Når man er pænt træt af at være på fotoshoot med sin mor.
Jeg holdt virkelig af at skrive mor-indlæggene, X-måneder som mor, i løbet af Kurts første leveår og savner dem lidt. Måske I også er nogen der gør?
Det var aldrig tanken helt at stoppe med at skrive dedikeret om morliv, men jeg kunne ikke rigtigt finde et godt format, tænkte at jeg bare tog det hen ad vejen, med det resultat at det slet ikke blev.
Så nu prøver vi noget andet. For jeg brænder inde med masser af mere eller mindre skægge anekdoter, ting der piner eller undrer mig og ja, alt jeg har brug for at ventilere af både store glæder og små sorger ved at være mor, og jeg mangler et sted at proppe det hele hen. Den nye serie hedder At være nogens mor… og tænker, der skal udkomme et indlæg ca. en gang pr. måned og så længe lager og lyst haves.
Billederne i indlægget her har dygtige Maria Franck taget. De er taget omkring påske og jeg kan slet ikke begribe hvor meget større Kurt er blevet siden da.
Ting jeg har funderet eller glædet mig over, været irriteret over, grædt eller grint over eller bare i almindelighed har brug for at lufte i forbindelse med at være nogens mor for nylig…
… da jeg valgte den noget beige/havregrødsfarvede farvepalette til vores hjem, havde jeg ikke overvejet, at alt inventar og tøj (sådan føles det) i forvejen er smurt ind i leverpostej og havregrød. Kan ikke helt finde ud af om det er tragikomisk eller en genistreg (fordi camouflage).
… jeg havde egentlig ikke forestillet mig, at mit barn skulle se fjernsyn (jeg er selv opvokset med at fjernsyn er roden til alt ondt, noget jeg har lidt svært ved at slippe). I alle tilfælde ikke dagligt. Slet ikke flere gange dagligt. Men det er altså blevet alle tiders afkobling for alle og en god måde at skabe pauser på eller pacificere (just being honest) en lille vildbasse af og til. For tiden er Lille Tiger på Minisjang, det der hitter allermest.
… det bedste jeg ved, er at have det sjovt med Kurt. Har for nylig fået øjnene op for, at finde ting vi begge oprigtigt synes er sjovt (bade, gå tur i skoven, plukke jordbær, lave mad, tegne, se på/hilse på dyr eller danse er højt på listen). Det kan selvfølgelig også være at lege med legetøj, men der må jeg indrømme, at jeg kan have svært ved at være ægte begejstret (der er Nikolaj meget bedre).
… hvorfor jeg stadig ikke har knækket koden til (at alle sover) en god nats søvn. For lige som det hele kører, og jeg tror jeg forstår og har regnet den ud, så rammer vi ind i en serie af voldsomt tidlige ‘morgener’ (når der står noget med 4 på uret er det ikke ægte morgen vel?), eller et barn der pludselig er vågen i timevis midt på natten og siden ikke er til at ruske liv i før kl 8.30. I virkeligheden er der kun én ting, jeg har lært omkring børnesøvn: Intet er statisk.
… Drømmejunglen er genial i forbindelse med putning. Har brugt den seneste måned og ELSKER! Både app og bog. Har – sammen med lidt dedikerede tiltag og lidt ændret rutine – gjort at putning er gået fra at være et mareridt til at blive roligt og hyggeligt. Og noget kortere. Det tager nu en lille times tid mod at vi tidligere nærmest var oppe på halvanden time. Tror, at det at ligge og lytte til en roligt fortalt historie + dejlig musik og lyde i lang tid efter, var lige den ‘bro’ Kurt havde brug for, for at kunne finde ro.
… apropos søvn, så er Kurt lurkongen over dem alle. Han elsker at blive puttet til middagslur, sover på et splitsekund og tager gladeligt 3 timer i dyb søvn i drømmeland, hvis ellers han får lov. Er det i virkeligheden to forskellige børn jeg har? For føles sådan om aftenen/natten.
… remoulade, bernaise og ketchup eller anden sovs og dyppelse og så spiser Kurt ellers alt. Sovs er sagen.
… jeg har haft en hel del dage i løbet af den sidste tid, hvor jeg har tænkt: “Jeg kan ikke mere” i forhold til at være nogens mor. Hvor jeg har været så overvældet og udmattet, at jeg kun har drømt om at ligge i fosterstilling og binge serier. Eller bare melde mig ud af familien.
… jeg har også haft en hel del dage, hvor det har føltes som noget nær himmerige og de lykkeligste stunder i mit liv, at kigge ind i mit glade barns glade fjæs. Yin og yang og sådan.
… jeg ANEDE ikke at små mennesker lige pludselig fik temperament og blev dødsens hidsige og viljefaste sådan ca. 3 måneder inden deres 2 års fødselsdag. Han har været så chill indtil nu. Så troede bare det var andres vanskelige børn, der lavede flitsbuen i supermarkedet eller når, man kom til at tage deres trøje af, som de absolut IKKE ville have af på det tidspunkt og på den måde.
… Kurt går under navnet Travis Pastrami herhjemme (efter Travis Pastrana, som I måske kan huske fra bl.a. Jack Ass). Hvis han ellers fik lov, ville hans dag være én lang serie af halsbrækkende stunts à la at tage løbecyklen med op på toppen af trappen og køre ned. Han er med andre ord et mandsopdækningsbarn. Har jeg lært for nyligt. Troede egentlig at alle børn var sådan, men har siden erfaret (også via pædagogerne i vuggestuen, der joker med at man skal have øjne i nakken med Kurt), at der findes børn, hvor man ikke skal have et øje på hver finger og hemmelige drømme om at installere legerum à la gummicelle.
