
Inden jeg ‘går på barsel’ har jeg en drøm om at få lavet en lille håndfuld tilføjelser til bloggens venindebog. Jeg har allerede et par damer i kikkerten, men hvis der er en, I drømmer om at ‘komme hjem til’ og høre mig udfritte om dette og hint, så pip endelig op.
Jeg elsker vitterligt, at lave venindebøgerne fordi jeg både får lov til at lege Kender du typen (håber stadig DR ringer, den dag Anne Glad ikke vil mere) i kombination med at fotografere og tale med et interessant menneske. Så bliver det ikke meget bedre i min bog. Som udgangspunkt er det folk, jeg kender i en eller anden udstrækning (fra nære venner til bekendte) der er med, men der har også været nogen med, jeg ikke umiddelbart kendte i forvejen og som jeg sidenhen er blevet venner med. Netop på grund af venindebogen. Dét er hyggeligt.
Sådan var det med Signe Wenneberg, som jeg fotograferede og interviewede for snart tre år siden. Det var dengang, jeg for alvor begyndte at interessere mig mere for bæredygtighed og da Signe så inviterede mig på morgenmad i sit pragtfulde sommerhus, blev det starten på et grønt venskab. Forleden besøgte jeg Signe i selvsamme sommerhus og i den anledning, var I nogle der spurgte, om ikke jeg skulle lave venindebog med hende. Men det er altså allerede gjort :)
Og således tænkte jeg, at det måske var hyggeligt at samle lidt af veninderne fra arkivet her. Så er der lidt påskelæsning til at spæde bøgerne, aviserne og magasinerne op med. Som I kan høre, er påsketid lig med den helt store læsetid for mig.
Jeg har hyrdet et udpluk sammen her i indlægget, men alle venindebøgerne kan I finde lige her.
Forhåbentlig kommer der snart flere til. For selvom det er nogle af de mest tidskrævende indlæg at lave, så er det også nogle af dem, jeg holder mest af at producere.
God læselyst ♥




