I går var jeg til et møde inde i byen iført pænt og uplettet tøj og i dag har jeg ‘kun’ 68 ubesvarede e-mails i modsætning til de 500+, der ventede på mig i mandags og havde hobet sig op i løbet af mit barselsår. Og det på trods af, at jeg ellers følte jeg svarede på det mest presserende.
Og Kurt er glad i dagpleje også ved aflevering. Vi er på 3. uge nu og i sidste uge var der virkelig gennembrud og det lader til at alle er glade og ikke mindst trygge og har en god dag. Vi var ellers lidt bekymrede over, om vi måske gik lidt for langsomt frem. Det var tilsyneladende helt rigtigt pølsetempo. Virkelig, virkelig rart.
Med andre ord begynder det ægte at lugte af hverdag og tilbage på kontorpinden og jeg kan begynde indfri lidt af egne forventning og jeres ønsker. Også rart.
Men jeg er altså også noget sentimental og rørstrømsk for tiden. For manner, hvor kunne jeg bare godt lide barselslivet. Meget bedre endda, end jeg havde forestillet mig inden.
Jeg har aldrig tidligere haft så meget at gøre med spændbørn og det kom faktisk lidt bag på mig, hvor dejligt og meningsfuldt det føltes for mig, helt fra start af. Jeg havde nok først troet, ‘det blev sjovt’, når han var 6 måneder plus. Og jo, det var også monsterhårdt med et lille, nyt menneske og at blive mor (og føde et barn!) var – kliché men sandt – den mest utrolige oplevelse, der for evigt har ændret mig. Men mest af alt har det været helt, helt vidunderligt og noget jeg dagligt er taknemmelig over at have oplevet. Altså når nu jeg gerne ville det. At få børn er ikke for alle og jeg forstår og respekterer fuldt ud dem, der ikke synes det er for dem. Virkelig ♥
I går morges da jeg stod og låste min cykel op, så jeg en nybagt mor i færd med at inhalere en bolle fra Lagkagehuset og med en klynkende baby i vognen. Og genkendte mig selv for et år siden. Helt ned til den måde hvorpå hun lidt febrilsk rokkede barnevognen og den der trætte og skrøbelige, men alligevel seje aura, fordi man lige har fået skrællet tusind lag af sig på et par dage og samtidig lagt en hel del nye, men anderledes, til. Så sårbar og stærk.
Og jeg havde lidt lyst til at sige til hende (med al tænkelig kærlighed): “Nyd det”.
Velvidende, at hun nok havde pandet mig en, hvis jeg havde gjort det. Eller var begyndt at græde.
Så jeg sendte hende mit største smil og mest anerkendende blik i stedet. Jeg håber, mine øjne formåede at sige “Jeg ser dig, jeg var dig. Du gør det godt og du vokser ind i det og det i dig.” Moderskabet.
For et år siden gik jeg rundt på Amager Fælled en eftermiddag og græd fordi mit barn græd og var utrøstelig og ikke kunne eller ville sove. Helt rå og flosset og nok også sulten og tørstig. Altså mig. Kurt havde bare ondt i maven. Og dengang føltes det, som om det var en uendelig mængde tid, han havde ondt i maven og skreg hjerteskærende. Og jeg kan huske, at jeg nogle aftener også græd inden jeg gik i seng, fordi jeg slet ikke kunne overskue tanken om endnu en omgang opvågninger og natteamninger, der var noget biksede i starten. Det føltes også uendeligt og uoverstigeligt.
Men pludselig var det væk. Hans maveonde og skrigeturene og natteamningerne blev nemme og ikke noget jeg tænkte over. I dag kan jeg næsten ikke få øje på den svære periode og lykkes det, så ser jeg den i et noget rosa skær, fordi alt var så nyt og magisk og på en måde helt særligt ‘rent’ fordi intet andet havde min interesse. Har aldrig tidligere oplevet sådan et klart fokus.
Og jeg ville nok ønske, jeg havde nydt det lidt mere. Selv der hvor jeg følte mig helt sprød. For vips var det væk. Et lillebitte øjeblik.
Det kan man selvklart ikke, mens man er i det. Og jeg bebrejder bestemt hverken mig selv, eller den mor jeg så i går. Det er svært at vide, når man står i det og det er svært at nyde og værdsætte, når noget er benhårdt og føles uendeligt.
Men nu ser jeg sådan på hele barselsåret. Som et pragtfuldt øjeblik, der ræsede forbi.
Den dag Kurt startede i dagpleje gik jeg en tur med ham om formiddagen inden vi skulle derover. Han sov lur og jeg købte den gode kaffe og en karamelcroissant og så trillede vi på Fælleden, som vi har gjort det så mange dage det forgangne år. Som en lille hyldest til min barsel.
Og til at jeg fik lov til at blive mor.
I dag og alle dage fremover og især, når noget føles ekstra hårdt med mit barn, vil jeg prøve at huske mig selv på, hvor stærkt det hele går. Og at jeg måske kommer til at savne selv de svære øjeblikke, når først de er et overstået kapitel.
Jeg er klar over, at det ikke gælder dem alle. At det nok er de færreste der savner trodsige to-årige i flitsbue over tilsyneladende ingenting eller teenage-drenge, der efterlader gokkesokker overalt. Trods alt.
Og så et lille, virtuelt kram til alle jer mødre. Hvad end I er inde i en hård periode eller ser tilbage og mindes eller nyder. Og hvad end I er garvede, nybagte, midt imellem eller stadig ‘kun’ er mødre i hjertet: Jeg ser jer og I gør det godt ♥
Ps. Mere morliv, baby og barsel.
