tage stilling til. Jeg havde 3 måneder til at finde et nyt hjem, da jeg naturligt nok skulle fraflytte mit kollegie, hvor jeg havde haft den fedeste tid i 5 år. Hvad så nu? Skal jeg købe eller leje? Hvor i landet vil jeg jeg egentlig bo? Og det er super svært, når man samtidig søger job og ikke har noget til at forankre sit liv et bestemt sted. Alle bolde er ligesom skudt i luften! Jeg prøver vist bare at leve i det og nyde hver dag, uden at tænke for langt frem. :-) KH
Kære Anna og Gitte!
Tusind tak for jeres enormt hjertevarme og hjælpsomme kommentater!
I har fuldstændig ret – livet som færdiguddannet er anderledes end alt jeg ellers har været vant til indtil nu. Som I så rigtigt skriver, så er det lidt af en personlig krise at finde ud af hvem man er post-uddannelse, hvad man kan, og hvem der kan bruge en :)
Jeg har en klar ide om hvad jeg (overordnet set) drømmer om at beskæftige mig med, nemlig litteratur, men det er alligevel lidt svært at definere det i en konkret stilling, når jeg nu ikke har mere erfaring end jeg har. Derfor lytter jeg til jeres gode råd og ser mit arbejdsliv som en process, der begynder med mit første job, og forhåbentlig med tiden leder til mit drømmejob :)
Tak for jeres indput!
Tak for et fantastisk fint indlæg.
Lige det kærlige spark, som jeg har brug for netop nu.
Fantastisk indlæg ?????? jeg bukker mig i støvet for din pen og din vid!
VIRKELIG godt indlæg! Super inspirerende – sætter helt klart gang i nogle tanker ✨?
Jeg er så enig. Hvor er det et godt indlæg.
Do what you love ER BULLSHIT. For så skulle jeg fx spise flødeskumskager hver dag, fordi jeg elsker det!? Do well. Det motto kan jeg forstå. Eller do what is needed of you. Do it! Jeg vil så gerne slå et slag for vigtigheden i at anerkende at vi har pligter i samfundet. Vi kan sgu ikke leve efter mantraet do what you love – for der er dælme meget, vi skal og bør, som vi ikke nødvendigvis elsker. Det absolutte lavmål var en der sagde til mig, at han ikke kunne deltage i en fødselsdag, fordi han “ikke havde nok følelsesmæssig kapital” til det.
Herre Gud altså!
Jeg har uddannet mig inden for min hobby, og driver ved siden af jobs egen virksomhed inden for samme felt. Jeg elsker det, men fik også helt vildt hurtigt øjnene op for at jeg manglede den der del jeg “bare” gjorde for mig selv – uden pres eller momsregnskaber.
Så jeg begyndte at gå til tegning igen en dag om ugen, og det er det bedste jeg har gjort for mig selv nogensinde. Det skal aldrig være andet end mit fristed!
Kære Emily
Tak for dine kloge ord. Jeg har fulgt dig i flere år. Du rammer i din blog noget ærligt og menneskeligt med en sødme, jeg gerne vil være i selskab med. Og på et tidspunkt, hvor jeg selv var ked af hverdagen, fandt jeg dig i en boligreportage og kan huske, at du på kort tid gjorde mig glad for fingerringe og neglelak. Det var det små i det store. Jeg havde glemt mig selv, og kom gradvist tilbage. Og det betød meget.
Jeg er ti år ældre end dig. Jeg har en ret vild karriere, hvor jeg arbejder for andre. Og er glad i glimt.
Jeg glæder mig til, at du bliver ældre. At mavemusklerne bliver mindre markerede og til dit fornyede fokus. For også det tror jeg, du bliver god til. Og på din rejse vil jeg nyde at lade mig inspirere.
Tak for dig, din alt andet end overfladiske blog og din insisteren på at finde dig selv. Jeg læser ingen andre bloggere end dig. Jeg keder mig med et dameblad mellem hænderne. Du giver af dig selv med sødme, intelligens og inden for et 260graders spektrum, og tråden her er det perfekte bevis for, at evner man at give af sig selv, så får man meget igen❤️ Jeg håber, du kan mærke, at dine læsere holder af dig, fordi du fremstår som et helt menneske.
Tak for det her indlæg! Du er så god, Emily, og dine tanker og skriverier vækker meget genklang i mig. Alverdens gode tanker til dig <3
Herhjemme drømmer vi om en hund. Vi er nemlig overbevist om at sådan en lille pelstot kan være med til at gøre vores hverdag endnu bedre. Vi er glade for cairn terrier og vil derfor gerne høre lidt om hvilken litteratur du kan anbefale ift hvalpetræning, hundetræning mm gerne med fokus på terrierens egenrådige temperament. Måske hvalpetræning kan få sit eget indlæg her nu du er begyndt som hundetræner igen.
Dejligste damer! Tak for jeres gode kommentarer og for at I også deler så meget ud af jer selv <3 Jeg glæder mig til at nærlæse og svare på alle jeres gode beskeder snarest.
Kæmpe kram Emily
Tusind tak for dit fine og inspirerende indlæg <3
Selv tak, hvor er du flink at skrive sådan. Stort klem Emily