Tilbageblik til da jeg var gravid i uge 12-15 (midt januar til midt februar)

Nærmest lige som jeg går ind i uge 12, tager jeg med en veninde på yoga- og surf-retreat på Sri Lanka. Turen har vi købt og planlagt inden jeg blev gravid. Faktisk købte jeg både den tur og et startnummer til halvmaraton samtidig i en slags trods over ikke at kunne blive gravid. Nå ja, og for at forkæle mig selv og lade være med at lade (min) verden dreje udelukkende om min (manglende) evne til at forplante mig. I næsten to år havde vi tænkte “hvad nu hvis” og prøvet at planlægge vores liv lidt efter en potentiel graviditet.

Dog faldt valget bl.a. på Sri Lanka grundet den lave risiko for zika-virus, så lidt graviditet havde jeg trods alt alligevel i baghovedet, da vi planlagde rejsen. Hvilket jo viste sig at være godt.

Jeg bekymrer mig lidt inden rejsen. Både for selve turen, men også hvordan det skal gå med både intensiv yoga, surf og madlyst/-lede. Kvalmen forsvinder dog nærmest som dug for solen nogenlunde samtidig, som vi tager afsted og jeg har det virkeligt godt og er frisk. Til gengæld er jeg SULTEN. Som i glubende sulten på en måde jeg aldrig har prøvet før. Jeg spiser især kæmpe portioner morgenmad. To spejlæg, frugt, avocado, yoghurt med müsli og 3-4 skiver brød.

Yogaen går fint med undtagelse af et par stillinger, hvor jeg laver noget andet. Eller chiller i childs pose. Om det er klimaet, kombinationen af masser af frisk tropefrugt og vegetar-curries, yoga eller surf ved jeg ikke, men jeg har det ‘som jeg plejer’. Måske det bare er tiden, der har gjort sin ting, men jeg mærker ikke meget til graviditeten.

Hvilket både er herligt, men også gør mig lidt nervøs. Jeg kan selvsagt endnu ikke mærke liv og uden kvalme og ubehag bliver jeg af og til lidt bange for, om der overhovedet er liv.

Dog begynder min mave at bule ud og det føles fortrøstningsfuldt. Der sker noget.

Det er HELT vidunderligt at være i vandet og jeg både bader og surfer til den store guldmedalje. Dog bliver det sværere og sværere at ligge på brættet og efter mange gode dage på brættet (hvor jeg tager masser af forbehold), beslutter jeg at stoppe mens legen er god.

Selvom jeg hele tiden har tænkt, at jeg vil være så fysisk aktiv som muligt i min graviditet, så skal det selvfølgelig ikke være med babys ve og vel som indsats. De sidste dage på den dejlige ø (på nuværende tidspunkt er vores yoga-retreat slut) nøjes jeg således med at gå lange ture på stranden og lave gode stræk og blid yoga, mens min veninde surfer.

Og så samler jeg skrald. Sri Lanka er ikke helt så slem som eksempelvis Bali, men jeg kan finde en hel del skrald på min morgengåtur alligevel. Det vækker stor opmærksomhed fra både lokale og andre turister. Jeg håber, det hjælper dem til, selv at husker deres affald næste gang de er på stranden.

Selvom det er helt skørt og det nok er liiiiidt tidligt med prægning, så glæder jeg mig også lidt over ‘at have haft baby med til’ den slags ting, jeg elsker og som står mig nært. At vi har surfet sammen, dyrket yoga, spist eksotisk/underlig/stærk mad, samlet skrald, svømmet med skildpadder og set blåhvaler.

Vel hjemme igen starter en ny, massiv craving: Boller med smør og ost. Jeg har aldrig været en fornægter af godt brød med smør (det kunne meget vel være min livret), men sådan noget skæreost har aldrig helt været min ting. Det er det nu. Jeg skal have mindst en bolle med smør og ost om dagen og på en eller anden måde, smager den endnu bedre, når en anden har smurt den for mig. Således frekventerer jeg bageren på min rute til arbejde (Brød på Enghave Plads) dagligt med afstikkere til andre bagere ved lejlighed. Hart har det dejligste, piskede smør og jeg sørger for at alle aftaler finder sted dér. Eneste minus er at de ikke har et toilet. Min hyppige vandladning er nemlig akkurat som i sidste graviditetsindlæg. Altså yderst hyppig.

Jeg rammer Danmark igen lige midt i fastelavnsbollesæsonen. Og jeg har glædet mig. Noget af det første jeg gør, da jeg kommer hjem, er at købe en fastelavnsbolle. Men den smager mig ikke. Overhovedet. Jeg prøver et par gange til med en uges mellemrum, men stadig uden at det fungerer. Graviditeten har slet og ret snuppet min lyst til fastelavnsboller. Nuvel, jeg må tage revanche næste år…

Det er fantastisk at se Penny igen efter flere uger på Sri Lanka og jeg tror, hun kan mærke at der er et eller andet med mig. Hun er ekstra kælen og forlader ikke min side.

Jeg ses med bl.a. Cathrine, der forærer mig den fineste, strikkede dukke. Første ting til baby. Det føles dejligt, men også skræmmende. For jeg er stadig lidt for gavmild med sætninger som “om alt går vel” og “hvis det hele ender lykkeligt”, men jeg begynder dog langsomt at tro mere og mere på det. Og glæde mig ♥

Ps. Gravid uge 8-11, Gravid uge 6 og 7 og Gravid uge 4 og 5.

Pps. Vi skal være forældre.