Jeg havde høje ambitioner for den nyligt overståede weekend. Der var faktisk ikke det, jeg ikke skulle. Jeg skulle til yoga, jeg skulle bage, jeg skulle løbe, jeg skulle indhente og forberede en masse arbejde og så skulle jeg strikke, nusse min hund på maven, gøre hele hytten ren og se veninder og lidt til.
Det eneste jeg kan tjekke af på den liste er, at jeg har nusset Penny på maven. En hel del endda. Ej, ret skal være ret, jeg hyggede mig også gevaldigt med et hold veninder i går eftermiddags. Dog med mig på langs i sofaen det meste af tiden. Men ellers har jeg ikke lavet en disse. Nada. Nul. Niks.
Jeg var simpelthen bare så træt. Og trængte til at slappe af ovenpå en arbejdsuge, der bød på flere aftenarrangementer.
Da jeg var yngre, gik jeg i panik, når jeg havde sådanne energiforladte dage (ok, det gør jeg stadig en lillelillebitte smule, men med visheden om at det trods alt plejer at vende), jeg tænkte at jeg havde mistet min mojo for evigt og slet og ret var som et batteri, der var fladt.
Hen ad vejen er jeg blevet (lidt) klogere og har erfaret at insta-klichéen: “If you’re tired, learn to rest, not to quit” er en god og sand reminder. Virkelig! For måske er jeg et batteri, men i så fald af den genopladelige slags. Og af og til skal man altså have lov til at ligge lidt længe i opladeren. Som det var tilfældet denne weekend, hvor jeg ikke udrettede meget andet end at sove (praktiserede tilmed en morgenlur begge dage, altså hvor man lige tager sig en morfar umiddelbart efter morgenmaden), læse, nusse og gå undseelige ture med Penny.
Normalt plejer en enkelt dags ingenting (ja, ofte bare en times tid), at være nok, men søndag var jeg mindst lige så træt som lørdag og jeg måtte anstrenge mig for at skubbe den lille irriterende stemme inde i hovedet til side. Den der siger “måske du aldrig får energien og motivationen igen, måske du bare har lyst til at ligge på sofaen og høre lydbog, fordi du ikke engang orker at holde en rigtig bog, resten af dit liv”.
I stedet for at lytte til det, der åbenbart er mit eget indre worst case scenario af dovenskab, irettesatte jeg den lille stemme kærligt men kontant. “Jeg har åbenlyst brug for at slappe af”, sagde jeg, “energien er der nok igen i morgen og hvis ikke så dagen efter, så tag du også bare og slap lidt af lille ven”.
Så det gjorde jeg. Lod arbejde og træning ligge og jo selvfølgelig; i morges vågnede jeg af mig selv. Tidligt og med vanlig energi og blod på tanden. Og helt uden lyst til morgenlur, men meget glad for, at jeg gav mig selv lov til det i weekenden. Så skal jeg bare lære at gøre det med helt god samvittighed. Det kommer nok en dag.
Ps. Jeg har fået den smukke ‘buket’ på billederne af min mor. Egentlig havde jeg tænkt, indlægget skulle handle om dem, men da jeg satte mig til tasterne tog det – tydeligvis – en helt anden drejning, det er det gode (eller dårlige?) ved at spontanblogge. Vi må tale om blomster en anden dag. Jeg er i alle tilfælde glad for dem, fine, farverige forårsbebudere.
