Tilbageblik til da jeg var gravid i uge 8-11 (slut december til start januar)
Denne del af graviditeten er præget af samme massive kvalme hele døgnet som i forrige ‘afsnit’, mens brysterne begynder at slappe lidt af. Altså de bliver selvklart ikke mindre igen, men de stopper med at være dødsømme og de tager også lige en pause fra voksespurten.
Kvalmen er en underligs størrelse, for selvom jeg har lært mig tricks til at tackle den nogenlunde (morgenmad nærmest inden jeg står op, hyppige, små måltider, citrusfrugter, lakridser og knækbrød), så er den der hele tiden, også selvom den er dæmpet. Jeg har med andre ord en nyfunden respekt for graviditetskvalme og alle kvinder, der går den igennem. Den er så allestedsnærværende og fylder så meget. Jeg kan bedst sammenligne det med at have en voldsom, kronisk smerte et vitalt sted.
Men jeg er også SÅ glad. Så glad og helt igennem lykkelig over overhovedet at være gravid og så forventningsfuld, at det overskygger kvalmen og de små lændesmerter, jeg er begyndt at døje med. Og for at være helt ærlig, så er kvalmen også sært betryggende. Man har aldrig fundet ud af præcis, hvad graviditetskvalme skyldes eller hvad det skal ‘gøre godt for’, men man ved, at det hænger sammen med graviditetshormonet HCG (dermed ikke sagt, at man er mindre gravid, hvis ikke man har kvalme, nogen har det, nogen har det ikke), så for mig er kvalmen en slags forsikring.
Men den har også følgevirkninger, kvalmen. Jeg har aldrig tidligere været køresyg, men det oplever jeg i stor stil nu. Jeg bliver også nemt svimmel og hvis vi skal tage alle skavankerne med, så skal jeg også hele tiden tisse. Også om natten. Flere gange. Det har jeg heller aldrig prøvet før. “Det er godt nok lidt tidligt med det tisseri”, siger min mor og hentyder til, at det jo ret beset først bør komme, når livmoderen og barnet begynder at trykke på blæren. Jeg er bestemt ikke uenig, men det er min blære til gengæld.
Omkring uge 9 får jeg en ubændig trang til hotdogs. Ikke sådan en handy fransk en, nej nej en god, gammeldags ristet hotdog med det hele. Dog uden rå løg. Det er MEGET underligt for en, der stort set ikke spiser kød og som nærmest aldrig har spist sådan en sag før (det kan tælles på under en hånd, hvor mange gange jeg har spist en ristet hotdog i mit liv), pludselig at befinde sig foran den ene københavnske pølsevogn efter den anden i gang med at fortære min nye yndlingsspise.
Af og til kan jeg ikke helt overskue alt tilbehøret, men så nøjes jeg bare med en ristet pølse. Hotdog-cravingen er den underligste og mest sejlivede craving, jeg har haft ind til videre og den holder ved i næsten en måned. Det når at blive til en del hotdogs…
Prøver dog stadig at supplere med frugt og grønt hver eneste dag for både min egen og babys skyld. Hvis jeg har for meget kvalme til rigtigt at lave noget, så mikser jeg en hurtig smoothie med spinat, frossen broccoli, bær, banan, avocado og citron. Og så spiser jeg også graviditetsvitaminer foruden en håndfuld andre kosttilskud.
Som beskrevet i sidste afsnit, så frygter jeg julen, idet vi skal holde juleaften hos os, og jeg skal lave al maden. And og flæskesteg inklusiv og det er sådan ca. det sidste, jeg har lyst til. Men på (jule)mirakuløs vis har jeg ikke kvalme d. 24. december og har en hyggelig dag i køkkenet OG kan nyde lidt af maden, omend jeg spiser mest af tilbehøret.
Min ellers så søde tand er nærmest forduftet, men lige nougat har jeg lyst til, så det konsumerer jeg en del af omkring jul. Risalamande som jeg plejer at elske, gider jeg til gengæld slet ikke.
Juleaften fortæller vi vores forældre, at de skal være bedsteforældre. Det har været svært at tie stille så længe (jeg ser eller taler med min mor dagligt), men vi ville gerne lige være sikre og derfor nå en tidlig scanning i uge 9, inden vi deler med dem. For at være sikre. Til scanningen ser den lille reje fin ud OG der er hjerteblink. Vi græder begge glædestårer og jeg føler mig så glad og uendeligt heldig. Således kan jeg juleaften forære min mor det strikkekit, jeg har forberedt til hende i julegave: En strikkeopskrift til en sparkedragt, garn og pinde. På til-og-fra-mærket står der slet og ret “Til mormor”. Hun bliver lige dele overrasket, glad og rørt.
Vi fejrer mellemjul og nytår i en hytte langt oppe i Norge med gode venner og jeg stornyder et par dage på ski. Det er som om den vægtløse fornemmelse af at suse ned ad pisterne (omend jeg er mere forsigtig end sædvanligt), gør så godt. Selvom jeg stadig har det mystisk med (noget) mad, så begynder kvalmen at lette og bliver erstattet af en glubende sult. Hotdogs er stadig højt på listen, men jeg begynder også at blive svært glad for leverpostejsmadder. En anden spise, jeg heller aldrig rigtigt har yndet tidligere.
Må nok indrømme, at jeg altid lidt har troet at graviditets-cravings var en undskyldning for at spise en masse af noget, man godt kunne lide, men nu ved jeg bedre. Indtil videre har mine cravings primært været ting, jeg normalt ikke bryder mig om og som jeg aldrig plejer at spise. Det er så weird og random.
I starten af det nye år og i takt med at kvalmen er gået fra at vare hele døgnet til kun at kigge forbi hist og her, bliver jeg lidt nervøs. Er der stadig liv?
De tanker fylder meget og jeg ser derfor frem mod og er meget nervøs for nakkefoldsscanningen. Også fordi jeg er bekymret over om alt ellers ser fint ud såfremt, der er liv.
Men selvom det bekymrer mig, så er det selvfølgelig ikke noget, jeg tænker på hele tiden. Meget af tiden begejstres jeg over min mave, der begynder at bule lidt, over blodappelsiner (som jeg bliver lidt hidsig, hvis vi ikke har i huset) og over at jeg kan overskue at drikke kaffe igen. Ikke om morgenen (adr), men lejlighedsvis når jeg er et sted med en god cappuccino eller flat white. Filterkaffe eller stempel er stadig meget lidt delikat.
Det er kun ganske få veninder og nu vores familier, der ved at jeg er gravid, så da jeg er værtinde for et arrangement, skåler jeg i champagne og lader diskret den røgede laks passere (har netop lært at (kold)røget laks er no go når man er gravid – efter at have spist masser af netop det hele november og december, flot).
Og så skal vi endelig til nakkefold. Jeg er så nervøs inden, at jeg ryster og nærmest har lyst til bare at lade være. Så bange for at der ikke længere er liv, men rædselsslagen for at få det at vide. Så vil jeg hellere bare blive i troen lidt længere. Eller det vil jeg selvfølgelig ikke, hvis jeg ser helt nøgternt på det, men sådan føles det.
Men alt er så fint og vi bliver positivt overraskede over at se en MEGET livlig, lillebitte baby, der sparker, drejer sig og strækker armene. Vi havde forventet blot at se en klat og et hjerteslag, men her kan vi se sprællende arme og ben og et tydeligt hoved, overlæbe og næseryg og i det hele taget et foster i fuld vigør.
Jeg tror nærmest aldrig, jeg har været så glad (og lettet!) før ♥
Ps. Gravid uge 6 og 7.
Pps. Gravid uge 4 og 5.
Ppps. Vi skal være forældre.