Andengangsgravid uge 20-25: Liv og glade dage

Endelig, endelig har jeg ramt det der sweet spot midt i graviditeten, som jeg var så heldig at have i overflod dengang jeg var gravid med Kurt, men som jeg nu har lært, ikke at tage for givet. Overhovedet. For jeg har på fornemmelsen, det bliver en kort fornøjelse denne gang. Og har også lært (sådan som det altid er, når man deler ud af egne genvordigheder) at mange, mange gravide har det træt, tungt (indeni eller udenpå) eller kvalmt hele vejen igennem. I varierende grader og af forskellige årsager måske. Men uden ophold.

Og mens jeg med Kurt følte mig ekstra vital og levende og vitterligt fuld af energi og overskud i størstedelen af graviditeten, så har det været en helt anden historie og lidt af en hård nyser denne gang. MEN nu er kvalmen og sortsindet væk og – om ikke andet for nu – er der overskud og energi. Det er intet mindre end vidunderligt og jeg værdsætter det efter allerbedste evne. For nylig er halsbranden dog så småt begyndt at melde sin ankomst, og det gik lige op for mig, at den hårde slutspurt efterhånden er ganske tæt på (er i uge 26 i skrivende stund).

Lille, vilde liv

Det skal det dog ikke handle om nu. For i uge 20-25 var det (næsten) lutter lagkage og uden andre gener end bluser, der blev kortere og kortere. Til gengæld er jeg for alvor begyndt at kunne mærke liv og dét er nok min yndlingsting ved at være gravid. For først dér synes jeg vitterligt, at jeg kan forbinde mig til og forholde mig til det lille liv i maven.

Livet derinde er i øvrigt en lille dreng. Jeg var blevet lige glad uanset, kan jeg oprigtigt fortælle, men jeg glæder mig sådan til at opleve to brødre ♥ Og han så fin ud, gjorde han til seneste scanning, misdannelsesscanningen. Jeg var ellers en my nervøs og bad da også scannings-jordemoderen om at tjekke hele hans maveregion igennem en ekstra gang. Risikoen er usandsynligt lille, men efter Kurts sygdomsforløb og tumor sidste år, er jeg altså lidt bange for at historien skal gentage sig.

Udover den splint af angst, så er jeg virkelig sådan et rart og roligt sted lige nu. Hovedet og kroppen har det godt. Så det forsøger jeg bare at være i og nyde. Hygge ekstra meget med Kurt og Nikolaj, inden vi bliver en familie på fire og skal til at finde hoved og hale i det. Men også at snakke med den lille fyr i maven og nyde at være gravid og dvæle lidt ved det. Det er ellers ikke det jeg har gjort det mest i, må jeg nok indrømme og det er vitterligt en helt anden oplevelse (på flere måder) at være gravid anden gang. Ikke mindst fordi tid og fokus er så anderledes. Jeg må fortsat tjekke gravid-app’en, når folk spørger mig hvor langt jeg er. For jeg aner det ikke på stående fod. Har sagt “knapt halvvejs”, “halvvejs” og “lidt over halvvejs” de sidste par måneder. Og det er jo heller ikke forkert, men en noget mere diffus udmelding end de “24+3” eller deslige jeg prompte kunne svare med på alle tider af døgnet i første graviditet.

Det er heller ikke lykkedes mig at få en gravidmassage endnu, selvom jeg virkelig godt gad (tanken om at ligge på maven på sådan en gravidbriks, aaaaah!) og jeg er en slags månedens gæst til den gravidtræning, jeg er meldt til. Men altså, det går nok det hele.

Fødselsforberedelse

Til gengæld er jeg så småt gået i fødselsforberedelsesland og læser og lytter – præcis som den gang jeg var gravid med Kurt – til snesevis af fødselsberetninger. Og jeg glæder mig altså ret så meget. Og må dagligt minde mig selv om, at ikke to fødsler er ens og at det slet ikke er sikkert, det bliver samme drømmeoplevelse igen.

Vi har også været til hjemmefødselscafé på hospitalet og er nu begge ret hooked på, at lillebror skal fødes herhjemme. Og har fået grønt lys fra både fødselslæge og jordemoder. Om alt fortsat går vel med graviditeten selvfølgelig og hvis jeg går spontant i gang indenfor terminsperioden osv. osv. Overvejer også lidt noget decideret fødselsforberedelse. Men nu får vi se, hvad der lykkes.

Nul cravings – for nu

Det her er lidt kedeligt, for har ellers haft det sjovt på den konto og måske det også kommer igen, men lige nu har jeg hverken sjove cravings eller madlede. Faktisk har jeg det så normalt, at hvis ikke det var for den voksende mave og de små sparkeben indeni, så ville jeg slet ikke vide, at jeg var gravid. Og det er faktisk, når nu jeg tænker efter, den rareste måde at være gravid på. Så det vil jeg bare stornyde, så længe det ellers varer ♥

Mere gravidføljeton her.

 

(Visited 5.093 times, 7 visits today)

Skriv en kommentar

4 Kommentarer

  1. Du har sikkert set set det, men hvis ikke ville jeg lige pippe om, at Moderfødsel aka Anna Friberg har oprettet online-fødselsforberedelseshold for folk med termin i februar/marts. Hun er jo generelt alletiders og ved vel alt man kan vide om hjemmefødsler :)

  2. Du ser smuk ud med mave på igen og de små sparkeben derinde :-)
    Så bliver det med med to drenge – så må den næste blive en pige :-)
    Ønsker jer en glædelig julemåned imens I vente lillebror :-)

    1. Haha… tror nu vi er sådan nogle, der laver drenge og det er mere end ok <3
      Tak og god jul lige tilbage <3
      Knus