Sine har en blog, som jeg holder meget af. Sines Sider hedder den og her øser hun ud af herlige tekstbidder om stort og småt. Med udgangspunkt i egen hverdag, men ofte med en essens man selv kan spejle sig i. Hendes blog er uden billeder, men jeg savner dem ikke, for Sine maler med ordene i små indlæg af hel tilpas længde.
Hun har været så god at skrive en lille snas hertil. Det er som et varmt kram af ord og måske noget af det hyggeligste, jeg længe har læst.
Klem Emily
************************************************************************************************************
Jeg har kendt Emily længe, og fulgt hendes blog (næsten) siden hun startede den. Vi har mange ting til fælles: vi er begge cand. mag.’ere i Litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, vi er ret vilde med mønstermiks, leopardpletter og essie-neglelak, vi vælger altid en ærlig “Americano” fremfor en fesen “Latte” når vi ses, og så elsker vi begge ord. Så meget at vi ikke har nok i at læse andres, men også helst vil producere en fandens bunke selv.
Som mor til tre i alderen 0-5 år og med en lyst til at jonglere både arbejde, barsel, hjemmelavet mad de fleste af ugens dage og undgå at vasketøjskurven oversvømmer mine børns barndomshjem, har tiden til de hjemmelavede ord været på et minimum det seneste år. Og selvom jeg arbejder på en roman, ideen er klar og en redaktør er interesseret, har timerne og overblikket manglet.
Heldigvis kender jeg mange kloge kvinder, der skriver selv. Og en af dem, der også er småbørnsmor, havde et es i ærmet, som hun generøst delte med mig. Refugium. Smag lige på det ord. For det er jo ordenes svar på smagsansens umami. Det er løftefyldt og venligt; varsler tid, kontrol, ro men også pligt. Og ikke mindst af tyst men kærkommen forplejning.
Min mand tilhører den moderne slags, der mener, at børn er en fælles gave, et fælles ansvar – men også den tidsrøvende faktor, der nogen gange skal lidt på afstand, for at samværet bliver endnu stærkere. Og han er selv god til at skabe små oaser i sit liv, hvor han ses med sine venner til indforstået herresnak eller traditionsrige skiferier. Jeg luftede ideen for ham. At jeg hverken trængte til en vild shoppingtur til Paris med mine veninder eller udsvævende aftener i byen med cocktails og høj cigarføring. Jeg trængte til ro, tid og ord. Jeg måtte afprøve refugie-drømmen. Han var helt med på ideen – og på at være alene far til tre i et par dage, mens jeg iførte mig kunstnerkåbe og fyldepen.
For et par uger siden begav jeg mig til Rabarbergården i Holløse. Det var gråt, koldt og råt da jeg tog hjemmefra bevæbnet med hyggetøj, bløde bukser, striktørklæder, mit eget ‘stash’ af urtete, cashewnødder og røde æbler og kirsebær-stimorol – og naturligvis bunker af notesbøger, magasiner og min computer. Gården var hyggelig, rummelig og rar. Den duftede af træ, hjemmebag, krondild og grøntsager, der blev forkælet. Min værtinde, Louise, passede på mig. Satte dekorative bakker ind på spisebordet tre gange om dagen, med små lyksaligheder af ørred, laks, grønkålspesto og salater, der var så pæne, at man næsten ikke nænnede at dekonstruere dem med gaflen. Og så lod hun mig ellers være i fred. Jeg havde ingen radio, intet fjernsyn, ingen netflix og mobilen var på lydløs. Men jeg havde timerne for mig, og der kom ord på papiret. De strømmede ud. Knap tre døgn og jeg var fire kapitler rigere, plottet havde fået en ny drejning og jeg havde lært mine karakterer at kende. Jeg var opfyldt og lykkelig – og forstod oprigtigt hvad Virginia Woolf mente, da hun skrev: ” “So long as you write what you wish to write, that is all that matters; and whether it matters for ages or only for hours, nobody can say. ” Til alle jer med ord i kroppen og uro I hverdagen: drag på refugium og bliv forløst.
– Sine
Et alt for lækkert ord, der bliver brugt alt for lidt. Refugium. Jeg ka’ li’ det! Hvis jeg nogensinde (mod al forventning) skulle blive træt af storbyen og karrierelivet, så tror jeg at jeg vil være refugiumsmutter. Ingen netforbindelse med masser af god udsigt, frisk luft, lækker mad og ro til tanker. Det lyder sgu lækkert! :)
// http://www.moonlitmadness.dk
Hej Sine.
Det lyder som en drøm. Refugium FTW!
Jeg har randomly en del veninder der skriver bøger, og de tager ofte i sommerhus sammen på en “writer’s retreat”, hvor de skriver om dagen og drikker rødvin om aftenen – en slags social refugium :)
Knus fra Laura
Jaa det skal jeg til februar og skrive et kapitel færdigt til min afhandling – satser på at det virkelig batter at komme lidt væk. Tak for ord og indsigt, jeg er også vild med Sines blog. Hun virker simpelthen så god til at jonglere karriere og børn – er virkelig meget enig i hendes måde at gøre tingene på. Sej dame.
Som beboer i Tisvildeleje ved jeg hvem Louise er – og Raberbergården naturligvis – som nu bliver brugt som skriverefugium, eget landbrug og er med i projektet “Haver til Maver”, hvor den lokale børnehave kommer ud hvert år og hjælper med at høste grøntsagerne og tilberede dem til frokost.
Hvor var det sjovt at støde på noget familiært – helt heroppe nordpå :-)
Jeg er ligeledes fan af både refugium og kirsebær-stimorol.
Det var dog et fint, fint indlæg lige at læse henover morgenmad! Tænk at ‘dekonstruere’ sin mad – det er da en fantastisk beskrivelse!
Øj. Jeg glæder mig meget til at læse Sines bog! Magen til ordgøgleri – jeg elsker det!