Egentlig troede jeg ikke, der var gået så lang tid. Indtil jeg kiggede efter altså. Men det er så længe siden som i efteråret sidste år, at jeg sidst postede et rigtigt ‘dagens outfit’.
Det der engang var denne blogs rygsøjle, er efterhånden helt væk og det er egentlig synd og skam. For jeg har stadig tøj på. Bare så vi har den del på det rene. Og jeg går også stadig op i, hvad jeg har på, omend det er efter nogle helt andre kriterier nu, end dengang jeg startede bloggen for snart ti år (!?!) siden.
Dengang var nyt, gerne lidt skørt og on trend det væsentligste (se bare her fra 2012 eller endnu bedre her fra 2011), mens jeg nu hælder mere til genbrug (af egen eller andres garderober), holdbart og klædeligt. Jeg syntes, det var herligt at eksperimentere så meget på (ud-) påklædningsfronten dengang jeg var i 20’erne, men det er altså også rart, at der er mere ro på nu.
Hue Acne// Jakke H&M Studio (fra sidste år)// tee & Other Stories (gammel)// bukser Boob// taske Acne// støvler Doratheymur (gamle)// halskæde Ro Cph
Men fordi jeg har gået mere og mere i det jeg allerede har og købt mindre og mindre nyt, har jeg måske ikke følt mig så inspirerende på dén front. Hvilket når jeg tænker over det er dumt. Måske det netop er interessant at se det samme tøj sat sammen på kryds og tværs? Og at det er ok, at nogle ting er gamle eller second hand og ikke lige er til at klikke hjem?
Oven i at jeg følte mig uinspirerende (hvilket måske, måske ikke mest foregik oppe i mit hovede), ændrede min krop sig. Det var tilsigtet. Jeg skulle træne mindre og tage lidt på for at fremme min fertilitet.
Og mens det ikke som sådan ændrede mit forhold til min krop, så ændrede det på min lyst til at posere på billeder. Det er egentlig lidt skamfuldt for mig at sige, men jeg tror mest det bundede i, at jeg ikke orkede at folk spurgte, om jeg var gravid (fordi jeg havde taget på), når jeg ikke var det.
Jeg har altid haft et overraskende ukompliceret forhold til min krop. Altså jeg tør næsten ikke sige det, for det virker som om, det er lidt af et faux pas som kvinde og omvendt ville jeg ønske, at flere kvinder brugte deres kvikke hoveder til at tænke mere på venskaber/politik/kultur/whatever og mindre på størrelsen af deres lår.
Det er selvfølgelig ikke sort på hvidt. Jeg følte min krop svigtede mig, da jeg i perioder ikke fik menstruation og havde svært ved at blive gravid pga. min PCOS. Selvfølgelig gjorde jeg det. Jeg var af og til vred på og skældte min krop ud. Dumme krop, der ikke kunne finde ud af det eneste, den egentlig skal kunne.
Men på udseendeskontoen har jeg egentlig altid synes den var fin og flot. Igen, det føles så forbudt at sige. Men sådan har jeg altså haft det. Uanset om den vejede lidt for meget eller lidt. Uagtet at jeg har andefødder med pølsetæer og appelsinhud på lårene og numsen. Og at mine ben ikke er verdens længste eller at jeg (normalt) er ret fladbarmet og til gengæld har mere tendens til junk in the trunk. Eller at jeg har til gården, men ikke til gaden, sagt på godt gammeldags dansk. Jeg kan jo godt se de ting, men helt ærligt. Jeg er ligeglad, det er sådan jeg er og en del af pakken. En pakke jeg godt kan lide. Jeg har altså bare et ret afslappet forhold til min (og andres i øvrigt) krop og synes den er sej og dygtig og pæn. There I said it…
Jeg tror, det er min mors fortjeneste. Min mor er køn og sød og ret rund på maven, men hun har aldrig (og det er lidt vildt, at det skal være så unikt) skammet sig over sin krop eller talt dårligt om den overfor mig. Tvært imod har hun rost den og virket som om hun syntes, den var lækker. Den slags smitter altså. Det har jeg skrevet mig bag øret, hvis jeg får en pige (selvom jeg nu også tror drenge kan have godt af den påvirkning, men tror altså det rammer piger i højere grad): Ikke tale grimt om sin krop eller råbe højt om, at den er forkert eller skal slankes eller forandres foran sine børn.
Men hvad sker der så, når kroppen bliver gravid? Som udgangspunkt har jeg det lige så godt med den som før, hvis ikke bedre. Jeg synes den er endnu mere dygtig og sej. Og VILDT fascinerende. Den kan jo de mest utrolige ting. Altså udover at crave hotdogs, toast og jordbær.
Det er til gengæld en helt anden sag, det med påklædningen. Manner hvor er det svært. Nu har jeg øvet mig i mere end tredive år på at klæde min krop på og vupti, er den en helt anden. Jeg troede, at jeg skulle gå i ting, jeg havde i forvejen. Løse skjorter og kjoler og sådan. Men når brysterne skyder fra en lille B-skål til en E-skål (wtf?) på et par måneder, så kan selv de løseste toppe stramme foroven. Og når man så også får en fin bold på maven (dén er jeg glad for, brysterne skal jeg stadig lige vænne mig til), så er det i alle tilfælde min oplevelse, at meget, meget lidt af det man har, passer længere.
Så jeg har måtte købe ‘nyt’ (herunder også second hand) og jeg har lånt. Det er helt sikkert forskelligt fra gravid til gravid, men for mig er det altså ikke rigtig en option ‘bare at bruge det jeg havde’.
Til gengæld har jeg sat nogle benspænd, for det jeg anskaffer mig. Det skal helst være noget, jeg også kan bruge (gerne lang tid) efterfølgende og/eller det skal være ammevenligt, når det kommer til kjoler og toppe. Med bukser prøver jeg at begrænse det, men har købt dem, jeg har på her på billederne (fra bæredygtige, svenske Boob, som flere af jer tippede mig om) og som jeg lever i og så et enkelt par gravidjeans. BH’er har jeg måtte købe en del af og der har jeg med det samme valgt amme-bh’er, så jeg trods alt ikke skal købe endnu en omgang til den tid.
Derudover overvejer jeg at leje tøj hos Vigga og Kalo Kopenhagen, er I nogen, der har prøvet det?
Det at jeg igen har lidt options, når det kommer til at klæde mig på, har givet mig blod på tanden igen. Deraf dette sjældne ‘dagens’. Måske det ikke behøver at være så sjældent endda? Kunne godt tænke mig – af alle ovenstående årsager – at blive lidt flinkere til at poste sådanne igen ♥
