Den kommende uges udfordring er pærelet. Eller er den? For rigtig, rigtig mange danske damer, gør det faktisk ikke. I alle tilfælde ikke regelmæssigt. Også selvom der er ret bred enighed blandt de hudkloge om at det er alfa og omega for at få smuk hud. Og for at få noget ud af resten af hudplejen i øvrigt.
Det handler selvfølgelig om at rense ansigtet om aftenen og uanset hvilken slags rens man er til (med eller uden vand, rensemælk eller -skum osv.), så er det altså en mægtig god idé at rense makeup, snavs, sved og forurening af ansigtet, inden man lægger det på puden. Ugens udfordring lyder således:
Rens dit ansigt hver aften. Og som minimum 5 ud af 7 aftener.
Men vær lige artige og nap alle 7 ;)
Som I kan se veksler jeg lidt mellem forskellige typer rens. Nogle aftener skal det være hurtigt og uden vand og så bruger jeg en eau micelaire eller en mild rensemælk og andre aftener har jeg brug for vand, vaskeklud og et produkt der renser lidt mere i dybden. Men hvad jeg bruger hvornår og hvorfor kan jeg dele om en uge, når udfordringen er ovre :)
Tip: Er du en af dem, der er ved at gå i gulvet af træthed lige inden sengetid, så kan du med fordel rense ansigtet umiddelbart efter aftensmaden og gøre det til et hyggeligt, lille afslapningsritual (det tager jo bare et par minutter) inden tv-kigning eller hvad aftenen nu skal bruges på.

