Foto: StyleBy
Jeg lover at næste udfordring nok skal være noget lidt mere muntert, letbenet og sjovt. Noget med hår eller neglelak eller enhjørninger eller sådan. Men måtte altså lige ud med denne her inden, fordi den ligger mig så meget på sinde.
Det handler om at tale pænt. Om hinanden. Eller som minimum lade være med at gøre det modsatte. I en hel uge. Jeg gætter på, at det er nemt for nogle af jer, men også rigtigt, rigtigt svært for majoriteten, hvis ellers man sådan tænker efter og er opmærksom på det. For af og til registrerer jeg nærmest ikke at det sker. Det er ligesom bare en del af diskursen i visse grupper. Bagefter føler jeg mig bedrøvet.
Fordi jeg egentlig hellere vil grine eller tale om noget ægte spændende, eller høre hvordan den person der sidder foran mig virkelig har det. I stedet for at sidde og tale om andre. Noget der kun er blevet mere tilgængeligt, nu hvor vi har nærmest direkte adgang til folks gøren og laden 24/7. Eller det tror vi i alle tilfælde. Nu kan vi pludselig også gøre os til dommere over folk vi slet ikke kender.
Og lad mig lige definere, hvad det er, der er problemet. Det er IKKE når to veninder omsorgsfuldt eller måske endda bekymret taler om hvordan det går med tredjeveninden, mens hun ikke er der. Det er til gengæld når man taler om folk (uanset om man kender dem eller ej) og gør sig til dommer over deres gøren og laden og slet og ret hænger dem ud eller endda deler deres små og store hemmeligheder og mindre pæne sider uden deres vidende.
For der er to store problemer ved at sladre (og i værste fald bagtale). For det første så får man det ikke særligt rart selv. Heller ikke selvom det – måske ubevidst – som udgangspunkt var intentionen. Det giver ALTID bagslag. Tænk over det. Hvornår har du sidst talt grimt om andre og fået en dejlig, let og glad følelse indeni? For det andet, så kan man ikke undgå at tænke: “Gad vide hvad de siger om MIG, når jeg ikke er der”. For hvis du kender nogle rigtige sladretanter, der gladeligt hænger alt og alle ud, så tro endelig ikke at du er forskånet, når du er fraværende. Og det føles utrygt.
Hvis du er ekstra modig (og det har jeg tænkt mig at prøve at være), så skal du ikke bare lade være med at sladre og dømme andre selv. Du skal også sige fra, når andre gør det. Det er den helt hardcore version, I know.
Jeg tror, der er noget meget menneskeligt over at sladre. Men det gør det ikke til noget kønt eller attråværdigt. Måske vi kunne hæve os selv op over det? Og løfte andre i stedet for at se alting som en konkurrence.
Om ikke andet så i en uge og se hvad det gør ved os ♥