Læseklub: Stillidsen (Diskussion)

Så lykkedes det mig (endelig, ahem…) at blive færdig med sidste måneds læseklubsbog. Og hvilken bog! Ikke bare i omfang, men helt kort fortalt, så havde jeg en storslået læseoplevelse.

Jeg blev virkelig bjergtaget af Donna Tartts kæmperoman og synes det er imponerende, hvordan den både er dannelsesrejse og på sine steder hæsblæsende spænding. Alt imens man kommer med på rejse gennem Amerika og en smuttur til det (i Theos øjne) fremmedartede og eksotiske Europa. Og hvirvles ind en (ulykkelig) kærlighedshistorie og skæbnefortælling ikke mindst. Og en smuk forklaring af hvorfor vi har brug for kunst.

Den er på en gang møjsommelig og giver sig tid til at studere meget små detaljer og beskrive karakterernes sindsstemning så malende, at man næsten selv kan fornemme, hvordan det er at have det sådan og sådan. Og samtidig er den vild og flosset og vanvittigt spændende. Fuld af underlige personligheder, der stritter i alle retninger.

Undervejs blev jeg til tider lidt frustreret over nogle af de meget dvælende passager, for så blot at glædes over dem senere, når brikkerne faldt på plads. For hos Tartt er intet overladt til tilfældighederne og hver en lille sætning er ladet med tegn og betydninger, flettet ind i hinanden, delvist skjulte undervejs for siden at udfolde sig lidt efter lidt og til sidst åbenbare sig i et meget helstøbt, gennemarbejdet og mere end dygtigt eksekveret værk.

Så selvom det tog lidt længere tid end forventet at tygge mig igennem den, så er jeg noget så glad for at have læst den. Rigtigt glad. Det er måske en af de bedste bøger, jeg har læst nogensinde og det er uden tvivl den bedste bog, jeg har læst i dette årti indtil videre.

Ps. Husk at I stadig kan nå at læse med i denne måned, hvor der er en helt anden (og kortere) type bog på menuen.

Pps. Rikke fra en af mine yndlingsbogblogs, Paperback Castles, har skrevet sådan en flot anmeldelse af Stillidsen. Læs den her.

Men nu vil jeg rigtig gerne høre, hvordan I oplevede bogen?

Svar meget gerne på et eller flere af følgende spørgsmål. Eller lad være og skriv slet og ret hvad jeres umiddelbare oplevelse af Stillidsen var :)

1. Var den til at komme igennem? Læste I den i store bidder eller i små etaper henover perioden? For mit eget vedkommende blev det en blanding. Et par timer hist og her i juleferien og afslutningsvis, men ellers ca. 20 sider inden jeg skulle sove de fleste aftener. Hvilket var helt fint i forhold til min oplevelse af bogen, men det var nok lidt for ambitiøst et valg i forhold til at nå bogen til den aftalte tid. Det lykkedes som bekendt ikke for mig og jeg ved at I også var en del, der ikke nåede den i løbet af december. Kæmpe kudos til de af jer, der gjorde til gengæld :) På trods af den imponerende længde syntes jeg dog, at bogen var meget nem at komme igennem. Jeg havde hele tiden lyst til at læse videre og med undtagelse af nogle lidt langtrukne passager og et par referencer, jeg ikke forstod eller kendte, så fandt jeg den ligetil at læse og alligevel med et flot og varieret sprog.

2. Hvad kunne I bedst lide ved bogen? Selv blev jeg helt forelsket i Hobies gemytlige væsen og ikke mindst beretningerne om hvad han lavede af simple lækkerier i sit køkken og hvad han godt kunne lide at købe på markedet. Han forstod, på sin egen verdensfjerne måde, at værdsætte de ‘små ting’.

Og så var jeg vild med Boris. Den fandenivoldske inkarnation af en optimist og opportunist (manifesteret i en tyv og en løgnhals), der igen og igen fik pustet lidt liv og mod i den stakkels, mere end selvdestruktive Theo: “Hva’ så? sagde Boris. Hva’ så?”.

3. Hvad fandt I irriterende? Ja, som I næsten kan gætte ud fra ovenstående, så syntes jeg Theo var lidt træls for at sige det pænt. Forstå mig ret, det får mig ikke til at tænke ilde om bogen samlet. Tvært imod. En af de bedste læseoplevelser jeg har haft, var Stendahls Rødt og Sort og der fandt jeg hovedpersonen, Julien Sorel, helt vildt usympatisk og irriterende. Theo var ikke usympatisk, syntes jeg. Bare virkelig stakkels, men på en måde der skurrede lidt. Og ja, det var virkelig vanvittigt synd for ham. Ingen tvivl om det. At have oplevet sådan et traume og derefter blive kasteboldt i et rigidt system, burde ikke ske for noget barn. Men derfor var hans dødsdans og søgen mod afgrunden og skaben problemer for sig selv, altså noget så irriterende for mig alligevel. Og alligevel kom jeg til at holde forfærdeligt meget af ham til sidst. I særdeleshed i afslutningen hvor han skriver:

  • ” … – sådan er den mellemzone hvor jeg eksisterer, og ønsker at blive ved med at eksistere, og, for at være helt oprigtig, håber at jeg vil dø i, nøjagtig denne mellemdistance: Hvor fortvivlelsen ramte det fuldkommen anderledes og skabte noget sublimt.” (s. 836)

4. Hvordan havde I det med alle litteratur- og kunstreferencerne? Jeg følte mig nogenlunde hjemme i de litterære referencer, sjovt nok med undtagelse af Dickens, som jeg har til gode (og som er den Stillidsen ellers bliver sammenlignet med, måske nogle af jer er vakse og kan fortælle mig hvad det Dicken’ske i romanen består i?), men til gengæld var jeg stort set uvidende om alle kunstreferencerne. Det fik mig dog ikke til at føle mig ekskluderet, men jeg slog en del efter undervejs og følte på den måde at jeg tilmed lærte lidt om et felt, jeg ellers ikke er så velbevandret udi. I øvrigt syntes jeg at følgende, hvor Boris holder Stieg Larsson op mod Dostojevskij, var lidt skæg:

  • Ja ‘Idiot’ var meget foruroligende bog for mig. Faktisk så foruroligende at jeg aldrig rigtigt har læst særlig mange fiktioner efter den, bortset fra sådan noget som Mænd som hader kvinder. Fordi…” (s. 809)

5. Slutningen. Er det bare mig eller var den helt magisk? Jeg fik bogstaveligt talt gåsehud, mens jeg læste de sidste ca. 30 sider. Ok, jeg sad også i en solstråle og var generelt i en gunstig sindsstemning. Ikke nok med at alle brikkerne faldt på plads både på den ene og den anden måde, så opsummerede den så mange fine tanker og temaer. Og virkede som en belønning og retfærdiggørelse af selv de mest langtrukne og slidsomme passager tidligere i bogen, som jeg ellers havde set mig lidt sur på. Pludselig kunne jeg kun synes at hele Stillidsen var et lille (stort) mirakel. Og så blev jeg lidt ked af at den var slut. Og kunne ikke lade være med at fælde en tåre.

Særligt begejstret var jeg for den forsonende samtale om smukke ting i Hobies køkken:

  • At holde for meget af genstande kan ødelægge en. Men – hvis man holder tilstrækkeligt meget af en ting, får den sit eget liv, ikke? Og er hele pointen ved ting – smukke ting – ikke at de forbinder en med en form for større skønhed? Disse første billeder der får ens hjerte til at sprække og åbne sig, og som man bruger resten af livet på at jagte eller forsøge at generobre, på den ene eller anden måde?” (s. 822)

6. Måtte I også læse mere om selve maleriet? Jeg kunne ikke lade være med at google løs og har nu en ubændig lyst til at rejse til Haag og se det lille maleri med egne øjne i Mauritshuis.

Hov! Glemte helt at komme ind på Tartts nuancerede syn på samhørigheden mellem det gode og det onde. Det var ellers et meget spændende tema, synes jeg. Byd gerne ind med noget om det, hvis I har lyst.

Læs mere om februar måneds bog her, som vi diskuterer i slutningen af februar/starten af marts. Den er af en mere normal tykkelse, så I kan stadig nå at læse med :)

(Visited 4.322 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

23 Kommentarer

  1. Hej og først og fremmest tak for muligheden for at være med i en online læseklub. Synes det er sådan en hyggelig idé.

    Og så til bogen.
    Mht. læsningen så var jeg også lidt lang tid om at læse den, da jeg tog den i små bidder. Jeg synes ikke, at den var svær at læse, men det var som om at de meget detaljerede beskrivelser og alle indtrykkene gjorde det nødvendigt for mig at læse lidt færre sider af gangen for så at kunne reflektere over handlingen løbende. Som om jeg lige skulle bearbejde indtrykkene, før jeg kunne tage hul på næste bid.

    Derudover fandt jeg, ligesom du, Boris ret fantastisk. Hans karakter var i mine øjne rigtig fint sat op over for Theo, fordi de fandt hinanden i en fælles fortvivlelse, men samtidig netop var så utroligt forskellige som mennesker.

    Slutningen oplevede jeg som virkelig forløsende og som den finest mulige afslutning. Jeg var gennem hele læsningen begejstret for bogen, men grundet både dens tykke sider og de indholdsrige beskrivelser, havde jeg også lidt en følelse af, at jeg havde tusind tanker i hovedet omkring det hele, og der var slutningen rar til at få samlet tingene.

    Jeg var generelt bare rigtig begejstret for bogen og har allerede anbefalet den til familie og venner, for selvom den tager lidt tid at komme igennem, så er den det hele værd, fordi den rummer så mange temaer og sætter gang i så mange tanker omkring vidt forskellige ting her i livet, og det bliver alt sammen gjort gennem en enkel fyrs fortælling om et maleri. Det er simpelthen sådan et fint udgangspunkt med det maleri – og jeg blev ved med at bladre tilbage og se på det gennem min læsning, fordi det ligesom bandt historien sammen.

    1. Selv tak og dejligt at du læser med (og har en god oplevelse ud af det!).

      Kan godt relatere til det med at man lige skulle fordøje det hele lidt en gang i mellem.

      Ja, jeg syntes også at det hele stak i tusinde retninger og kunne slet ikke samle det selv eller se hvordan det dog skulle kunne slutte. Og jeg har (desværre) ofte oplevet at bøger slutter for abrupt. Hvor det virker som om forfatteren nærmest bare ikke gider mere eller ikke kan finde på en ‘ordentlig’ slutning og så bare lukker og slukker med den nemmest mulige løsning. Det synes jeg overhovedet ikke var tilfældet her. Heldigvis. Hele oplevelsen omkring slutningen sidder stadig i mig og jeg tror næsten, jeg bliver nød til at læse den igen.

      1. Jeg glemte at skrive om det med slutningen. Det var rigtig fint, at bogen holdt hele vejen og havde mange fine pointer til sidst. Det er nemlig SÅ irriterende, når man læser en spændende bog, hvor slutningen slet ikke kan leve op til det eller det hele tilsidst er fuldstændig gennemskueligt (og kedeligt) .

        1. Helt enig. Og det sker desværre lidt tit. Altså det med at slutningen bliver en lidt klodset afslutning. Heldigvis ikke her :)

  2. Sikke en bog – jeg nikker genkendende til de indimellem lidt for langtrukne passagerer. Det er godt nok som du skriver, at slutningen på en måde retter lidt op på det, men groft sagt mener jeg, at historien ikke ville have manglet noget selvom man havde kortet den ned med omkring en 200 sider. Jeg syntes det blev lige lovligt anstrengende til tider. Med det sagt, så er det en rigtig god bog og jeg har da også rykket mig igennem hurtigt. Startede først på læsningen den 12 januar, men blev færdig et par dage inden månedens udgang. Jeg havde det meget ambivalent med Theo, for kunne man bebrejde ham for hans selvdestruktive og opgivende sind med den ulykke han bar rundt på, alligevel så blev jeg også vred på ham når han ikke evnede at komme op efter luft. Boris var både en kæmpe idiot og samtidig en fantastisk ven for Theo. Han overraskede mig flere gange undervejs over hans handlekraft. Godt nok meget voldsomt, men han ville gå i døden for Theo. Og den fantastiske Hobie. Kan man andet end elske ham.

    Alt i alt en rigtig god bog. Lidt for langtrukne passager, men absolut det hele værd. Ikke den bedste bog jeg har læst, men den ligger nok i top 10. Pt. er der intet, som slår Kim Leine med Profeterne i Evighedsfjorden for mig.

    Er i fuld gang med “Mig før dig”, som tegner til også at blive en succes. God læselyst derude :-)

    1. Det er helt ok at synes, havde det også selv sådan til tider og har lige talt med min mor, der også synes det blev lidt langt i spyttet hist og her.

      Synes du sætter så fint ord på dilemmaet ved Theo. For ja, han har jo lidt en ‘undskyldning’ og samtidig så bliver man lidt vred over at han nærmest med vilje forkludrer alting og er så selvdestruktiv.

      Jeg har Leine til gode, men så varmt som alle taler om Profterne i Evighedsfjorden, må jeg vist hellere have den på min egen læseliste snart :)

      Dejligt at du også er med på denne måneds bog! Og i lige måde :)

      1. Jeg må lige tilføje, at jeg synes det var fedt du søgte info omkring det kunstneriske, som jeg heller ikke rigtig havde den store viden omkring. Det slog mig bare slet ikke at Google. Det er skrevet bag året til en anden gang.

        Og så kan jeg varmt anbefale dig en lille tur til Haag. Vi var der et par dage for et par år siden og det er en charmerende by, som absolut ikke børn forglemme blandt de andre skønne storbyer. Vi lavede en kombi med Haag og Amsterdam. Vi kørte i egen bil og Holland er så smuk at det er ærgerligt, at de fleste kun ser Amsterdam.

        Kim Leine og “Profeterne i Evighedsfjorden” fandt jeg til tider også lang i spyttet og forvirrende. Heldigvis gav jeg ikke op, for hele afslutningen runder det op og binder sløjfen. Lidt ligesom “Stillidsen” :-)

        1. Ja, så kan man også ligefrem lære lidt (mere) undervejs :)

          Tak for Holland-tips! :)

          Ok, jeg skal nok forsøge at holde ud og tak for advarslen.

  3. Jeg synes helt generelt, at det var en rigtig god læseoplevelse og jeg nød, at bogen var lang og at der var god tid til at nyde (og udforske) bogens univers.

    Jeg synes, at den var nem at komme igennem og følte mig underholdt hele vejen. Jeg tænkte faktisk ikke over, at der var lange passager – inden havde jeg været lidt bekymret over det. Jeg startede med bogen på vej på juleferie i USA og jeg synes, at den fungerede fint både på den lange flyvetur (selvom jeg var træt) og også til at læse i lidt hist og her. Et stort plus var det at læse dele af den “On location” i New York – det synes jeg altid er så hyggeligt, hvis det lige passer med den bog, man læser.

    Jeg kunne nok bedst lide Boris – specielt hvordan han overraskede mig ved også på mange måder at være et rigtigt godt menneske og en god ven og så kunne jeg egentlig generelt godt lide, at de fleste personer i bogen var nuancerede – altså ikke enten gode eller dårlige og at man ikke nødvendigvis skulle holde 100% af dem. Theo irriterede mig egentlig ikke. Jeg var nok bare mere neutralt observerende omkring ham.

    Mht kultur og litteratur havde jeg på forhånd indstillet mig på, at jeg nok ikke ville fange alle lag i bogen og at jeg ville slå de ting op, der gjorde mig nysgerrig (f.eks. maleriet), men at det også var ok, at jeg nød den på min måde og ikke forstod alt, da det jo også var en del af min afslapning og det passede fint, synes jeg. Med Dickens henvisning tænkte jeg mest på det/de forældreløse børn (Boris, Theo, Pippa), der på hver deres måde skulle klare sig igennem tilværelsen og at de hver især var nogle lidt specielle karakterer, men det er godt nok ved at være nogle år siden, at jeg har læst Dickens.

    Tak for en god læseoplevelse! Jeg var nok ikke kommet i gang med bogen nu, hvis ikke det var for denne bogklub. Næste måneds bog har jeg læst på min sidste ferie. Åh, den nød jeg også!

    1. Åh kan kun forestille mig at det må have været helt fantastisk at læse den, mens du var i NY.

      Er meget enig i at hele temaet omkring det gode/onde og at det var så mangefacetteret og nuanceret, var rigtigt spændende.

      Hehe… godt at han ikke irriterede dig, fik helt dårlig samvittighed over at være så sur på ham, han var jo virkelig også bare en stakkel.

      Selv tak og tak for at du læser med og deltager her. Og fedt at du allerede har læst næste måneds bog. Jeg er ved at være halvvejs og selvom det jo er noget helt, helt andet, så tegner det godt synes jeg :)

  4. Hej piger, tak for jeres kommenater og at I har lyst til at dele jeres oplevelser af bogen (der vist heldigvis også har været overvejende gode :)). Jeg glæder mig til at svare jer snarest muligt :)
    Klem
    Emily

  5. Det tog også mig længere tid end planlagt at læse bogen – den er tyk, og man sluger den ikke bare. Jeg læste den på engelsk, så det var en mundfuld.

    Da jeg lukkede sidste side i bogen sad jeg tilbage med en helt anden oplevelse og en helt anden følelse end jeg havde forventet. Jeg havde regnet med at blive blæst omkuld af en helt, helt fantastisk læseoplevelse – og misforstå mig ikke – men det blev jeg ikke. Jeg kunne rigtig, rigtig godt lide bogen – og den må have været god, ellers ville jeg ikke blive ved med at spekulere på den, som jeg især gjorde i dagene efter. Bogen efterlod mig stum (og lidt ærgerlig over ikke at været blæst omkuld, men det er jo det der med hype, det kan være så farligt) og eftertænksom – og naturligvis måtte jeg google The Goldfinch :-) Jeg synes, det er meget interessant, Tartt har lavet et spin-off over et rigtigt kunstværk.

    Jeg er glad for, du tog bogen op i læseklubben, ellers havde den helt sikkert stået længe på min hylde førend jeg fik taget mig sammen til den – både på grund af dens størrelse, men også fordi, jeg faktisk ikke brød mig om tanken om terrorangrebet, hvor Theo mister sin mor. Det fyldte heldigvis ikke så meget, skal vi sige, rent bogstaveligt selvom alting jo netop sker fordi det sker. Jeg havde på ingenmåde luret alle de sving bogen tager os med på – og jeg er imponeret over, at Tartt formår at binde en så flot og stor sløjfe om det hele.

    1. Ps. næste måneds bog er der sat flueben ved, jeg tror næsten, jeg blev færdig med den førend The Goldfinch, da jeg har hørt den som lydbog ved siden af det store læseprojekt med Tartts bog.

      1. Ja, den var lidt nemmere at komme igennem ikke? Noget helt andet, men det er jo heller ikke så skidt endda. Gode på hver deres måde :)

    2. Tak for at du deler din (ærlige) oplevelse Bente. Jeg sad på sin vis med lidt samme følelse igennem noget af bogen, men oplevede så netop den der forløsning/storslåethed til sidst. Men fedt at du har haft en god oplevelse og at den har rørt noget i dig under alle omstændigheder.

      Ja, tænk engang at få den idé. Måske hun har stået og beundret maleriet engang og tænkt “Det her kunne der komme en virkelig god roman ud af”. Skægt at tænke over hvordan den slags mon egentlig opstår…

    3. Jeg læste den også på engelsk og havde også forventet en fantastisk læseoplevelse og så var jeg bare ikke rigtig oppe at ringe over den. Men jeg tror måske bare ikke, jeg er til Donna Tartt. Jeg var heller ikke specielt vild med hendes “Den hemmelige historie”

  6. Mega fin og let læselig bog. Jeg elsker når man bliver taget med i en persons historie sådan som man gør med Theo. Jeg holdt af Hobie men faktisk også af Andy som bare var kæmpe nørd og som hvilede helt vildt meget i det trods han blev mobbet! Det var lidt sjovt, for den sidste bog jeg læste inden stillidsen var Oliver Twist! Theo er faktisk ret tilsvarende Oliver og deres historier er ret ens hvis man ser dem i grove træk. De er begge meget stakkels og de rodes begge ud i noget møg tidligt i livet! De finder begge det gode, det sted hvor de skal være, men rives begge væk derfra igen. Her tænker jeg på Theo som knytter bånd til Hobie (og pippa) lige inden hans far dukker op. De bliver begge snydt, bedraget og fuppet, men de vender også begge tilbage til det som er det rigtige for dem.. Så håber jeg heller ikke jeg har afsløret for meget om Oliver Twist ;) Forskellig fra Oliver er Theo mht. Det der selvdestruerende halløj han har kørende! Oliver er bare helt stakkels helt ind til benet hele tiden.. Men Theo er måske en 2014 udgave af Oliver twist? Det kunne jeg faktisk sagtens se for mig! Du skulle læse Oliver Twist i kølvandet på den her, det ville måske give mening! Den er en lille sag så måske den kan have plads i kufferten til Dubai? ;-)
    Jeg i hvert fald Tak for endnu en fin læseoplevelse, Emily :-)

    1. Åh men altså, glemte jo helt den søde Andy! Godt at du mindede mig om ham :) Og tak for Oliver Twist tip og referencer, den kan jeg da næsten heller ikke være bekendt ikke at have læst hva? Det må blive næste på læselisten :)

      Dejligt at du læste med OG havde en god oplevelse!

  7. En noget sen kommentar, kom først senere i gang med bogen efter inspiration fra din så fine blog Emily! Vil ikke komme med en lang kommentar, men blot indskyde, at jeg har haft en helt fantastisk læseoplevelse og nydt bogen hele vejen igennem. Jeg elsker, at den fortæller sådan en interessant og spændende skæbnehistorie. Det er fascinerende og skræmmende, hvordan en enkelt begivenhed/tragedie i den grad kan ændre og sætte kursen for et menneskes liv.
    Ligesom andre (kan jeg læse mig frem til) blev jeg undervejs irriteret på Theo over, at han ikke formåede at hive sig selv op og videre i en sundere retning, dog kom jeg også til at holde af ham og havde også forståelse for hans selvdestruktive og til tider triste livsførelse. Som sagt en super læseoplevelse!
    Og fedt med sådan en bogklub her på bloggen! Håber jeg kan nå at være med på denne måneds bog – om ikke andet glæder jeg mig til at se, hvad der kommer på tapetet i marts :-)

  8. Håber det er okay med en lidt sen kommentar til bogen, da jeg først har fået læst den nu. Jeg kunne rigtig godt lide bogen, men sad tilbage med et spørgsmål om hvorfor Welty siger til Theo at han skal tage maleriet, lige inden han dør? Jeg havde forventet at der var en forbindelse mellem ringen og maleriet. Var det bare mig?
    Theo føler sig utilpas med livet og jeg kan godt lide hvordan kunsten og maleriet giver Theo et anker i livet og det der redder ham til sidst. Theo ligner nok sin far mere end han har lyst til, den destruktive adfærd og lidt overfladiske væremåde, der jo bliver hans fars undergang. Det ser man også først i bogen, hvor Theo er holdt op med at hænge ud med Andy, men istedet hænger ud med Tom Cable, som er en skidt knægt. Theo må jo være tiltrukket af Tom, fordi han selv indeholder lidt af de egenskaber. Grunden til at han overhovedet er på museet er jo også at han skal til samtale på skolen.
    Boris er svært skadet af sin opvækst og selvom han på sin side er en god ven for Theo, så er det også ham der trækker ham ind i misbrug. Men Boris er en overlever.
    Jeg ville gerne have haft at Theo og Pippa skulle have hinanden til sidst, men synes Pippa tager et fornuftigt valg, for selv om hun elsker Theo, så ved hun godt at de ikke vil være gode for hinanden – for skadet begge to.
    Kunne lide bogen så meget, at jeg har bestilt “Den hemmelige historie” af Donna Tartt

  9. Jeg dumper lige ind med en kommentarer en hel del måneder senere, men jeg har simpelthen kæmpet sådan med bogen. Ikke fordi jeg ikke kunne komme igennem den eller ikke havde lyst, men fordi det krævede noget fordybelse jeg ikke rigtigt har kunne finde de sidste (mange) måneder. Jeg startede i december sidste år, da du slog den op som månedens bog, og så har den ellers været med mig siden. Nu sidder jeg på Bali og har netop læst de sidste sider. Jeg er lidt ærgerligt over at den er blevet læst så afbrudt, for jeg tror måske lidt af pointen og magien er gået af, men jeg er alligevel glad for at have den afsluttet og for at have været tålmodig med den. Jeg læste den på engelsk, og hold nu op, et spændende skriftsprog hun kan, hendes Tartt! Jeg overvejer at bytte bogen til en anden her mens vi er afsted for at få en ny læseoplevelse med videre, men jeg tror simpelthen ikke jeg kan skille mig af med den. Den er flosset flere steder, men det gør mig slet ikke noget, for det viser på en eller anden måde hvordan den har været med rundt og givet mig flere gode læseoplevelser i flere forskellige lande. Måske det er sådan en bog jeg gerne vil bruge plads på i rygsækken for at kunne sætte den hjem på hylden senere som et minde om en virkelig god læseoplevelse!
    Nu vil jeg lige dykke ned i kommentarerne herunder for at få nogle andre perspektiver på nogle af passagerne i bogen. Jeg har glædet mig til at komme her forbi igen og læse din opfattelse af bogen – det forlænger lidt den gode læseoplevelse, så tak for det :-) Håber i øvrigt dit hoved snart er på toppen igen!