Miniguide: Dubai

Hermed et lille indlæg med nogle af de steder vi besøgte, mens jeg var i Dubai i forrige uge og som jeg finder værd at anbefale.

Der er selvfølgelig 117 andre ting at gøre og se i Dubai. Med undtagelse af souk’en har jeg ikke nogle af de klassiske seværdigheder med (selvom vi selvfølgelig også så nogle af dem), men de er ret nemme at finde frem til selv. Her er det blot et par tips til spisesteder og markeder :)

Generelt er der ikke rigtigt adresser/vejnavne i Dubai (endnu), men man fortæller blot taxachaufføren (det er absurd billigt at køre i taxa) hvor man skal hen/hvad bygningen hedder/hvad der er i nærheden. Ellers kan man også tage metroen alt afhængig af, hvor man skal hen.

Skal du til Dubai i den nærmeste fremtid, så læs endelig kommentarerne til dette indlæg. Her fandt jeg selv masser af brugbare tips og inspiration.

I souk’erne ved den gamle bydel kan man købe krydderier, snabelsko, parfume, vandpiber og en masse bras. Der er en ret hyggelig omend noget turistet stemning. Jeg købte safrantråde og zaatar (libanesisk blandingskrydderi) med hjem.

Tæt ved den gamle bydel, ud mod havet, ligger et stort fiske- og grøntmarked, der er ret herligt og hektisk. Vi købte kilovis af palæstinensiske medjool-dadler med hjem.

Jeg fik lavet et par smukke øreringe med fersvandsperler til min mor, mens vi var i Dubai. Billedet ovenfor er fra guldsouk’en og det er lidt misvisende, da jeg vil anbefale at man tager i Cara i Gold and Diamond Park hvor jeg fik lavet øreringene, men jeg glemte at tage et billede dér.

De kan lave stort set alt på bestilling. Husk at handle om prisen og husk at gøre det på feriens første dag, så smykkerne kan nå at blive færdige inden hjemrejse.

Le Pain Quotidien, som jeg skrev om her, er alletiders til morgenmad, brunch eller frokost og ligger et hav af steder i Dubai. Find en oversigt her.

Almaz by Momo er gemt godt af vejen på toppen af Mall of the Emirates og der er 1001-nats stemning, lækker lammetagine, glimrende hummus (tag den med kød og pinjekerner) og vandpiberygning for alle pengene. Jeg vil næsten anbefale at man beder om et rygerbord, for så kommer man til at sidde inde i vandpibeloungen og kan rigtigt få stemningen med. Det gjorde vi i alle tilfælde :)

Den libanesiske fastfood-kæde Zaatar W Zeit (ligger alle vegne) er også et besøg værd og genial til en hurtig frokost eller aftensmad. Især deres Manakeesh med zaatar og ost eller zaatar og labneh er lækre. Og deres falafler. Og halloumi. Haps!

Asia Asia i Pier 7 serverer alt det bedste fra de asiastiske køkkener. Og virkeligt gode cocktails. Det kan være en god idé at bestille bord i forvejen. Om muligt så bed om at sidde udenfor på balkonen, hvor der er den smukkeste udsigt ud over Marinaen.

Maya ved (eller nærmest på) stranden serverer lækker, moderne mexicansk mad (meget gode fish tacos!) og mindst lige så gode drinks (deres Maya Margarita var i top). Og så er der ret hyggelig stemning senere på aftenen i deres bar også.

(Visited 2.756 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

12 Kommentarer

  1. Hvor ser der altså bare smukt ud – men dine billeder er selvfølgelig altid smukke hehe. Endnu et sted til den uendelige to see liste. Glæder mig så meget, til jeg en dag for tid til at rejse (:

  2. Hi Emily
    Jeg elsker din blog. Meget flot visuelt. Kan du dele nogle tips til nye bloggere og er du søde at fortælle hvem der har designet dit hjemmesiden.
    på forhåand tak

    ps. læst om dig på skøn blad :-))

  3. Hej Emily :-)
    For det første er jeg stor fan af din blok, og har fulgt den i små 3 år nu – den er simpelthen så inspirerende :-)

    Hvilket hotel boede i på i Dubai, og er det noget du vil anbefale?

    1. Kære Michelle,
      Tusinde tak, så dejligt at høre, det gør mig stolt og glad <3
      Jeg boede hos nogle venner i deres lejlighed, så der kan jeg desværre ikke hjælpe.
      Sidst jeg var i Dubai boede jeg på Sheraton (Juneirah Beach) og det var alletiders.
      Klem
      Emily

  4. Hej Emily,

    Spændende indlæg… Jeg kunne godt tænke mig at høre lidt mere om dine smykkeindkøb.
    Må man måske se et billede af de øreringe du købte til din mor og høre lidt om prisen/prisniveauet på guldsykker/perler? Hvordan er priserne ift. i danmark? og kan man stole på kvaliteten de oplyser på markederne og der hvor du købte?

    1. Uh, det er snart et stykke tid siden, så må indrømme at det ikke står helt i frisk erindring. Men kan under alle omstændigheder fortælle dig at øreringene netop er blevet lavet (for en hel del penge) hos en dansk guldsmed, fordi de ikke var konstrueret holdbart :( Materialerne var fine (guld og ferskvandsperler) men konstruktionen var lidt bikset. Det var en rigtig fin oplevelse ellers og jeg kan godt anbefale det, men tror man skal gå med noget de kan/har lavet før og ikke være aaaaalt for kreativ ;)
      Mener at det var ca. halv pris af hvad samme ville have kostet i Danmark.