I går var jeg til et møde inde i byen iført pænt og uplettet tøj og i dag har jeg ‘kun’ 68 ubesvarede e-mails i modsætning til de 500+, der ventede på mig i mandags og havde hobet sig op i løbet af mit barselsår. Og det på trods af, at jeg ellers følte jeg svarede på det mest presserende.
Og Kurt er glad i dagpleje også ved aflevering. Vi er på 3. uge nu og i sidste uge var der virkelig gennembrud og det lader til at alle er glade og ikke mindst trygge og har en god dag. Vi var ellers lidt bekymrede over, om vi måske gik lidt for langsomt frem. Det var tilsyneladende helt rigtigt pølsetempo. Virkelig, virkelig rart.
Med andre ord begynder det ægte at lugte af hverdag og tilbage på kontorpinden og jeg kan begynde indfri lidt af egne forventning og jeres ønsker. Også rart.
Men jeg er altså også noget sentimental og rørstrømsk for tiden. For manner, hvor kunne jeg bare godt lide barselslivet. Meget bedre endda, end jeg havde forestillet mig inden.
Jeg har aldrig tidligere haft så meget at gøre med spændbørn og det kom faktisk lidt bag på mig, hvor dejligt og meningsfuldt det føltes for mig, helt fra start af. Jeg havde nok først troet, ‘det blev sjovt’, når han var 6 måneder plus. Og jo, det var også monsterhårdt med et lille, nyt menneske og at blive mor (og føde et barn!) var – kliché men sandt – den mest utrolige oplevelse, der for evigt har ændret mig. Men mest af alt har det været helt, helt vidunderligt og noget jeg dagligt er taknemmelig over at have oplevet. Altså når nu jeg gerne ville det. At få børn er ikke for alle og jeg forstår og respekterer fuldt ud dem, der ikke synes det er for dem. Virkelig ♥
I går morges da jeg stod og låste min cykel op, så jeg en nybagt mor i færd med at inhalere en bolle fra Lagkagehuset og med en klynkende baby i vognen. Og genkendte mig selv for et år siden. Helt ned til den måde hvorpå hun lidt febrilsk rokkede barnevognen og den der trætte og skrøbelige, men alligevel seje aura, fordi man lige har fået skrællet tusind lag af sig på et par dage og samtidig lagt en hel del nye, men anderledes, til. Så sårbar og stærk.
Og jeg havde lidt lyst til at sige til hende (med al tænkelig kærlighed): “Nyd det”.
Velvidende, at hun nok havde pandet mig en, hvis jeg havde gjort det. Eller var begyndt at græde.
Så jeg sendte hende mit største smil og mest anerkendende blik i stedet. Jeg håber, mine øjne formåede at sige “Jeg ser dig, jeg var dig. Du gør det godt og du vokser ind i det og det i dig.” Moderskabet.
For et år siden gik jeg rundt på Amager Fælled en eftermiddag og græd fordi mit barn græd og var utrøstelig og ikke kunne eller ville sove. Helt rå og flosset og nok også sulten og tørstig. Altså mig. Kurt havde bare ondt i maven. Og dengang føltes det, som om det var en uendelig mængde tid, han havde ondt i maven og skreg hjerteskærende. Og jeg kan huske, at jeg nogle aftener også græd inden jeg gik i seng, fordi jeg slet ikke kunne overskue tanken om endnu en omgang opvågninger og natteamninger, der var noget biksede i starten. Det føltes også uendeligt og uoverstigeligt.
Men pludselig var det væk. Hans maveonde og skrigeturene og natteamningerne blev nemme og ikke noget jeg tænkte over. I dag kan jeg næsten ikke få øje på den svære periode og lykkes det, så ser jeg den i et noget rosa skær, fordi alt var så nyt og magisk og på en måde helt særligt ‘rent’ fordi intet andet havde min interesse. Har aldrig tidligere oplevet sådan et klart fokus.
Og jeg ville nok ønske, jeg havde nydt det lidt mere. Selv der hvor jeg følte mig helt sprød. For vips var det væk. Et lillebitte øjeblik.
Det kan man selvklart ikke, mens man er i det. Og jeg bebrejder bestemt hverken mig selv, eller den mor jeg så i går. Det er svært at vide, når man står i det og det er svært at nyde og værdsætte, når noget er benhårdt og føles uendeligt.
Men nu ser jeg sådan på hele barselsåret. Som et pragtfuldt øjeblik, der ræsede forbi.
Den dag Kurt startede i dagpleje gik jeg en tur med ham om formiddagen inden vi skulle derover. Han sov lur og jeg købte den gode kaffe og en karamelcroissant og så trillede vi på Fælleden, som vi har gjort det så mange dage det forgangne år. Som en lille hyldest til min barsel.
Og til at jeg fik lov til at blive mor.
I dag og alle dage fremover og især, når noget føles ekstra hårdt med mit barn, vil jeg prøve at huske mig selv på, hvor stærkt det hele går. Og at jeg måske kommer til at savne selv de svære øjeblikke, når først de er et overstået kapitel.
Jeg er klar over, at det ikke gælder dem alle. At det nok er de færreste der savner trodsige to-årige i flitsbue over tilsyneladende ingenting eller teenage-drenge, der efterlader gokkesokker overalt. Trods alt.
Og så et lille, virtuelt kram til alle jer mødre. Hvad end I er inde i en hård periode eller ser tilbage og mindes eller nyder. Og hvad end I er garvede, nybagte, midt imellem eller stadig ‘kun’ er mødre i hjertet: Jeg ser jer og I gør det godt ♥
Ps. Mere morliv, baby og barsel.
Så fint indlæg. Og det er kliche- men det går stærkt. Min midste er 4 år nu og min største er 15 år. Og det føles på engang længe siden at han var lille og alligevel huske jeg så stærkt, da den lille gut skulle starte i vuggestue. Livet er forunderligt og smukt.
Du skriver FANTASTISK!
Sikke et smukt indlæg! Jeg har fulgt din blog i efterhånden mange år, men aldrig skrevet eller kommenteret på dine indlæg før nu. Jeg blev mor for 3 måneder siden og da jeg læste dit indlæg kneb jeg en lille tåre (eller to). Jeg elsker min lille dreng, men hold nu op hvor er det en stor omvæltning at gå fra arbejdsliv til barselsliv – jeg øver mig hver eneste dag! Tak for at sætte så mange gode, fine og smukke ord på mor- og barselslivet.
Kærligst Johanne
Et rigtigt fint indlæg. Alle oplevelser er anderledes. Jeg elsker mit barn, men jeg sznes bestemt det er meget federe at have lidt større børn. Det var egentlig ikke så meget det, at det til tider var hårdt, men mere enomheden.
Jeg følte mig enson på barsel på trods af mødregruppe, som jeg kunne mødes med. Savnede virkelig professionel stimuli. Det skal siges at jeg er Corporate Mor. Arbejder meget (til tider på skøre tidspunkter for at hente tidligt).
Det har dog ikke stoppet mig fra at få nr 2, som vi venter til efteråret. Tænker ikke at jeg bliver så ensom denne gang. Har trods alt et barn på 3,5år, som altid har nogle sjove historier at fortælle.
Den dér kommentar om at græde inden man går i seng… Den går lige i hjertekulen på mig. Af alle de følelser livet som nybagt mor bragte med sig – og det var MANGE – så er dét en af dem, jeg husker tydeligst. Nok fordi den var så uventet og så uoverskuelig. Min datter (som var vores første barn) sov ikke lange lure om dagen, medmindre jeg gik med hende i barnevognen. Så jeg havde ikke tid til selv at få hvilet – kombineret med, at hun vågnede ca. hveranden time natten igennem, og hver gang tog amningen (i begyndelsen) næsten en time. Hvilket efterlod søvnintervaller á 45 minutter til en time til mig, og jeg var så smadret. Så træt, så tyndslidt, så ude af stand til at se mig igennem trætheden.
Normalt, når man er dødsenstræt efter for lidt søvn, glæder man sig bare til at ramme puden, trække dynen op og få den søvn man så desperat mangler. Men i mange, mange måneder var det ikke inden for rækkevidde, og når aftenen kom, var jeg så fortvivlet og desperat ved udsigten til endnu en nat med alt for få og alt for korte søvnintervaller, at jeg også græd. Jeg kunne slet ikke overskue det. Den dér følelse af ikke at vide hvornår man nogensinde får lov at sove igen… Det er skrækkeligt.
I dag er mine børn 7 og 10, og de dage er jo for længst bag os. Men følelsen husker jeg stadig klart som solen.
Kram til alle mødrene derude. I har så meget mere styrke end I aner. ❤️
Årh♥️ Den går lige i hjertet. Så rigtig og fin beskrivelse af den der blanding af sårbarhed, klarhed, intesitetvog styrke ?
Jeg sidder med tårerne trillende ned ad kinderne og en klump i maven. Tak, for de smukke ord, Emily ❤ De ramte rent hos mig.
At starte på arbejde igen i sidste uge var slet ikke sjovt. Jeg kunne sagtens tage et år mere. For det sidste er fløjet forbi. Mit liv har ændret sig, men alt er som det plejer. Min verden gik i stå – på den gode, smukke og perfekte måde – men for alle andre er det, som det plejer. Hvordan kommer man tilbage fra og til det? Jeg krydser fingre for, at det med tiden bliver nemmere. Indtil da, vil jeg kramme og kysse min datter lidt ekstra meget. Og også huske at nyde det, når putning tager 45 min. og hun ikke gider at spise. Eller igen graver i potteplanter og hiver bøger ud af bogreolen. For alt er jo en fase, der aldrig kommer igen – hverken de gode eller dem, man lige nu godt tror, man kan undvære.
Der gør bare ondt at være mor. Men hold op, hvor gør det også godt.
Så fint et indlæg, det rammer plet hos mig, som også lige er begyndt i arbejde efter et års barsel med mit første barn. Og hvilket år! Det har været fyldt af alle følelser i hele spektret, og lige så kort et øjeblik barslen føles nu, lige så langsomt gik tiden i stunderne med gedigen søvnunderskud og en grædende baby i armene. Du er virkelig god til at sætte ord på følelser og stemninger, og det fik tårerne til at løbe ned af mine kinder, fordi dit indlæg opsummerer mit barselsår i al dets pragt. Jeg nyder at følge med hos dig :-)
Tak <3 Vil anbefale alle mødre at læse det her!
Ej men altså, så græd man (jeg) også lidt onsdag aften. Hvor er det fint skrevet, både om at være god ved sig selv når det er nyt og udfordrende og når man husker sig selv i de situationer. Og din taknemlighed over at opleve det og medfølelse for alle mødre i alle stadier af moderskabet. Det er rørende!
Du virker som et helt utrolig rart og godt menneske, hvor er Kurt heldig han har fået fornøjelsen af dig som mor.
Jeg er præcist samme sted som dig. Starter op på mandag og den lille (som er min nr 3) startede også i dagpleje her i august.
Tak for at sætte nogle virkeligt fine ord på. Det er vigtigt at huske at nyde i øjeblikket, selvom det er så fandens svært. Jeg er blevet endnu mere bevidst om det ved 3. Barn, man kan nyde det på en helt anden måde fordi man er afslappet i mange ting og føler man har prøvet alt før ?
Held og lykke med tilbagevenden til virkelighedens verden og tak for din fine blog og profil ?
Måske dit smukkeste skriv ♥️
Gokkesokker over alt! ?
Så dejligt et indlæg. Jeg har nydt at følge med. Min datter er 11 måneder, så det har været rart at læse om andre, der lige har været der. Hun skal starte i vuggestue om en uge. Jeg, på en gang glæder mig og er mega skræmt omkring det.
Alt det bedste til jer!
Så fint et indslag. Sidder her med en 6 uger gammel lille pige der lige nu sover på mit bryst. Og prøver at nyde disse øjeblikke og når hun er vågen og glad, for det er nemt at glemme dem når der er masser af gråd over luft i maven og lillepigen mener at det er fedt at være vågen fra omkring midnat til kl tre.
Uh, jeg sidder med en klump i maven og føler mig fuldstændig spejlet i dit skriv – og i de erfaringer/følelser, som andre deler i kommentarsporet. Tak for dig, Emily! For at dele op- og nedture som mor til Kurt (sødeste, lille unge!!) og skabe et rum, hvor andre kan træde ind og blive genkendt. Jeg har en lille søn på tre måneder og begynder nu – glimtvis – at falde på plads i min nye rolle. Det er – som du skriver – benhårdt og vidunderligt at være nogens mor. Jeg har ikke fulgt med vildt længe, men jeg støvsuger din blog for ‘mor’-indlæg og tilhørende kommentarer. Jeg læser, griner, græder, tænker og forsøger at finde en ro i, at jeg ikke er alene. Du og I andre er på en måde blevet min virtuelle mødregruppe. Og sådan én har jeg virkelig savnet. Kram herfra
Åh. Så utrolig fint. Jeg ligger på min sofa med min runde mave og venter på mit første barns ankomst anytime. Og timerne snegler sig bare afsked. Men hvor skal man nyde det, det mindede dit indlæg mig om. Også nu, de sidste dage med min datter i maven. For de kommer heller aldrig tilbage.
Tak for påmindelsen og for at pege på, hvor smukt livet med vores børn er ❤